Forskere: USA og Kina kan hver sagsøges for klimaskader for 1.800.000.000.000 dollars

I november førte orkanen Iota til store ødelæggelser.
Foto: Yoseph Amaya/Getty Images.
Thomas Jazrawi

11. august 2022

Udviklingslande har længe kæmpet for at få erstatning for de klimaskader, de bliver udsat for. Det sker blandt andet i de internationale klimaforhandlinger under FN til stor modstand fra de rige lande, som frygter de enorme beløb, der kan komme i spil.

Og frygten ser ud til at være berettiget. Det viser ny forskning, der skitserer en model for, hvordan man kan beregne enkelte nationers ansvar for klimaødelæggelser i andre lande. Det er absolut ikke småpenge, der er tale om. Ifølge studiet er fem af verdens store udledere ansvarlig for økonomiske tab på 6 billioner dollars (1 billion svarer til tusinde milliarder eller 1.000.000.000.000).

Forskere fra det amerikanske universitet Dartmouth College har brugt masser af data, statistik og en supercomputer til at dokumentere en sammenhæng mellem udledninger og skader samt beregne omfanget.

”Denne forskning leverer et svar til spørgsmålet om, hvorvidt der er et videnskabeligt grundlag for søgsmål for retsligt ansvar – svaret er ja. Vi har været i stand til for første gang at vise en klar og statistisk signifikant forbindelse mellem udledninger af lande og historiske økonomiske tab oplevet af andre lande,” fortæller Christopher Callahan, der er en af forskerne bag studiet.

Klimaet rammer skævt

Forskerne har anvendt klimamodeller til at undersøge temperaturændringer på det nationale niveau og sat det i forbindelse med hvert lands ansvar for den globale opvarmning gennem udledninger af drivhusgasser. Resultatet viser, at klimaforandringerne rammer skævt.

“Varme lande er blevet varmere og har tabt indkomst på grund af det, mens kolde lande er blevet varmere og oplevet økonomisk fremgang. Ansvaret for opvarmningen ligger primært hos en håndfuld af store udledere, og opvarmningen har ført til berigelse af få rige lande på bekostning af de fattigste i verden,” fortæller Justin Mankin, assisterende professor og den anden forfatter til studiet.

Ifølge modellen er fem lande ansvarlige for økonomiske tab i andre lande for i alt 6 billioner dollars i perioden fra 1990 til 2014. Kina og USA er de værste syndere med en ubetalt klimaregning på over 1,8 billioner dollars hver. Brasilien, Indien og Rusland ligger lidt lavere, men har hver især forvoldt klimaskader for over 500 milliarder dollars i perioden.

Tallet ligger i den højere ende af de beløb, der bliver beregnet andre steder. Climate Vulnerable Forum, en sammenslutning af klimaskrøbelige lande, præsenterede en rapport tidligere i år, der konkluderer, at de økonomiske tab af klimaforandringer beløber sig til 525 milliarder dollars i perioden fra 2000 til 2019. Den medregner imidlertid kun de 55 lande, der er med i sammenslutningen. En anden udgift for landene er tilpasning. Den seneste rapport fra FN’s Miljøprogram (UNEP) vurderer, at udviklingslande bruger omkring 70 milliarder dollars årligt på klimatilpasning.

Læs også: Behov for milliarder til udviklingslandes klimatilpasning

Kæmper for kompensation

Studiet vil sandsynligvis blive nærstuderet i mange udviklingslande. De har i årevis kæmpet for at få støtte eller kompensation for klimarelaterede tab og skader. Det næste klimatopmøde foregår i Egypten, og er allerede blevet døbt “Det afrikanske klimatopmøde”. Det er nemlig forholdsvist sjældent, at FN’s klimaforhandlinger foregår på kontinentet.

Rige lande har lovet 100 milliarder årligt til indsatsen for at reducere udledning af drivhusgasser og tilpasning til klimaforandringer fra 2020. Det løfte har de ikke været i stand til at indfri, da klimastøtten i 2021 lå på 83 milliarder dollars, og størstedelen af beløbet er lån, der skal betales tilbage, ifølge nye tal fra OECD.

De fattige lande argumenterer for, at der også skal penge på bordet til tab og skader, da de foregår, når tilpasning ikke længere er mulig. De rige lande har været lodret imod, særligt hvis det kommer til at dreje sig om retsligt ansvar. Beløbene kan nemlig blive astronomiske, som den canandiske klimaminister, Steven Guilbeault, var ærlig at nævne ved et G7-møde i foråret.

”Jeg kan ikke med ren samvittighed sætte canadiske skatteydere i risiko for et retsligt ansvar (for klimaforandringer, red.), der kan være grænseløst,” sagde han