Peter Hedelund er generalsekretær i Mission Aviation Fellowship (MAF) Danmark.
MAF lander op ad en bjergskråning i Madagaskar med kassevis af malariamedicin til det lokale hospital. Medicinen er sammen med alt medicinsk udstyr fra sprøjter til vaccinationer til smertestillende piller doneret af det amerikanske udviklingsagentur USAID.
Men den hjælp har USA’s præsident Donald Trump nu sat en stopper for. Ofrene er millioner af nødlidende mennesker, som ikke kan skaffe den livsnødvendige hjælp lokalt. De er dybt afhængige af, at vi som verdens største humanitære flyselskab flyver ud med nødhjælp, lægeteams og medicin.
Et enkelt dekret fra et præsidentkontor får dødelige konsekvenser i et omfang, vi slet ikke kan overskue på nuværende tidspunkt.
Mindre Trump, mere Grundtvig
Malaria er den mest dødbringende sygdom i Afrika syd for Sahara. Verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer, at der årligt dør 400.000 mennesker af malaria. I 2020 var tallet oppe på 627.000. Hovedparten af de smittede og døde var børn under 5 år i Afrika.
Så hvad gør hospitalet i det afsidesliggende Marolambo, når der pludselig ikke er nok medicin til de 200.000 mennesker, de skal betjene med deres 37 klinikker i en radius på 100 kilometer? De må naturligvis vende sig mod andre donorer, og vi skal nok hjælpe dem med kontakt til nogle af vores mange andre samarbejdspartnere verden over.

Imens står de uforstående over for, at det rige Vesten med USA i front så beregnende kan stoppe al hjælp til den verdensdel som i den grad er blevet udnyttet og udsuget af netop vestlige kolonimagter. Hvad sker der? Har I da slet ingen proportionssans, tænker de måske…
Jeg må give dem ret. De første europæere kom til Madagaskar i 1500-tallet, hvor øen blev en del af den globale slave- og våbenhandel. Trods forsøg på løsrivelse fra europæerne op igennem 1800-tallet, endte Madagaskar i 1896 med at blive fransk koloni. Først i 1960 blev Madagaskar en selvstændig republik.
Politiske styreformer er en ting, menneskers levevilkår noget helt andet. Blot i år forventes det af 305 millioner mennesker verden over har akut brug for nødhjælp. Derfor går hjælpeorganisationer nu sammen om at udfylde hullet efter USA’s svigt. USAID har stået for 43 procent af den humanitære hjælp. Så det er et stort hul, der skal udfyldes.
En af de danske organisationer, der flyver med os, er Folkekirkens Nødhjælp. De står nu og mangler 140 mio. i budgettet for 2025 og må derfor skrue kraftigt ned for livsvigtige nødhjælpsindsatser. For med krig, krise og klimakatastrofer verden over står donorerne ikke ligefrem og mangler udfordringer.
Vi er selv finansieret 70 procent gennem donationer, så hvis der ikke skal flyves lige så meget medicin ud det næste stykke tid, rammer det ikke direkte vores eksistensgrundlag. Men MAF er sat i verden for at hjælpe organisationerne ud med livsvigtig nødhjælp og medicin til verdens knap en milliard isolerede mennesker, så det vil vi selvfølgelig gøre i så høj grad vi kan.
Bare rejsen til omtalte hospital i Marolambo ville tage tre dage med bil ad humpede veje i glohed varme. Med vores fly tager turen knap en time, og så kan medicinen holdes kølig imens.
Men det kræver, at USA’s præsident også køler ned og indser nødhjælpens betydning for millioner af menneskers overlevelse. Det hele drejer sig ikke om ”America First”. Faktisk har danske Grundtvig mere ret: Menneske først!
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning. Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i debatsektionen, så skriv endelig på [email protected]