Indsamling giver 15 millioner kroner til Dansk Flygtningehjælp

christian_friis_bach_foto_klaus_bo_christensen
Generalsekretær Christian Friis Bach samlede ind i Ganløse.
Foto: Klaus Bo Christensen / Dansk Flygtningehjælp
Forfatter billede

Dansk Flygtningehjælps nytiltrådte generalsekretær, Christian Friis Bach, har selv stemt dørklokker med indsamlingsbøssen i dag, og han er glad og stolt over det samlede resultat:

”Det viser endnu engang, hvor stor velvilje der er herhjemme til at hjælpe vores medmennesker, der lever på flugt. De penge, der er givet i dag, vil redde liv og skabe en fremtid for nogle af verdens mest udsatte i konflikt- og krigsramte områder. Jeg vil gerne sige tusind tak til alle dem, der i dag gik på gaden, og til alle dem, der har åbnet deres dør og tegnebog,” siger han i en pressemeddelelse fra organisationen.

Christian Friis Bach har lige været i både Myanmar og Libanon for at besøge nogle af Dansk Flygtningehjælps indsatser.

”Flere end 65 millioner mennesker er tvunget på flugt, og det er i verdens fattigste lande, at absolut flest mennesker på flugt befinder sig. Der er et enormt behov for hjælp både for at redde liv og for at give flygtninge og fordrevne en bedre fremtid,” siger han.

Penge til Syrien, Sydsudan og Myanmar

En af dem, der har ringet på rigtig mange dørklokker i dag, er 10-årige Lasse Breum Winding. Han havde håbet på, at det samlede resultat ville blive 70 millioner og én krone. Selv forventede han at få 50 kroner i indsamlingsbøssen. Han var derfor umådeligt tilfreds med de 1631 kroner, som han fik samlet ind sammen med sin bror:

”Det har været en rigtig sjov dag, og jeg håber, at de her penge vil hjælpe nogle af de børn, som ikke længere har et sted at bo, fordi der er krig,” siger han.

De indsamlede midler vil blandt andet gå til mennesker på flugt i og omkring Syrien, Sydsudan og Myanmar. Derudover vil en del af midlerne gå til de flygtningekriser, der opstår pludseligt og kræver hurtig reaktion.

”Landsindsamlingen er en af de vigtigste dage om året for os, for pengene herfra gør det muligt for os at reagere med det samme, når nye kriser opstår. De her penge gør det muligt at redde liv,” siger Christian Friis Bach.

Hvis man ikke har mødt en indsamler på sin vej, er det stadig muligt at bidrage til landsindsamlingen. Det kan ske via hjemmesiden www.flygtning.dk eller MobilePay 60 101 101.

De lokale indsamlingsresultater kan ses her. Vær dog opmærksom på, at de mobile betalinger vil komme løbende ind over de næste dage.