Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Åbenhed! Transparens! Det er populære kampråb blandt tilhængere af ’God Regeringsførelse’ – og hvem er ikke det?
Men åbenhed og transparens er våben, som bedst kan bruges af stærke regeringer og politikere. Er deres magt truet, må de i stedet prøve at skaffe sig politisk opbakning fra vigtige interessegrupper på andre måder. Her har klientelisme vist sig vældig nyttig. Den går ud på, at bosser (politiske eliter med magt) giver goder og fordele til klienter (interessegrupper) mod til gengæld at få deres politiske støtte.
Denne tildeling af goder til klienter er typisk skjult. I fattige lande foregår den ofte gennem uformelle kanaler. I rige lande som Danmark kan den for eksempel skjules ved, at de ’fakta,’ som et lovforslag bygger på, ikke længere er fakta, men røgslør for forslagets virkelige effekter.
Klientelisme giver god mening, hvis du sætter dig i en svag regerings eller toppolitikers sted.
Forestil dig, at du er toppolitiker i et fattigt land
Dit parti vandt magten ved sidste valg. Du er ikke korrupt, og du vil gerne udvikle dit land, reducere fattigdom og give befolkningen bedre levevilkår. Men du vil også gerne bevare din politiske magt over partiet og landet.
Heldigvis har dit parti flertal i parlamentet, men det består af mange regionale, etniske, religiøse og økonomiske fraktioner. Hver fraktion ledes af en prominent person, som personligt og på fraktionens vegne forventer at få konkrete fordele af at støtte dig politisk. Sker det ikke, bliver der politisk uro på bagsmækken.
Desværre råder du kun over meget begrænsede midler på omkring 250-400 dollars per indbygger per år (baseret på samlede offentlige budgetter for Mozambique, Tanzania og Uganda). For det beløb skal din regering blandt andet opbygge demokratiske institutioner, udvide og drive sundhedsvæsenet, uddannelserne, og infrastrukturen, samt betale offentlige lønninger. Det skal gøres, så de mange fraktioner i din koalition bliver ved med at støtte dig politisk.
Hvis du kun har det offentlige budget til rådighed, er det en umulig opgave. Du bliver nødt til at finde andre måder at tilfredsstille din koalition af højtråbende fraktioner på:
Det kan f.eks. være uddeling af fordelagtige forretningslicenser, som du personligt beordrer embedsværket til at udstede; særlige skattelettelser til udvalgte personer eller fraktioner forhandlet på plads i det dulgte; adgang til centralt beliggende byggegrunde på fordelagtige vilkår; lempelig toldinspektioner for visse firmaer, osv.
Du opererer – og overlever – således i et klientelistisk system, hvor knappe økonomiske midler tvinger dig til at bruge både formelle og uformelle/skjulte metoder for at bevare magten, skabe politisk stabilitet, og opbygge nationen. Dine politiske kolleger i Skandinavien anser derimod dine metoder for at være korrupte.
Forestil dig nu, at du er en dansk toppolitiker med regeringsmagt
Ligesom din tropiske kollega vil du gerne bevare magten og bruge din magt til at gennemføre nogle ændringer af samfundet, som du mener vigtige. Det er derfor, du gik ind i politik. Men dit parti er internt splittet, og du leder en mindretalsregering. Derfor må du fordele goder til interessegrupper både indenfor og udenfor partiet for at vinde næste valg.
Heldigvis har du hundrede gange flere offentlige midler at gøre godt med end din tropiske kollega – rundt regnet 25.000 dollars per indbygger per år. Til forskel fra din kollega i syd kan du derfor langt hen ad vejen bruge formelle kanaler (offentlige budgetter og skatter) til at udbygge din politiske støtte og fremme dine politiske prioriteter.
Lidt overdrevet sker det ved, at skat opkræves af de 90 procent rigeste danskere og omfordeles til de 90 procent fattigste. Langt de fleste danskere nyder godt af denne svikmølle. Det skaber politisk stabilitet (men ikke nødvendigvis tilfredshed).
Sådan har det danske velfærdssamfund fungeret i mange år, men globalisering, liberalisering og stigende folkevandringer skaber nye udfordringer:
Udgifterne til det danske velfærdssamfund og til at holde de mange danske interessegrupper i ro er stigende, mens den politiske opbakning til at skaffe indtægterne ved at hæve skatterne er begrænset (til efteråret skal der oven i købet findes penge til skattelettelser for at tilfredsstille regeringens støttepartier). Dertil kommer, at beskatning i en globaliseret økonomi kræver internationalt samarbejde, som er meget svært at få til at fungere.
Som toppolitiker må du finde en løsning på denne gordiske knude – ellers kan du ikke holde sammen på din koalition, og så taber du magten. Din tropiske kollega anbefaler dig at gøre, som de gør sydpå: Overføre midler til dine politiske støtter på uformelle og skjulte måder, så de bliver ved med at støtte dig.
Men klientelisme i ufortyndet afrikansk aftapning vil ikke fungere i Danmark. Her er offentlige budgetter under konstant overvågning af Rigsrevision, medierne og oppositionen. Der må tænkes innovativt. F.eks. kan din regering skjule, at den giver fordele til højtråbende fraktioner ved at bruge slørede ’fakta,’ som skjuler de sande virkninger af et lovforslag eller en politik.
Slørede ’fakta’ var netop problemet i landbrugspakken. I den giver regeringen betydelige fordele til stærke fraktioner i dansk landbrug – mere gødskning, større svinehold, ophævelse af randzoner. De koster ikke statskassen penge på kort sigt, men er en øjeblikkelig økonomisk gevinst for mange landmænd. Pakken skal bidrage til at vinde stemmer i de egne af landet, hvor regeringen gik kraftigt tilbage ved sidste valg.
Selve denne støtte blev ikke skjult – tvært imod. Men for at få landbrugspakken til at glide ned hos miljø-fraktionerne og i EU, producerede Eva Kjer Hansens embedsmænd et regnestykke, der slørede pakkens negative påvirkning af miljøet på kort sigt. Man vil jo også gerne have miljøgruppers og -partiers stemmer.
Det lykkedes som bekendt ikke helt; ministeren måtte trække sig. ’Fakta’ var alligevel ikke fakta.
Klientelismen breder sig
Klientelisme trives, hvor ressourcer er knappe, og regeringer og eliter er bange for at miste magten. Den er derfor et udbredt og kendt fænomen i fattige lande.
I Danmark er offentlige budgetter og skatter pressede, og regeringskonstellationer er ofte skrøbelige. Det fremmer hjemmegroede former for klientelisme. Politisk støtte kan købes gennem fordeling af økonomiske goder til højtråbende og stærke vælgerfraktioner forklædt og sløret ved kreativ brug af ’fakta.’
Men både herhjemme og i fattige lande er formålet for politikerne det samme: at sikre politisk opbakning for at kunne beholde magten. Kønt er det ikke. Og når vores eget politiske system selv har en rem af huden, er vores stærke moralske fordømmelser af klientelisme i fattige lande det heller ikke.
