Nasra Jama er kommunikationskoordinator i Danish Muslim Aid.
Da jeg fortalte min mor, at jeg i maj skulle til Baidoa for at dokumentere nogle af Danish Muslim Aids projekter, afbrød hun mig – som mange andre også gjorde under rejsen. Hun mindede mig om at tilføje ‘janaay’ til Baidoas navn. Oversat fra somalisk betyder det ‘paradiset’ – altid Baidoa Paradiset.
For mange, særligt den ældre generation af somaliere, er byen Baidoa i det centrale Somalia stadig et symbol på frodighed. Et sted hvor markerne engang bugnede af majs og sorghum, og hvor får, geder og kvæg græssede på grønne enge.
Og indtil 1990’erne kom en stor del af Somalias fødevarer netop fra denne region, der også havde de bedste forhold for gedeavl, som er en central del af den somaliske økonomi.
Men i dag ser det helt anderledes ud.
Baidoa er blevet et symbol på klimakrisens mest brutale ansigt. Den værste tørke i 40 år har ramt Afrikas Horn, og Baidoa er blandt de hårdest ramte områder. Høsten er slået fejl fem sæsoner i træk, og millioner af husdyr er døde.
Ifølge FN kan op mod 43.000 mennesker have mistet livet som følge af tørken alene sidste år. Det svarer til en by på størrelse med Ringsted, der forsvinder på ét enkelt år.
En cyklus af flugt og fortvivlelse
I Baidoa mødte jeg Saida, en kvinde i en lejr for internt fordrevne. Hun fortalte mig, hvordan hendes familie gang på gang har måttet forlade deres hjem, når tørken hærger. Og når regnen så endelig kommer, er den så voldsomt, at den oversvømmer alt, så de må flygte igen. Det er en evig cyklus af flugt og fortvivlelse.
I Somalia er tørke og oversvømmelser ikke modsætninger – det er begge kræfter, der driver den humanitære krise fremad. Saida talte om usikkerheden og særligt om udmattelsen, som hun og hendes naboer oplever.
De bærer byrden af klimaforandringer, der er skabt af andre, selvom de selv næsten ikke har bidraget til den globale CO2-udledning.
Baidoa er blevet et symbol på klimakrisens mest brutale ansigt
Nasra Jama
Tørken ville slet ikke være opstået, hvis ikke det var for menneskeskabte klimaforandringer.
Det konkluderer et studie fra den internationale forskergruppe World Weather Attribution fra sidste år. Global opvarmning har gjort tørke på Afrikas Horn 100 gange mere sandsynlig ved at øge fordampningen af regionens sparsomme vandressourcer.
I Baidoa har denne tørke ikke kun ødelagt afgrøderne og udtørret vandreservoirerne; den har også tvunget hundredtusinder af mennesker på flugt. Byen huser nu næsten 650.000 internt fordrevne personer, hvilket skaber et enormt pres på både ressourcer og infrastruktur.
Ifølge FN er 13,5 procent af de fordrevne børn og voksne ramt af akut underernæring. Manglen på sundhedspleje og rent drikkevand, kombineret med sygdomme og dårlige sanitære forhold, gør det svært at vende udviklingen.
Baidoa er blevet et symbol på, hvordan humanitære kriser udfolder sig i Somalia. Og hvordan de rammer dem, der i forvejen er hårdest ramt.
Samtidig er truslen fra Al-Shabaab en konstant del af hverdagen. Med den militante gruppe blot 20 kilometer væk lever befolkningen i en vedvarende frygt, der ikke blot forværrer den humanitære krise, men gør også nødhjælpsarbejdet både farligt og svært.
For mange af de internt fordrevne er situationen en uoverskuelig dobbeltkrise.
Global opvarmning har gjort tørke på Afrikas Horn 100 gange mere sandsynlig
Nasra Jama
Kortsigtede løsninger
En morgen under vores rejse mødte jeg en mand ved navn Abdulkadir Ali. Han er kommissær for flygtninge og internt fordrevne i regionen, og spiste morgenmad på samme hotel, som jeg boede på.
Abdulkadir Ali har i årevis arbejdet for adskillige internationale ngo’er og har set de massive nødhjælpsindsatser på tæt hold. Han understregede, hvor vigtige disse indsatser er – uden dem ville mange ikke overleve. Men han delte også sin frustration over, at hjælpen først kommer, når skaden er sket.
Det er, som han sagde, en reaktion på katastrofen snarere end en forebyggelse af den. Abdulkadir Alis erfaring illustrerer de dybe problemer med nødhjælpsarbejde i en verden, hvor klimaforandringer ikke bare er en midlertidig udfordring, men en vedvarende trussel.
Klimaforandringerne rammer skævt
‘Somalia er det næstmest klimasårbare land i verden. Tørke, oversvømmelser og cykloner rammer landets allerede skrøbelige samfund igen og igen.
Økonomien i landet er dybt afhængig af landbrug og husdyr – to sektorer, der er ekstremt sårbare over for klimaforandringer. Når både tørke og oversvømmelser ødelægger markerne, efterlades millioner uden mulighed for at forsørge sig selv.
Det står klart, at nødhjælp alene ikke er tilstrækkeligt.
Nasra Jama
Denne krise er ikke blot en lokal udfordring, men et eksempel på de dybe, globale skel, der er skabt af klimaforandringerne.
Ifølge dataprojektet Our World in Data ved Oxford University bidrager Somalia med mindre end 0,01 procent af verdens CO2-udledninger. Til sammenligning udleder større økonomier som USA omkring 13,61 procent, mens EU samlet set står for 7,43 procent af de akkumulerede udledninger af CO2.
Det understreger den skæve fordeling af både ansvar og konsekvenser. De lande, der har den største andel i at skabe klimaforandringerne, er sjældent dem, der lider mest. I stedet er det somaliere som dem jeg mødte i Baidoa – dem, der knap nok bidrager til opvarmningen – der oplever de mest brutale effekter.
Det rejser spørgsmålet om, hvordan vi som globalt samfund kan håndtere klimakrisen mere retfærdigt. Det står klart, at nødhjælp alene ikke er tilstrækkeligt.
Vi har brug for langsigtede løsninger, der adresserer behovene hos de mest sårbare. Som kommissæren understregede, kræver en bæredygtig fremtid, at vi tager ansvar og arbejder på at forebygge katastrofer, frem for blot at reagere på dem, når skaden allerede er sket.
Debatindlæg er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion. Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected].
