Efter fængsel og eksil: Maldivernes eks-præsident og store klimafortaler er tilbage

nasheed_undervandsmoede
Thomas Jazrawi

Måske husker nogen et topmøde afholdt på havets bund forud for klimatopmødet COP15 i København i 2009. 

Det var arrangeret af Maldivernes daværende præsident, Mohamed Nasheed for at vise, at øgruppens fremtid ligger under havets overflade uden en tilstrækkelig indsats mod den globale opvarmning.

Han var en stærk grøn stemme ved den store konference i København, som endte uden den ventede vedtagelse af en global klimapagt. 

Siden da blev han, som ønationens første demokratisk valgte præsident, afsat ved det, mange betegner som et kup, og Stillehavsnationen kom ud i en autoritær deroute under Abdullah Yameen

Nasheed blev anklaget for terrorisme og idømt 13 års fængsel. Han fik imidlertid asyl af Storbritannien, hvor han havde fået lov at søge medicinsk behandling. 

I september tabte Yameen imidlertid det seneste præsidentvalg til Mohamed Solih fra Maldivian Democratic Party (MDP), det samme parti som Nasheed tilhører. 

Nu er den tidligere præsident så tilbage i klimakampen, hvor han er blevet udpeget som Maldivernes chefforhandler ved klimatopmødet i Polen, der foregår i disse dage. 

Mohamed Solih brugte sin første tale som præsident til bl.a. at nævne, at Maldiverne vil være en lederskikkelse blandt de små østater i kampen mod klimaforandringer, og at klima og menneskerettigheder vil være højt på dagsordenen. 

De seneste år har Maldivernes kamp for klimaet stået stille, men nu ser det ud til, at den klimatruede nation er tilbage ved den grønne front med den karismatiske Nasheed i spidsen.