Drama i Mission Øst – generalsekretær fyret, så hyret igen

mishartzner
Kim Hartzner blev fyret af den tidligere bestyrelse, men er nu af den nyvalgte bestyrelse genansat som generalsekretær for Mission Øst.
Foto: Ulrik Jantzen
Forfatter billede

21. juni 2020

Det har været et par hæsblæsende døgn for Mission Øst, der søndag holdt sin årlige generalforsamling. Men inden den kunne indledes søndag klokken 15, var organisationen både truet af lukning og nåede at få fyret og genansat sin generalsekretær, Kim Hartzner.

Et døgns tid inden generalforsamlingen gik i gang, udsendte organisationen en pressemeddelelse om, at Mission Østs tyske søsterorganisation ville trække sig fra samarbejdet med Mission Øst, hvis ikke bestyrelsesformand Carsten Wredstrøm trak sig.

Det ville i praksis betyde en lukning af Mission Øst, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Den tyske søsterorganisation, Mission East Deutschland, udtrykte mistillid til bestyrelsesformand Carsten Wredstrøm. Hvis ikke han trak sig fra bestyrelsen, ville Mission East Deutschland trække sig helt fra samarbejdet med Mission Øst.

Mission East Deutschland leverer et væsentligt bidrag – der menes at være på omkring 14 millioner kroner årligt – til Mission Østs samlede hjælpearbejde rundt omkring i verden, så det ville med stor sandsynlighed have været enden på organisationens aktiviteter, fremgår det af en pressemeddelelse.

Generalsekretær fyret
Men Carsten Wredstrøm mente tilsyneladende ikke, at problemet lå hos ham.

I stedet meddelte bestyrelsesformanden til nyhedssitet kirke.dk, at generalsekretær og medstifter Kim Hartzner var blevet fyret. Den beslutning blev truffet på et bestyrelsesmøde onsdag.

Fyringen skyldtes ifølge Wredstrøm “manglende opnåelse af mangeårige mål for forbedring af Mission Østs økonomi og egenkapital.”

“Organisationens dårlige økonomi er ikke blevet forbedret, og egenkapitalen er heller ikke blevet bedre,” lød forklaringen fra Carsten Wredstrøm over for kirke.dk.

“Samtidig har bestyrelsen ikke kunnet godkende regnskabet for 2019, fordi det er mangelfuldt. Vi har spurgt efter de manglende oplysninger, men har ikke fået svar,” sagde han.

Wredstrøm erklærede desuden generalforsamlingen for ugyldig med den begrundelse, at bestyrelsen ikke kan godkende regnskabet.

Men regnskabet var påtegnet af Mission Østs revisor og burde derfor være i orden, påpeger organisationen.

Wredstrøm ønskede med to dages varsel at udsætte generalforsamlingen, selv om han selv havde underskrevet indkaldelsen til den lovligt varslede generalforsamling den 21. juni.

Ny bestyrelse genansætter Hartzner
Søndag oprandt, og generalforsamlingen blev holdt som planlagt. Eller nok ikke helt som oprindeligt planlagt – for der blev fremsat en mistillidsdagsorden til de fire tidligere bestyrelsesmedlemmer, der havde fritstillet generalsekretær Kim Hartzner.

Det drejede sig om bestyrelsesformand Carsten Wredstrøm samt David Hermansen, Helge Sørensen og Ib Alstrup.

Der blev foretaget en skriftlig afstemning blandt foreningens medlemmer, som støttede forslaget. De 38 stemmeberettigede stemmer fordelte sig med 37 stemte ja, og 1 stemte nej. Forslaget blev dermed vedtaget.

Seks nye bestyrelsesmedlemmer blev valgt ind i stedet: registreret revisor Pia Jensen, investeringsrådgiver Torben Andersen, overlæge Christian Nolsøe, gymnasierektor Jens Stiller, bæredygtighedskonsulent Setara Nigar Hassan samt Klaus Jahn, der er eneste tilbageværende medlem fra den tidligere bestyrelse.

Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med Pia Jensen som formand og Torben Andersen som næstformand.

Derpå besluttede bestyrelsen som sin første gerning at genansætte Kim Hartzner som generalsekretær.

Den nye bestyrelse blev valgt ind på Mission Østs højdramatiske generalforsamling. Fra venstre: Klaus Jahn, Pia Jensen, Jens Stiller, Christian Nolsøe, Setara Nigar og Torben Andersen.