Skribenterne er medlemmer af Omtænke-tanken i NEJ til Oprustning – JA til Bæredygtig sikkerhedspolitik.
På Den Afrikanske Unions hjemmeside er et af de første budskaber bæredygtig udvikling. AU er ”den strategiske ramme for leveringen af inkluderende og bæredygtig afrikansk udvikling”.
Regeringens nye Afrikastrategi hedder ”Afrikas århundrede”. Den taler om Afrikas voksende geopolitiske rolle og de muligheder og udfordringer, det giver Danmark og Europa. Men bæredygtighed er ikke et gennemgående begreb.
Det er en skam.
For bæredygtighed er et nøglebegreb i et Afrika under hastig udvikling og forandring. Bæredygtigheden trues både af de klimaændringer, der er skabt af vores livsstil og af Afrikas hastigt voksende befolkning.
Enhver indsats bør derfor have fokus på bæredygtighed, og det passer godt til den nye pragmatisme. Danmarks og Europas egen udvikling er langt fra bæredygtig, og derfor dur pegefingeren ikke.
Bæredygtighed er en fælles udfordring. Afrikanerne har brug for mere bæredygtig udvikling. Det er af betydning for hele verden, ligesom vores klimaødelæggende livsform er af betydning for Afrika. Her forenes solidaritet og egoisme.
“Danmark kan ikke sikre afrikansk bæredygtighed, men Danmark må sikre, at enhver dansk indsats bidrager til større bæredygtighed.”
Vi har prøvet at sætte strategien under ”bæredygtighedslup”. Danmark kan ikke sikre afrikansk bæredygtighed, men Danmark må sikre, at enhver dansk indsats bidrager til større bæredygtighed. Gør vi ikke det, kan Danmark være med til at forværre eller forstærke allerede eksisterende problemer.
Bæredygtighedskravet gælder den nødvendige udvikling i produktion og handel, den grønne omstilling og den samtidige sikring af natur og biodiversitet. Men også kampen for fredelige løsninger på kontinentets konflikter og sikringen af bistanden til en udvikling, der gør de fattiges liv mere tåleligt og bæredygtigt, blandt andet via øget og bedre beskæftigelse.
Geopolitik og handel
Afrika indgår i et geopolitisk magtspil, hvor EU, USA, Rusland, Indien og Kina, men også flere arabiske lande, kæmper om politisk indflydelse – og muligheden for at handle med, investere og få adgang til kontinentets omfattende naturressourcer. Dét gennemsyrer regeringens Afrikastrategi. Et særligt kapløb handler om mineraler, der er vigtige for den globale grønne omstilling. Og så er der olie og naturgas. Siden boykotten af russisk naturgas fra 2022 er en række afrikanske lande blevet storleverandører af naturgas til EU.
EU spiller en central, men ikke overraskende rolle i strategien. Det er EU, der bestemmer handelspolitikken over for Afrika, også den danske. Fra kolonitiden har EU-landene været Afrikas vigtigste, og EU er stadig den største handelspartner – omkring en tredjedel af både eksport og import, selv om andelen reduceres, og især Kina haler ind.
Strategien ser positivt på EU’s muligheder for at støtte Afrikas udvikling, EU kan i kraft af sin størrelse udrette meget. Men skal EU bidrage positivt til en bæredygtig udvikling, skal der ske stærke ændringer af den rolle, EU har haft siden 1960erne. EU’s nuværende Global Gateway program med et budget på 150 milliarder euro rummer gode initiativer. Men fokus ligger på adgangen til Afrikas naturressourcer: Olie, naturgas og de mineraler, der er afgørende for vindmøller, solceller, batterier, mobiltelefoner og anden elektronik.
“EU har bidraget til at fastholde kontinentet i rollen fra kolonitiden som leverandør af råstoffer.”
