Af Marianne Rejnholt Hansen, U-landsnyt.dk
Hvordan holder man sammen på sig selv, når man bor på Vestbredden under to intifadaer (opstande), israelsk besættelse og en svigermor, der er nabo til Arafat? Man vælger humoren som sin følgesvend – og så græder man ind i mellem.
I 20 år har Suad Amiry skrevet dagbog om sin hverdag i Ramallah, som i 2003 blev til bogen “Sharon and my Mother-in-Law. Ramallah Diaries”.
Amiry er arkitekt. Hun blev født i 1951 i Palæstina, men voksede op i Beirut i Libanon. Hun læste arkitektur på det præstigefulde amerikanske universitet i Beirut og senere læste hun videre i USA og Skotland.
Det lyder som opskriften på en karriere på den internationale scene for arkitektur, men skæbnen ville det anderledes for Amiry.
I 1981 tog hun på ferie til Ramallah, og her mødte hun Salim, som hun forelskede sig i. Amiry giftede sig med ham og slog sig ned på Vestbredden, hvor hun grundlagde RIWAQ, Center for Architectural Conservation.
Hun ville egentlig bare have et roligt liv med arkitektur, men sådan blev det ikke. Takket være hendes svigermor, Um-Salim og daværende israelske premierminister Ariel Sharon blev hendes tilværelse i Ramallah en konstant udfordring.
“Sharon and my Mother-in-Law” er en sjov og sørgelig fortælling om dagligdagen for de mennesker, der betaler prisen for storpolitik.
Intifadaerne er rammen om i fortællingen
Bogen er delt op i to. Første del er årene 1981 til 2000. Anden del er årene 2001 til 2004.
Det er de to palæstinensiske opstande, intifadaer, der hver især er rammen om de to dele.
I 2000 besøgte Ariel Sharon tempelbjerget i Jerusalem, hvor al-Aqsa moskeen ligger – en kæmpe provokation for palæstinenserne. Anden intifada, eller al-Aqsa intifadaen, var en realitet.
Fire måneder efter var Sharon ny premierminister. Dernæst fulgte israelsk (gen)besættelse af de palæstinensiske territorier.
Ramallah er hovedstad på Vestbredden og hjemby for PLO-leder, nu afdøde Yassir Arafat. Byen, der af israelerne blev anset for strategisk vigtig, blev sønderbombet og underlagt udgangsforbud og husransagelser.
Redningsaktion svigermor
Midt i alt dette boede Amirys svigermor og hendes hjælper. Faktisk boede hun lige ved siden af Arafat. Omringet af militærjeeps og tanks.
Efter flere forsøg lykkes det for Amiry at komme sin svigermor til undsætning. Um-Salim har ventet og ventet på sin svigerdatter og på at blive redet, men da de skal til at forlade huset, har hun pludselig ikke så travlt.
Hun vil gerne have den lilla kjole med. Og måske den gule trøje hvis den er pæn til den lilla kjole. Og hvad med blomsterne? Amiry tripper.
Hvad hvis de ikke når ud, inden israelerne genindfører udgangsforbuddet? Så går det op for hende, at hun aldrig vil få sin 91-årige svigermor over den mur, hun selv måtte kravle over for at nå ind til hende.
Hun er nødt til at gå ad hoveddøren og ud på gaden, ud til tanksene og jeepene. Med hjertet i halsen og svigermor i den ene hånd og kufferten i den anden må Amiry finde bilen og hjælperen og se at komme i sikkerhed. Soldaterne tager ingen chancer.
En heldig hund
En dag flytter en lillebitte hund ind hos Amiry. Hun giver den navnet Nura.
Nura skal vaccineres og Amiry drager af sted til doktor Hisham, en lokal dyrlæge, som viser sig at være mandschauvinist ud over det sædvanlige. “Vil du virkelig spilde en vaccination til 30 dollars på en tæve?” spørger han i ramme alvor.
Amiry beslutter sig for at finde en anden dyrlæge. Men det er ikke sådan lige til.
Når man bor i Ramallah, har man Ramallah-identitetskort, hvilket i store træk betyder, at man må blive i Ramallah.
For at komme gennem de israelske kontrolposter og videre til Jerusalem skal man have Jerusalem-identitetskort, og det er sådan noget mange palæstinensere har ventet i generationer på at få – ofte forgæves.
Amiry finder en dyrlæge i en illegal israelsk bosættelse i nærheden, hvor hun sniger sig hen – af frygt for at blive set af andre palæstinensere. Det viser sig, at vaccinen kun er for hunde fra Jerusalem.
Efter en diskussion frem og tilbage om tilhørsforhold udstyrer den israelske dyrlæge Nura med det særdeles eftertragtede Jerusalem-identitetskort. “Du er ikke klar over, hvor heldig du er”, siger Amiry til sin hund.
Kontrolposternes triste historie
Enhver der har været i gennem en israelsk kontrolpost ved, at en sådan sætter helt nye standarder for disciplinen tålmodighed.
Alt for unge soldater skal kontrollere alt for mange palæstinensere, der frustrerede må vente i uvished på måske, måske ikke at for lov til at slippe gennem for at komme på arbejde, på hospitalet eller på familiebesøg.
Køerne ved kontrolposterne får Magasin sidste weekend inden jul til at ligne Ølstykke i november.
Kontrolposterne har deres egen triste historie. Flere fødende kvinder og endnu flere ufødte og nyfødte har mistet livet, fordi de sad fast i køerne eller blev nægtet passage til hospital eller fødeklinik.
Amiry beslutter sig for at udnytte Nuras Jerusalem-pas.
Med ordene ‘Jamen, jeg er denne Jerusalem-hunds chauffør.’ får hun til sidst lov til at slippe gennem kontrolposten. Hverken Amiry eller soldaten kan lade være med at grine ad situationen.
Livet i Ramallah er absurdteater for viderekomne.
Køb bogen her: http://www.amazon.com/Sharon-My-Mother-Law-Ramallah/dp/1400096499
Om RIWAQ: http://www.riwaq.org/2010/index.php
Andre bøger af Suad Amiry: Nothing To Lose But Your Life. Købes her: http://www.amazon.com/Nothing-Lose-But-Your-Life/dp/9992142057
