Kasper Hoffmann er lektor ved Institut for samfundsvidenskab og erhverv, Roskilde Universitet.
Der er en krig, der truer i det centrale Afrika, som vi ikke må tage øjnene fra. En krig, vi med vores forbrugsmønstre, ressourcebehov og samarbejdspartnere er dybt involveret i, men som frem for alt udspringer af regionale spændinger.
Krigen udspringer af en konflikt, som jeg har forsket i over de seneste 20 år, og som jeg ikke har set i en mere alarmerende tilstand i den tid.
I den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo er millionbyen Goma faldet i hænderne på M23-oprørerne, støttet af Rwandas hær (RDF). M23 er ved at konsolidere sig i Goma, som er hovedstaden i den krigsplagede provins Nord Kivu, og har ekspanderet både mod syd, vest og nord.
M23’s erobring af Goma risikerer at eskalere til en storkonflikt, der kan sprede sig til hele regionen, ligesom de store krige, der blev udkæmpet på congolesisk jord for bare et par årtier siden.
Vi kan være på vej mod en ny storkrig i Afrika.
Angrebet på Goma har allerede forværret den i forvejen kritiske humanitære situation i DR Congo (som her beskrevet af FN). Der er mange civile ofre og omkring 700.000 internt fordrevne i og omkring Goma. Samlet er der nu ifølge IOM – UN Migration omkring 6,7 millioner internt fordrevne i de østlige provinser Syd Kivu, Nord Kivu og Ituri. Mange af disse er relateret til M23-oprøret.
Årsagerne til M23-oprøret er mange, men det er primært en politisk konflikt, der trækker tråde til tidligere konflikter og oprør i regionen.
Pres fra Vesten har før hjulpet
M23 er blot den seneste udgave af en hel serie af oprør ledet af congolesiske tutsier i DR Congo støttet af Rwandas tutsi-ledede regering med præsident Paul Kagame i spidsen. Oprørene begyndte i midten af 1990’erne og har hidtil resulteret i to store krige.
Den første DR Congo-krig var mellem 1996 og 1997. Den anden og større DR Congo-krig rasede i årene 1998-2003.
Inden krigens afslutning var otte afrikanske lande involveret. Antallet af døde under krigen og som følge af elendighederne efter krigen er langt over fem millioner mennesker. Dermed er krigen den mest dødelige siden Anden Verdenskrig.
Lad mig kort ridse M23’s historie op:
M23 startede i 2012 som et mytteri blandt tutsi-officerer i den congolesiske hær, der mente, at den congolesiske regering ikke overholdt en aftale indgået 23. marts 2009, heraf navnet M23.
Gruppen indtog også Goma dengang, men pres fra Vesten gjorde, at den måtte trække sig tilbage og senere se sig besejret.
Historisk har M23 hævdet, at de forsvarer kinyarwanda-talendes rettigheder i DR Congo. Det er korrekt, at især tutsier i perioder er blevet forfulgt i landet. Ydermere er de blevet nægtet adgang til jordrettigheder via det traditionelle jordrettighedssystem. Men M23 har opbygget stor økonomisk magt, som den har brugt effektivt til at opkøbe land, og det har gjort mange congolesere vrede. Denne konflikt over grundlæggende jordrettigheder er en af de vigtigste årsager til konflikten, og den går helt tilbage til kolonitiden.
For at styrke sin position har gruppen deltaget i diverse oprør mod den congolesiske stat. Samtidig har dens ledere allieret sig med Rwandas regering, som derigennem forsøger at varetage sine økonomiske, politiske og sikkerhedsmæssige interesser i DR Congo.
Det bliver ofte hævdet at den egentlige grund til at Rwanda er involveret i DR Congo er dets tørst efter mineraler.
Det bliver ofte hævdet, at den egentlige grund til, at Rwanda er involveret i DR Congo er dets tørst efter mineraler. Men dette er en forsimpling som er påvirket af dominerende institutioner, særligt Verdensbanken og indflydelsesrige økonomer såsom Paul Collier. Bevæggrundene bag konflikten er væsentligt mere komplicerede.
