De fleste danskere forbinder nok EU med Bruxelles, fiskekvoter, handelsaftaler og den slags. Hvilken rolle spiller EU i Malawi, og hvad er det, EU kan, som de bilaterale partnerskaber måske ikke formår?
“Jeg har fire konkrete ting, jeg vil fremhæve,” siger Louise Winther.
“For det første fungerer EU som en vigtig modvægt til andre store aktører som USA, fordi vi samler medlemslandenes ressourcer og indflydelse. Det gør det muligt for EU at matche USA’s, Kinas og andres vægt og budget, hvilket naturligvis styrker EU’s position globalt, men også i Malawi.”
“For det andet spiller EU-delegationer en vigtig rolle i at sikre en mere helhedsorienteret tilgang. I stedet for at fokusere på enkelte dele af en værdikæde kan EU arbejde med hele værdikæden inden for en sektor, fordi EU har større kapacitet og en mere struktureret tilgang til materielle og menneskelige ressourcer.”
“For det tredje gør EU’s delegationer det muligt for medlemslandene – som Danmark – at trække på EU’s ekspertise, når de ikke selv er repræsenteret i landet. Dermed kan vi opretholde en diplomatisk tilstedeværelse i Malawi gennem EU. Det er især vigtigt for lande, der skærer ned på udviklingsbudgetterne, som man ser generelt.”
“Endelig spiller EU en central rolle i den multilaterale koordinering, f.eks. i FN, hvor EU samarbejder med Malawi om fælles positioner.”
Du er ansat under titlen ’JPD i EU’s External Action Service (EAS) i Malawi’. Hvad indebærer dit job?
“JPD står for Junior Professional in Delegation og er et toårigt program. Man bliver udstationeret som juniordiplomat i en EU-delegation. Det kan være hvor som helst uden for EU’s grænser, og der er to forskellige spor. Enten bliver man ansat som programofficer under EU-Kommissionen og dens direktorater, eller også bliver man ansat som presse- eller politisk officer i EU’s udenrigstjeneste EEAS.”
“Jeg arbejder som politisk officer i den politiske sektion i EU-delegationen i Malawi. Mit arbejde består grundlæggende af politisk monitorering, analyse og rapportering, blandt andet til vores hovedkontor i Bruxelles.”
I Malawi handler næsten alt på den ene eller den anden måde om udvikling – eller manglen på samme
Louise Winther
“Desuden er der i Malawi valg i september 2025, og den udvikling følger vi naturligvis tæt. Ud over at observere selve valget, når det kommer, håber jeg snart at kunne observere en del af vælgeregistreringen, som er en stor udfordring i Malawi på grund af problemer med civilregistrering. Mange borgere lever uden nationalt ID.”
“Jeg har også været heldig at møde Malawis præsident to gange i mit første halve år som juniordiplomat. Første gang var, da vi fik besøg af medlemmer fra EU-Parlamentet og deres udenrigsudvalg. Anden gang var under vores partnerskabsdialog tilbage i marts måned. Jeg har været tovholder for begge af de store begivenheder, naturligvis med substantiel support fra vores EU-ambassadør.”
“En del af mit arbejde er også at rapportere og koordinere de diplomatiske démarches. Det betyder, at vi modtager retningslinjer fra Bruxelles og derefter leverer en officiel EU-position til den malawiske regering, for eksempel forud for et møde i FN’s Generalforsamling.”
“Ud over mit politiske arbejde har jeg også startet et kulturelt projekt, som støtter kvindelige kunstnere i Malawi. Initiativet er i samarbejde med blandt andre Irland og tre festivaler, der selv driver implementeringen af projektet.”
“Projektet fokuserer på kvindelige talenter i Malawi, fordi kulturindustrien her i landet står over for store udfordringer. Malawi er et af verdens fattigste lande, og der er derfor ofte begrænsede ressourcer og opmærksomhed på dette område.”
Hvad er det bedste ved dit job?
“Det er naturligvis en unik mulighed at være en del af en EU-delegation og opleve på tætteste hold, hvordan EU implementerer sin udviklingspolitik i praksis.”
Ud over mit politiske arbejde har jeg også startet et kulturelt projekt, som støtter kvindelige kunstnere i Malawi
Louise Winther
“Det er attraktivt for mig at få erfaring med udvikling, som jeg finder meget spændende. I Malawi handler næsten alt på den ene eller den anden måde om udvikling – eller manglen på samme – hvilket næsten altid har en dyb politisk dimension.”
“Mere konkret vil jeg fremhæve, at vi som juniordiplomater har stor frihed til at forme vores egen rolle. Stillingen er relativt åbent defineret, da vi arbejder i vidt forskellige dele af verden med meget forskellige porteføljer. Denne fleksibilitet kan naturligvis være en fordel for nogle og en udfordring for andre. Det afhænger af den enkelte juniordiplomat og delegationen.”
Fortæl gerne lidt om de projekter, du er involveret i. Hvad er jeres overordnede fokusområder?
“Vores delegation arbejder under det, der hedder Multi Annual Indicative Program (MIP), som løber fra 2021 til 2027. Vi har, i simplificerede termer, tre overordnede prioritetsområder: grøn udvikling, demokratisk og økonomisk regeringsførelse samt human development.”
“I den politiske sektion har vi særligt fokus på den politiske og økonomiske situation og naturligvis det kommende valg.”
“En måde at formulere vores formål på – som jeg engang har hørt og er meget enig i – er, at vores job i den politiske sektion er at identificere, hvad der foregår lokalt, hvad den politiske og økonomiske udvikling er, og hvilke tendenser vi ser.”
“Den analyse, vi laver, skal forhåbentlig sikre, at der bliver taget informerede beslutninger om, hvor pengene skal bruges, hvor behovet er størst, og hvilke områder vi skal fokusere på.”
Hvordan oplever du dit samarbejde med de malawiske myndigheder, og hvordan er synet generelt på EU, hvor du befinder dig?
“Jeg vil sige, at vores samarbejde generelt er meget positivt, hvilket også afspejles på det multilaterale niveau, da vi deler mange af de samme værdier: respekt for menneskerettigheder og demokrati. Malawi stemmer ofte i overensstemmelse med EU i FN’s fora, og det tætte samarbejde om multilaterale spørgsmål danner grundlag for et godt lokalt samarbejde.”
Det er vigtigt at understrege, at vores fokus ikke er at trække europæiske agendaer ned over hovedet på Malawi
Louise Winther
“Jeg vil dog sige, at synet på EU er todelt. Mange, især politisk set, ser EU som en værdifuld partner, da vi har fælles mål og værdier, og vores arbejde handler om at støtte Malawi i at forme sin egen fremtid.”
“Men der er også dem, der mener, at EU’s støtte kommer med visse betingelser, som f.eks. respekt for LGBTQ-rettigheder. Det er vigtigt at understrege, at vores fokus ikke er at trække europæiske agendaer ned over hovedet på Malawi. Vi forsøger derimod at støtte Malawi i deres egen udvikling som nation.”
“Endelig er Malawi meget afhængig af udenlandsk bistand. Omkring 40 procent af landets nationale budget stammer fra donorer, og her spiller EU en vigtig rolle.”