”Slava Ukraini,” siger Zoreslav Dmytryshyn, da han rækker hånden frem og præsenterer sig selv og sin organisation for os. Vi møder ham foran Help Ukrainian Battlefronts nødhjælpslager lidt uden for Warszawa. Lagerbygningen består af et faldefærdigt palæ på størrelse med en hestestald, som nu huser bunkevis af forsyninger. Her venter vi en stund inden en lastvogn, der er kørt fra Lazio i Italien, ruller ind ad porten. Omtrent fyrre frivillige polakker danner en menneskekæde, der flytter militærstøvler, bleer og babymad fra den italienske lastbil og ind i lagerbygningen.
”I morgen kører vores chauffører læsset til Tjernihiv,” fortæller Zoreslav Dmytryshyn.
Humanitær katastrofe i de belejrede byer
Ruslands invasion af Ukraine har siden den 24. februar sendt over ti millioner civile på flugt indenfor og udenfor landets grænser.
Den nuværende situation i mange af de belejrede byer er katastrofal. For de mange tusinde ukrainere, der er fanget i byer som Mariupol, er der et akut behov for nødhjælp. En af de store udfordringer er, at de store nødhjælpsorganisationer ikke formår at levere nødhjælp længere end til Lviv, som ligger 60 kilometer fra den polske grænse. Dette skyldes, at organisationerne ikke kan garantere, at transportruterne er sikre for chaufførerne at færdes på.
Rasmus Stuhr Jakobsen er direktør i CARE Danmark. Han fortæller, at det er nærmest umuligt at få nødhjælp ind i de belejrede byer.
”Det er koloenormt svært at få nødhjælpen ind til de belejrede byer, hvor der er krig. Der er ikke åbnet funktionelle og sikre humanitære korridorer endnu, og vi har ikke mulighed for at ”snige” os ind i byerne, som de mindre lokale organisationer har.”
Zoreslav Dmytryshyn startede Help Ukrainian Battlefront, fordi han opdagede, at Røde Kors og FN ikke kunne nå frem til de belejrede byer. Han fortæller, at de fokuserer på netop de byer, hvor der er størst behov.
”Lige nu er der humanitære katastrofer i næsten alle belejrede og nyligt befriede byer. Det gælder Kharkiv, Tjernihiv, Mykolajiv og Mariupol. Derfor er det vores førsteprioritet at levere forsyninger til disse byer.”
Foran Help Ukranian Battlefronts mindre lager ved Warszawa hovedbanegård møder vi den ukrainske kvinde Sypa Syik. Dagen forinden befandt hun sig i et beskyttelsesrum i en kælder i Butja. I den lille forstad til Kiev har russiske styrker dræbt over 500 civile ukrainere. Drabene efterforskes på nuværende tidspunkt som værende mulige krigsforbrydelser. Her forskansede hun sig i tolv dage sammen med sin datter. Til Sypas held kom de med på en af de lokales firehjulstrækkere, der kørte civile fra Butja til Warszawa. Hun fortæller, at det er presserende med nødhjælp til de byer, der stadig er under belejring.
”Mange tør ikke flygte. Der er for mange bomber og skud. Min datter talte over 1.000 “krigslyde”, skud, råb og eksplosioner på blot én nat. Vi havde hverken mad, vand eller elektricitet i kælderen. Alt, hvad vi spiste, blev leveret af lokale organisationer.”
Bagved Sypa Syik er stablet hundredvis af papkasser. De er fyldt til randen med mad, medicin og bleer. Kasserne har Sypa og Zoreslav pakket.
”De skal sendes til min familie og mine venner i Butja,” siger Sypa Syik.
Et samlet Europa
Leopold Lysogorski er hovedkoordinator for de polske frivillige ved modtagelsescentret i Przemysl, der ligger tæt på grænseovergangen til Ukraine. Han har som chauffør kørt flere leverancer med blandt andet medicin til Lviv. Han fortæller, at samarbejdet mellem ukrainere og polakker er nøglen til at få den livsnødvendige nødhjælp frem til brændpunkterne.
”Samarbejdet mellem frivillige polakker og ukrainere er en nødvendighed. På den polske side pakker vi nødhjælpen og sender den med polske chauffører til Lviv. Herfra kører vores ukrainske chauffører den til de belejrede byer. Det er langt fra alle kampdygtige mænd i Ukraine, der er behov for i modstandsbevægelsen. Vi har oplevet, at mange af dem, der ikke er behov for, nærmest står i kø for at hjælpe med transporten af nødhjælp.”
Foto: Jonatan Robbert Larsen
I Ukraine har den lokale modstandsbevægelse flyttet byskilte og overmalet vejanvisninger med henblik på at forvirre en eventuel russisk invasionsstyrke. Det er derfor nødvendigt med ukrainske chauffører, der kender lokalområdet. Zoreslav Dmytryshyn fortæller, at mange af hans ukrainske chauffører er villige til at løbe de risici, det indebærer at levere til frontlinjen.
”Flere af de ukrainere, der tilbød deres assistance sagde ‘hvis du har en bil med forsyninger, kører jeg til de steder, hvor der er størst behov. Om det så er hele vejen til Rusland’.”
I Polen er tilslutningen til de lokale nødhjælpsorganisationer enorm. Help Ukrainian Battlefront er vokset til over 150 aktive, frivillige medlemmer siden invasionen startede. De frivillige udgøres af ukrainere, polakker, englændere og tyskere. Zoreslav fortæller, at han er rørt over, hvordan mennesker fra hele Europa er rejst til Polen for at hjælpe med det frivillige arbejde. Det sidste han siger, inden vi forlader ham i Warszawa er, at der er én ting, han er Putin taknemmelig for.
”Han har formået at samle Europa. Er der én ting, han kan takkes for, så er det dét.”
Karoline Engelund og Jonatan Robbert Larsen er freelancejournalister.
