Global bistand når rekordhøjder, men de fattige får mindre

Forfatter billede

Den samlede udviklingsbistand i verden var på 137 milliarder dollars i 2014, viser nye tal fra Organisationen for Økonomisk Udvikling og Samarbejde (OECD). Det er to milliarder dollars mere end i året inden.

Konflikterne i Mellemøsten, og særligt den alvorlige humanitære krise i Syrien, har betydet, at mange midler er blevet omdirigeret til denne region på bekostning af nogle af de fattigere lande, viser opgørelsen fra OECD.

Verdens mindst udviklede lande modtog samlet set 43,7 milliarder dollars i udviklingsbistand i 2014. Det er 30 procent af de samlede midler og den laveste andel siden 2006.

Den største modtager af international udviklingsbistand er Afghanistan. Derefter følger Vietnam, Syrien, Pakistan, Etiopien, Egypten og Tyrkiet.

Danmark på fjerdeplads

De største donorlande er USA, Storbritannien og Tyskland, som giver udviklingsbistand for store milliardbeløb.

Men hvis man ser på, hvilke lande der giver mest i forhold til deres BNI, ligger Sverige i top fulgt af Luxembourg, Norge og Danmark på en fjerdeplads. Siden er Venstre-regeringen tiltrådt og har varslet markante nedskæringer.

Selv om FN opfordrer industrilandene til at bruge 0,7 procent af deres BNI på udviklingsbistand, er det de færreste lande, der lever op til dette. Blandt OECD-landene bruges der i gennemsnit 0,3 procent af BNI på udviklingshjælp til fattigere lande.

Find tal for de enkelte lande her