EU har bidraget til at fastholde kontinentet i rollen fra kolonitiden som leverandør af råstoffer. Gennem årtier har EU haft aftaler med de afrikanske lande, som gav dem præferencer og toldfrihed for eksport af deres varer. Men hvis de afrikanske lande videreforarbejdede varerne, blev der lagt told på – jo mere forarbejdede varer, desto højere satser. De seneste årtier har man krævet, at de afrikanske lande skulle åbne deres markeder for varer produceret i EU. I 2018 udgjorde råvarer 65 procent af Afrikas eksport til EU, mens 70 procent af EU’s eksport til Afrika var forarbejdede varer.
På det seneste har de afrikanske lande udtrykt stærk utilfredshed med ordningerne, herunder at EU-landenes eksport til Afrika fra 2014 har været større end importen fra Afrika. I 2022 betød leverancerne af naturgas dog, at Afrikas samlede eksport til EU voksede fra omkring 150 milliarder til omkring 200 milliarder.
Mange afrikanske regeringer opponerer i stigende grad mod, hvad de ser som en form for nykolonialisme, og her står handelen centralt. Tiden er inde til at gøre op med denne nykolonialisme. Og i stedet arbejde for en udvikling, hvor det ikke er multinationale selskaber, men afrikanske virksomheder og befolkninger, der får glæde af handlen.
”Vi skal også støtte bæredygtig eksport fra Afrika til Europa. Forarbejdningen af råvarer – og dermed værditilførslen – skal i højere grad finde sted på det afrikanske kontinent”, hedder det. Ja, men Danmarks mulighed for at bidrage til det er minimal. Danmark har en enkelt stemme i EU, hvor de multinationale selskaber traditionelt har stor indflydelse.
Så længe vægten ligger på støtte til danske virksomheders engagement i Afrika, er det svært at tro på, at Danmark for alvor vil forfølge denne dagsorden. Især, hvis det skal være med afrikanske virksomheder i hovedrollen.
Sikkerhedsproblemer og militærhjælp
”Europa skal være den foretrukne partner for Afrika,” hedder det med de nye betingelser om ligeværdighed og gensidighed. Der skal gøres op ikke bare med kolonitiden, men med den umiddelbare fortid.
Danmark var med NATO i Libyen for at fjerne Gadaffi – startskuddet til de sidste 12 års Sahel-oprør, som Frankrig med hjælp fra blandt andre Danmark forgæves har forsøgt at slå ned. Frankrigs koloniale arv har hævnet sig, og landet har måttet forlade Niger, Mali og Burkina Faso. I de sidste to lande lukker Danmark nu også ned. Mens Senegal får dansk repræsentation. Hvorfor får vi ikke at vide. Kun at man i kystlandene efterspørger vestlig støtte over for risikoen for spredning af voldelig ekstremisme. Måske har det med flygtningestrømme at gøre? Vi ved det ikke.
Sikkerhedsproblemer er der nok af. Usikkerhed og ufred hersker stadig på Afrikas Horn. Det har ikke fokus i medierne og er ikke omtalt i strategien. Kun at Danmark sender et par stabsofficerer til EU’s militære træningsmission i Somalia. Voldsomme krige står på i Sudan, og grænselandet mellem Den Demokratiske Republik Congo og Rwanda er scene for uendelige lidelser. Påført af militser og hære, støttet af forskellige naboregimer og (mine)interesser.
“Danmark stiller ikke sig selv i et bedre lys i centralafrikaneres øjne ved at oprette ambassade i Rwanda.”
Centralafrika figurerer ikke i dokumentet, og regionen får ikke nogen superambassade som de øvrige fire regioner (Kenya, Sydafrika, Nigeria og Egypten). Danmark stiller ikke sig selv i et bedre lys i centralafrikaneres øjne ved at oprette ambassade i Rwanda. Hvis ønsket er bæredygtig råvareforsyning, hvor Centralafrika har en stor del af ressourcerne, er valget ikke godt.
