Udenrigsminister Kristian Jensen (V) lancerede fredag ”Danish Agribusiness Fund”, en landbrugsfond, der har til formål at investere i landbrugs- og fødevareprojekter i udviklingslande på markedsvilkår.
Kristian Jensen lancerer fonden sammen med pensionskasserne PKA og PensionDanmark, der – sammen med Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) – skyder penge i fonden.
I Folkekirkens Nødhjælp er der glæde over, at Danmark med den nye fond vil investere i bæredygtig og klimavenlig fødevareproduktion. Der er i høj grad brug for at fremme teknologi for at sikre et større udbytte af de afgrøder, fattige småbønder dyrker i udviklingslandene.
Men for at det kan lykkes, skal der investeres på den rigtige måde, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
En stor fare ved udenlandske investeringer er risikoen for jordtyveri og land grabbing.
Når Danmark investerer i fx afrikansk landbrug, er det vigtigt at sikre, at fattige og sårbare gruppers ret til den jord, de dyrker, respekteres, at den lokale landbrugsproduktion styrkes, og at lokalbefolkningen inddrages i beslutningsprocesserne, skriver Folkekirkens Nødhjælp.
Organisationen kom sammen med andre danske NGOer i 2014 med anbefalinger til Udenrigsministeriet og Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) for at sikre, at de fattigste ikke kommer til at betale prisen for danske investeringer.
I anbefalingerne opfordrede Folkekirkens Nødhjælp og andre organisationer Danmark til at integrere internationale retningslinjer, fx FAO’s frivillige retningslinjer til håndtering af jordopkøb og FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv, som et minimumsprincip, der skal lægges til grund for fondens investeringer i landbrug og jord.
Find anbefalingerne og mere baggrund her