Rwandas motiver
Situationen eskalerede i 2021 på grund af stigende spændinger mellem DR Congos og Rwandas regeringer.
Spændingerne skyldtes blandt andet en ny aftale mellem Uganda og DR Congo om at bekæmpe den ugandiske oprørsgruppe ADF i DR Congo samt et nyt samarbejde om infrastruktur og minedrift.
Aftalerne så Rwandas præsident, Paul Kagame, som en trussel mod landets interesser, idet han frygtede, at Rwanda ville miste betragtelige indtægter fra den yderst profitable grænsehandel med især mineraler som guld og coltan.
Som modtræk støttede Rwanda M23 for at lægge pres på DR Congos regering. Herefter eskalerede konflikten, og alle diplomatiske forsøg på mægling kuldsejlede, hvilket i nogen grad kan tilskrives, at den congolesiske regering har nægtet at forhandle med M23.
I stedet for at forhandle valgte DR Congos regering at bekæmpe M23 militært. Til det formål allierede regeringen sig med den rwandiske oprørsgruppe FDLR og forskellige congolesiske militser i kampen mod M23. Ydermere mobiliserede den reservister og hyrede internationale lejesoldater.
Det er vigtigt at nævne, at FDLR’s aner stammer tilbage fra folkemordet i Rwanda i 1994. Rwandas regering og M23’s ledelse anser FDLR og visse congolesiske militser som eksistentielle trusler mod deres lands sikkerhed. På den måde har konflikten udviklet sig til meget mere end en kamp om kontrollen over ressourcer og tutsiernes rettigheder i DR Congo.
M23 og den rwandiske hær vandt hurtigt terræn i konflikten. I perioden fra 2021 og fremefter øgede de betragteligt deres territorium. Dermed opnåede de kontrol over områder og øgede deres indtægter betragteligt. I maj 2024 indtog M23 minebyen Rubaya, hvilket har givet gruppen en indtægt på omkring seks millioner kroner om måneden.
Tilsyneladende er målet nu at kontrollere store dele af det østlige DR Congo.
Regional politik har også spillet en stor rolle i konfliktdynamikken. Der er store spændinger mellem Rwanda på den ene side og Sydafrika på den anden, ikke mindst på grund af Sydafrikas deltagelse i Det sydlige Afrikas udviklingsfællesskabs (SADC) militære støtte til DR Congo i krigen.
På et ekstraordinært møde i det østafrikanske fællesskab (EAC) den 29. januar anklagede Paul Kagame Sydafrika for at være allieret med FDLR. En anden vigtig faktor er DR Congos alliance med Burundi, der har resulteret i, at Burundi har sendt omkring 10.000 soldater til DR Congo for at bekæmpe M23 og RDF.
Mangel på effektivt diplomatisk pres
Situationen er højspændt, og konflikten risikerer at sprede sig til hele regionen. Det skyldes blandt andet en mangel på effektivt diplomatisk pres på Rwanda.
Ikke at der har været total radiotavshed i det internationale samfund.
FN’s sikkerhedsråd og EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender har fordømt M23 og Rwandas territoriale ekspansion i DR Congo og krævet, at de trækker sig tilbage. Danmark har bakket op om disse meldinger i FN’s sikkerhedsråd.
Desuden har FN’s generalsekretær, António Guterres, krævet, at Rwandas hær stopper med at støtte M23 og trækker sig tilbage fra DR Congos territorium. Rusland er kommet med en lignende melding.
Kinas FN-ambassadør, som ellers sjældent udtaler sig om emnet, har også bedt Rwanda om at følge Guterres’ krav. Men disse krav er ikke blevet fulgt op af sanktioner eller tilbageholdelse af bistandshjælp. Det har ellers tidligere været effektive midler til at stoppe Rwandas støtte til M23 og ikke mindst kamphandlingerne.
