Roman Boichuk er formand for foreningen Bevar Ukraine, der blev stiftet efter Ruslands invasion af halvøen Krim i 2014. Organisationen arbejder blandt andet med at samle nødhjælp til Ukraine samt med at hjælpe ukrainske flygtninge i Danmark.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
“Det gør selve organiseringen, foreningens drift og det med at have både frivillige og ansatte. For hvordan arbejder man bedst, så man både har professionelle til at løse nogle meget specifikke opgaver og samtidig har en base af frivillige?”
“Også fundraising er meget vigtig, fordi – og det siger måske sig selv – hvis der ikke er nogen penge, så er der ikke noget at lave. Det arbejder vi med fra forskellige vinkler, både ved at ansøge hos private og fonde, og også ved at komme ud på EU-niveau og faktisk globalt niveau.”
“Til sidst har vi jo gang i forskellige projekter, som både omhandler ukrainske flygtninge i Danmark og at sende nødhjælp til Ukraine. Det går ret godt, men vi vil selvfølgelig gerne gøre mere.”
Det, der giver mig håb i mit arbejde, er viljen hos danskere til både at give nødhjælp til Ukraine og hjælpe flygtninge i Ukraine og Danmark
Hvad eller hvem i din branche giver dig mest håb?
“Det, der giver mig håb i mit arbejde, er viljen hos danskere til både at give nødhjælp til Ukraine og hjælpe flygtninge i Ukraine og Danmark. Det gælder både, når det kommer til frivilligt arbejde og donationer. Når jeg nævner donationer, gælder det især regionale institutioner og store virksomheder. Støtten handler ikke kun om penge. Vi oplever også villighed til at tilbyde ting som lagerplads eller transport, som er rigtig vigtigt for os.”
Hvad irriterer dig mest i din branche?
“Der er selvfølgelig nogle ting, som kunne være bedre, men i bund og grund synes jeg ikke, man får noget ud af at være irriteret. Man må tage udgangspunkt i, hvordan tingene er, og så arbejde for at forbedre dem.”
“En ting, der kan forbedres, er, hvordan tilgangen til frivilligt arbejde nogle gange er. Der er behov for, at aftaler, der laves, bliver overholdt. For det sker indimellem, at der bliver lavet mundtlige aftaler, som så ikke bliver overholdt i længden. Det er vigtigt, at frivilligt arbejde også bliver taget seriøst.”
I bund og grund synes jeg ikke, man får noget ud af at være irriteret. Man må tage udgangspunkt i, hvordan tingene er, og så arbejde for at forbedre dem.
“Et eksempel er, at der nogle gange bliver samlet ting ind til Ukraine, som ikke kan bruges. Det sker ikke ofte, men nogle private donationer kan inkludere en masse tøj, som måske er slidt eller ikke kan bruges – for eksempel sommertøj, der indsamles om vinteren. Før man går i gang, skal man bekræfte, at det er noget, der er brug for.”
“Det handler om at tænke det hele vejen igennem. Hvordan modtagerne kan bruge de indsamlede ting, og hvordan man sikrer, at det faktisk når frem til de rette.”
“En anden ting er, at fokus på Ukraine forsvinder, fordi der selvfølgelig er mange andre konflikter i verden. Men vi bliver fortsat nødt til at have stort fokus på Ukraine. Det er naivt at tro, at Putin stopper, hvis Ukraine falder.”
“Vi kan se, at interessen for Ukraine falder. Det gælder ikke i Danmark, som har været god til at holde fokus, men hvis man ser på Europa. Ikke alle er lige villige til at hjælpe Ukraine. Det er noget, som irriterer mig lidt.
Hvad undrer dig, at alle ikke taler om, når det gælder global udvikling?
“Det undrer mig, at man ikke har større fokus på at gøre vores verden til et mere sikkert og trygt sted at være. Det er selvfølgelig vigtigt at arbejde med forskellige projekter inden for global udvikling, men det er svært at tænke på klima og andre globale mål, når der bliver startet krige.”
“Samtidig ødelægger krig også en masse samarbejde globalt og har negative konsekvenser på mange områder, som for eksempel også klimaproblematikker. Det påvirker jo os alle sammen, så jeg ville ønske, at forebyggelser af krige blev prioriteret højere.”
I Bevar Ukraine bruger vi AI til at effektivisere arbejdet med at udvælge, hvilke fonde der bedst matcher vores organisation.
Hvad er dit bedste læse-, lytte- eller kiggetip?
“Der er en ukrainsk serie, som har engelske undertekster. Serien hedder ”År” og handler om en af Ukraines bloggere, som fortæller om, hvordan det er at være i Ukraine. Man kan se serien på YouTube. Den introducerer de problematikker, som almindelige ukrainske borgere oplever.”
“Herudover har jeg på det seneste oplevet, hvordan man kan bruge kunstig intelligens som et fint værktøj på forskellige måder. I Bevar Ukraine bruger vi for eksempel AI til at effektivisere arbejdet med at udvælge, hvilke fonde der bedst matcher vores organisation. På den måde bruger vi hverken vores eller fondenes ressourcer på at skrive ansøgninger, der simpelthen ikke matcher til en fond. Så det er en god måde at spare tid på.”