CARE Danmark bevægede sig ud på julemarkedet med salg af æsler, perlehøns, bøfler, grasscuttere, vandfiltre, køkkenhaver og skole- og mikrofinanssæt.
Æslerne løb med opmærksomheden, men trækker spor efter sig: Danskerne vil høre mere om det langsigtede udviklingsarbejde, skriver CARE Danmark i en pressemelding mandag.
Børnenes U-landskalender og julekort har i mange år været ene om at repræsentere udviklingsprojekter i julemåneden. De seneste år har opfindsomheden fra de humanitære organisationer været stor – og det samme er opbakningen fra danskerne.
Æsler, bøfler og vandfiltre blev lagt under juletræet, og perlehøns viste sig at blive et mandelgavehit – alt sammen til fordel for verdens fattige.
Niels Tofte, der er generalsekretær i CARE Danmark, forklarer, at konkurrencen mellem organisationerne i år var stor. Derfor er han tilfreds med den lille million kroner, som gaverne har rejst.
– CAREs kunder har købt stort ind. Vi havde forventet et enkelt køb eller 2 per kunde, men flere har købt gaver til hele familien på caregaver.dk, siger Niels Tofte.
Gaverne fra CARE følges op med nyheder og historier fra processen med opkøb, distribution og effekt i lokalsamfundene og for de enkelte familier. De leveres som elektroniske nyhedsbreve til de kunder, der tilmelder sig. Og ifølge generalsekretæren har der været stor interesse for servicen.
– Det vidner om bred interesse for vores langsigtede udviklingsarbejde, og det er nok den mest positive konklusion på gavesalget, siger Niels Tofte.
Udvikling tættere på danskerne
At udviklingsproblemstillingerne, der ellers beskyldes for at være langhårede og utilnærmelige, måske er rykket tættere på danskerne, kan også spores i den meget brede bistandsdebat, som CARE Danmark var med til at starte i begyndelsen af december.
Gaver er pop-bistand, men pop behøver ikke være hverken underlødig eller skadelig, lød CARE Danmarks argument.
– Den konkrete debat, som bl.a. CAREs æsler var med til at trække i gang, er utrolig velkommen. I CARE gav den os en sjælden mulighed for at fortælle om vores langsigtede arbejde, som CARE-gaverne er bundet op på, siger Niels Tofte og uddyber:
– På baggrund af vores mangeårige erfaringer i felten er alle gaverne tænkt ind i eksisterende programmer. Det er det arbejde, danskerne har vist sig interesserede i at høre mere om. Derfor er gaverne kommet for at blive – også efter juleræset, slutter Niels Tofte.
Læs mere på www.care.dk eller www.caregaver.dk
Yderligere oplysninger hos Marie Sisse Brown, journalist CARE Danmark, e-mail: [email protected], tlf. 35 20 01 00