Kun Tyskland og Storbritannien har indtil videre indikeret, at de vil suspendere deres udviklingshjælp, hvis Rwanda ikke trækker sine tropper ud.
Congolesernes vrede på Vesten
Der er flere grunde til, at fordømmelserne ikke er blevet fulgt op af sanktioner. M23-oprøret finder sted mens der er regeringsskifte i USA, hvis pres på Rwanda og M23 var afgørende i 2012.
EU er optaget af krigen i Ukraine og Gaza, men europæerne er også splittede over krisen i DR Congo, hvilket har ført til en ambivalent politik.
EU indgik en ny strategisk aftale med Rwanda om køb af kritiske mineraler i februar 2024. Størstedelen af disse mineraler stammer fra DR Congo. Derudover øgede unionen sin støtte til RDF med 20 millioner euro i 2024 til hærens operationer mod oprørere i Mozambique, der truer franske TotalEnergies’ investeringer i området.
For mange congolesere er aftalen blot et yderlige bevis på, at Vesten er medskyldige i Rwandas erobringskrig i Congo
For mange congolesere er aftalen blot et yderligere bevis på, at Vesten er medskyldig i Rwandas erobringskrig i DR Congo, plyndringen af landets ressourcer og fortsættelsen af deres lidelser. De anser sig som ofre for et internationalt komplot, der skal etablere et ”Tutsi-Hima” imperium i regionen og dermed ”balkanisere” landet.
Den Afrikanske Union ønsker at være neutral, og er derfor tilbageholdende med at involvere sig. Det til trods for at Rwanda bryder dens grundlæggende princip om territorial integritet.
SADCs og EACs forsøg på at løse konflikten er også faldet til jorden. Efter Gomas fald forsøgte EAC forgæves at få regeringen i Kinshasa til at forhandle med M23. SADC bakker Kinshasa op og har skærpet tonen over for Rwanda, men tøver med at involvere sig yderligere i konflikten.
8. februar blev der afholdt et møde, hvor statslederne fra både EAC og SADC-landene deltog. Selvom de blev enige om at opfordre til en øjeblikkelig våbenhvile og til, at uindbudte udenlandske styrker skulle trækkes tilbage, har situationen fortsat ikke ændret sig, og M23 er fortsat med sin offensiv i Syd Kivu mod millionbyen Bukavu.
Frankrig har taget initiativ til at mobilisere aktører, inklusiv De Forenede Arabiske Emirater, Kenya, Tyrkiet, Republikken Congo, Uganda og de regionale institutioner til at mægle og facilitere en fredsaftale.
Men Kinshasa har ikke tillid til flere af disse aktører, inklusive Frankrig, og nægter indtil videre at forhandle med M23 og Rwanda. Situationen er med andre ord fastlåst for nuværende. Det kræver en ekstraordinær stor diplomatisk indsats at få istandsat en fredsaftale.
Danmark kan spille en rolle
Danmark kan faktisk spille en rolle i konflikten ved at lægge pres på Rwanda, som er en af vores tætteste partnere i Afrika.
Som bekendt åbnede vi i 2022 et repræsentationskontor i Rwanda. Kontoret skal inden længe udvides til en reel ambassade, og det forventes, at i alt 150 millioner kroner vil blive udbetalt til Rwanda i udviklingsbistand de kommende tre år.
Regeringen kan stille som betingelse, at Rwanda trækker sig ud af DR Congo og stopper sin støtte til M23. Desuden kan Danmark bruge sin nye plads i FN’s sikkerhedsråd til at arbejde på det.
Men det vil også være nødvendigt at lægge diplomatisk pres på den congolesiske regering for at deeskalere den aktuelle situation. Dette kan også gøres ved at tilbageholde udviklingshjælp.
Men en bæredygtig fredsaftale vil kræve, at mange af de underliggende årsager til konflikterne i Congo bliver adresseret, såsom jordrettigheder, politisk repræsentation og regionale spændinger.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i debatsektionen, så skriv endelig på [email protected]
