Den omstridte socialdemokratiske politiker, Jeppe Kofod, bliver nu taget til nåde og skal fremover igen dele hvervet som udenrigsordfører med veteranen Mogens Lykketoft, skriver flere nyhedskilder onsdag.
34-årige Jeppe Kofod mistede ellers den prestigefyldte post efter en sexaffære med en 15-årig pige på et DSU-kursus, men på Socialdemokraternes sommergruppemøde onsdag blev det besluttet, at han atter skal dele ordførerskabet.
Han bliver således ny mødeleder for partiet i udenrigsudvalget i stedet for Mogens Lykketoft og indtræder som næstformand for Udenrigspolitisk nævn – igen i stedet for Lykketoft. Kofod indtræder tillige i miljøudvalget.
Kofod har tidligere været meget aktiv i bl.a. udviklingspolitikken i relation til Den 3. Verden og dansk bistand og været en af udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) skarpeste kritikere.
Jeppe Kofod vendte i april tilbage til Folketinget og den socialdemokratiske folketingsgruppe. Efter sin 14 dages sygeorlov dengang fik han ikke sit udenrigspolitiske ordførerskab tilbage, men måtte nøjes med at få plads i en række af Folketingets udvalg.
Jeppe Kofod kommer snart i sving på sit “gamle” område, da han er udset til at holde et velkomstindlæg på en stor konference om fremtidens u-landsoplysning, der finder sted i Landstingssalen på Christiansborg torsdag den 11. september.
Læs mere på http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=2471&mode=Kalender