Flere er dræbt og mange er såret under voldsomme protester i Zimbabwe mandag. Det bekræfter landets sikkerhedsminister, Owen Ncube, ifølge mediet SABC, som også melder om mere end 200 anholdelser.
Ifølge The Zimbabwe Association of Doctors for Human Rights er mindst 13 personer ramt af skud under protesterne, som kommer i kølvandet på, at regeringen i weekenden hævede prisen på brændstof i det økonomiske trængte land med 150 procent.
Prishoppet betyder, at en liter benzin er gået fra at koste 1,24 dollars til 3,31 dollars.
Zimbabwes præsident, Emmerson Mnangagwa, forklarede lørdag i en tv-transmitteret tale til nationen, at det store prishop, gældende fra natten til søndag, skal komme landets kritiske mangel på brændstof til livs og sætte en stopper for hamstring og ulovlig handel med benzin og diesel.
Zimbabwes største faglige hovedorganisation ZCTU reagerede hurtigt på nyheden ved at varsle en tre dage lang strejke i hele landet med start mandag.
Strejken fik myndighederne til at udstationere politi i blandt andet hovedstaden Harare og landets næststørste by, Bulawayo, hvor demonstranter i løbet af dagen mandag barrikaderede veje, brændte dæk af og sang slagsange imod præsidenten.
Politiet brugte flere steder i landet tåregas og militære helikoptere blev set patruljere i luften over Harare, fortæller mediet Al Jazeera.
Nogle demonstranter forsøgte at tvinge forretninger, som havde valgt at holde åbent, til at overholde strejken og lukke dørene.
I byen Chitungwiza, ikke langt fra hovedstaden Harare, satte en gruppe demonstranter ifølge mediet TheZimbabwean ild til en lokal politistation og flere politibiler. Øjenvidner fortæller, at der blev affyret skud med maskinpistoler ved politistationen.
Ifølge mediet MyZimbabwe blev der også sat ild til en større betalingsstation på hovedvejen mellem Harare og byen Masvingo, hvor bilister efterfølgende kunne ses køre gennem uden betaling.
Zimbabwes sikkerhedsminister, Owen Ncube, anklager oppositionen og civilsamfundsorganisationer i landet for at stå bag protesterne, “som beklageligvis har resulteret i tab af liv og ejendom, og tilskadekomne politifolk og borgere.”.
Præsident Emmerson Mnangagwa er i mellemtiden rejst til Rusland, og skal efter planen besøge fem lande de næste 14 dage.