I Afrika konkurrerer USA med Kina og Rusland om allierede ikke mindst gennem militærhjælp. Stormagterne opruster med baser og militær støtte og våbenforsyning. Selvom støtten (4-600 millioner dollars om året fra USA) ikke syner stort, er den alligevel en vigtig faktor. Ruslands Wagner-gruppe er nu blevet til Afrika-korpset med uforandret indflydelse i Sahel og Centralafrika. EU’s Fredsfacilitet støtter afrikanske konfliktløsninger og fredsinitiativer – også med militært udstyr og missioner.
Man leder forgæves i strategien efter en egentlig analyse af sikkerhedsproblemerne – det være sig i forbindelse med territorialkrav, terrorisme, mineudvinding, politiske uoverensstemmelser eller gamle, uløste konflikter, der blandt andet har resulteret i de nylige militærkup.
At Danmark vil støtte Den Afrikanske Union, inklusive dens fredsinitiativer, må hilses velkomment, sært dog, at kun den vestafrikanske union ECOWAS nævnes blandt de regionale institutioner, der får og bør have en stadig vigtigere rolle. Afrikaprogrammet for Fred og Bæredygtighed skal tildeles 400 millioner kroner i perioden 2024–2028, men det er svært at se, hvordan det vil hjælpe med til at virkeliggøre de gode hensigter.
Hvad med bistandspolitikken?
Danmark er en mindre aktør i Afrika end for 25 år siden. Man har skåret i bistanden, og andre er rykket ind. Danmark er en lilleput, nu hvor stormagterne bejler til Afrika.
Der er grund til at gentænke indsatsen. Afrikastrategien vil fastholde en vis bistand, men samtidig har man nedlagt udviklingsministerposten. Det ser ud til, at bistanden bliver sekundær og i højere grad underlægges erhvervsorienterede indsatser. Og at den fortsat skal være med til at bremse uønsket indvandring til Danmark.
Det er sølle, og det er en strategi, der risikerer at reducere Danmarks rolle yderligere.
Et bæredygtigt samfund kan ikke kun basere sin udvikling på markedsstyret erhvervsliv og produktion. Uligheden vokser overalt i Afrika, blandt andet fordi regeringerne ikke kan finansiere offentlige indsatser. Uddannelse privatiseres for dem, der har råd, men fattigdommen er massiv, og de offentlige tilbud på uddannelsesområdet er ringe for dem, der ikke kan betale.
12 millioner unge melder sig på arbejdsmarkedet hvert år, men der skabes kun tre millioner jobs. Den økonomiske udvikling kan skabe flere jobs, men millioner af unge står uden kvalifikationer.
Uligheden vokser overalt i Afrika, blandt andet fordi regeringerne ikke kan finansiere offentlige indsatser.
Skal Danmark spille andet end en marginal rolle, bør udviklingsbistanden være betydelig. Den er med til at styrke de offentlige tilbud og ikke mindst uddannelse for Afrikas nye generationer. Dan Jørgensen (forhenværende udviklingsminister, red.) fremhævede uddannelsens betydning, lige til han gik af som minister, men det ses ikke i strategien.
Al evaluering viser, at uddannelse nytter, specielt for piger og kvinder. Kvinderne er ansvarlige for at skaffe mad, vand og omsorg – og for omgangen med jord og planter. Uddannelse øger bæredygtighed og produktivitet, fremmer lighed og kvinders indflydelse og på sigt også lavere fødselstal. Bedre uddannelse af fattige unge er med til at skabe det håb, unge afrikanere har så hårdt brug for.
Danmark kan på uddannelsesområdet spille en meningsfuld og synlig rolle, som er med til at sikre en mere inkluderende og bæredygtig udvikling, hvor også fattige unge får en større chance for at blive en aktiv og positiv del af samfundet.
Det skal ske på de afrikanske samfunds vilkår og vil variere fra land til land. Støtten til civilsamfundet er central. Strategien vil være pragmatisk og tilbageholdende med moralske pegefingre. I den situation giver det mening at støtte lokale civilsamfundsorganisationer, der kæmper for indflydelse og menneskerettigheder, og som har fokus på de økonomiske og sociale skævheder, den markedsbaserede udvikling har skabt.
