Kina 2030: Perspektiver og udfordringer

Redaktionen

Hvis alt går vel for den kinesiske økonomi, har landet gode muligheder for også fremover at udvise høj økonomisk vækst.

I 2030 kan Kina være en af verdens største og mest dynamiske økonomier. Kæmpelandets økonomi vil være den største i Asien og som følge af sin økonomiske position vil Kina ligeledes være den dominerende regionale stormagt og en af de vigtigste globale aktører, sandsynligvis for alvor kun overgået af USA.

Kina vil være en dominerende aktør i verdenshandelen, og kinesiske mærker være kendte over hele verden. Relativt set vil Kina dog fortsat ikke tilhøre verdens mest velstillede lande.

Det er hovedkonklusionerne i et papir udarbejdet af Danidas Asien-kontor i samarbejde med Asia Research Centre ved Copenhagen Business School, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Papiret beskriver, hvordan Kina på den fortsatte vej mod udfoldelse af sit økonomiske potentiale vil skulle løse en række udfordringer på de økonomiske, politiske, sociale samt ressource- og forureningsmæssige områder.

Endvidere vil den økonomiske udvikling afhænge af Kinas internationale omgivelser, dvs. udviklingen i verdensøkonomien såvel som den internationale politiske udvikling.

Kina har en række fordele, når landet skal tage de store udfordringer op: En vækst uden historisk sidestykke, en veluddannet og arbejdsom befolkning, en blomstrende privat sektor og en voksende middelklasse. Kina har i reformperioden siden 1978 udvist stor kapacitet til at imødegå udfordringer gennem politiske tiltag og økonomiske reformer.

Yderligere oplysninger hos fuldmægtig Thomas Gammelgaard Jørgensen (tlf. 33 92 07 82) eller fuldmægtig Jacob Dal Winther (tlf. 33 92 09 75), Asien-kontoret.