Danmark kan aldrig blive en markant aktør i Afrika målt på størrelsen af indsats. Men Danmark kan være et synligt og velkomment korrektiv, der er med til at gøre udviklingen mere bæredygtig.
Indsatsen mod klimaforandringerne
Strategien anerkender, at klimakrisen har ramt Afrika hårdest og forværrer allerede eksisterende konflikter og udviklingsproblemer. Og at kontinentet selv kun udleder meget lidt CO2: ”Hver anden klimafordrevne person i 2050 forventes at være fra Afrika”. I rigtige tal betyder det 216 millioner klimaflygtninge, hvoraf alene 105 millioner vil være fra Afrika. 80 procent af dem kvinder.
Det er altså de afrikanske befolkningers muligheder for overlevelse, der står på spil. Ifølge Verdensbanken kan op til 80 procent af de fremtidige klimafordrivelser forebygges. Det kræver ganske vist øjeblikkelig handling og drastisk reduktion af CO2-udledningerne på globalt plan. Hvilket IKKE sker, tværtimod. Det havde klædt Afrikastrategien at vedkende sig det ansvar, Danmark har som del af den rige, stort udledende del af verden.
Svaret, vi får, er grøn vækst og støtte til klimatilpasning i afrikanske lande: Begge dele rummer uudnyttede muligheder for dansk erhvervsliv, som derfor skal tildeles øget investeringsstøtte. Uden hensyntagen til, at der er stillet alvorligt spørgsmålstegn ved ideen om ’grøn vækst’. Men ja, der er brug for grøn produktion og udvikling, der kan komme Afrikas befolkninger til gavn. Hvordan man vil ”støtte op om det lokale beredskab til at håndtere klimarisici”, får vi desværre ikke at vide.
Men Afrikastrategien har kig på de mere end 40 procent af verdens vedvarende energi, som Afrika rummer, og ”som verden har brug for”. Og på de mange, for den grønne omstilling afgørende mineraler som eksempelvis kobolt og litium. Det indrømmes, at de afrikanske lande ”kan drage fordel af dem til gavn for deres egen udvikling”. Men der er først og fremmest tale om muligheder, som ”Danmark og dansk erhvervsliv med vores styrkepositioner [skal] udnytte langt bedre.”
Afrika har indlysende brug for forebyggelse af nye klimakatastrofer og tilpasning til de eksisterende trusler. Derfor er det fatalt, at strategien intet gør ud af den store udlandsgæld, som er med til at forhindre afrikanske lande i at gøre netop det. Ikke et ord om, hvordan Danmark har tænkt sig at levere, hvad vi skylder af de 100 milliarder dollars årligt, som rige lande har lovet til finansiering af sikring mod klimaforandringerne frem til 2025. I 2022 nåede man samlet op på 25,6 mia. dollars i årlig donation, mens resten 63,6 mia. var lån.
Altså ny gæld til afrikanerne. Ny afhængighed. Ligeværd?
Ved Det afrikanske Klimatopmøde i Nairobi i september 2023 talte kenyaneren Wanjira Mathai til egne afrikanske regeringer, men også til dem i det rige Nord. Hun sagde, at de ikke kan tillade sig at ignorere klimakrisen:
”Afrika har brug for 579 milliarder dollars i dette årti til at tilpasse sig. Hvis rige regeringer leverer, vil det betyde jobs, og vi vil kunne øjne værdighed, selvhjulpenhed og en levedygtig fremtid for underforsynede og underudviklede regioner på hele kontinentet.”
Hun inviterede til dialog og sagde, at ”Afrika er godt placeret i kampen mod klimakrisen. Vores kontinent kan vise lederskab ved at tegne fremtidens klimatilpasning.”
Afrikastrategien siger, vi skal blive bedre til at lytte. Men er man faktisk villig til at tilstå Afrika en afgørende rolle? Og vil vi i det rige nord erkende vores gæld og afhængighed?
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected]
