Islams 5 søjler
1. Trosbekendelsen (Shahada): Du skal fremsige trosbekendelsen, som på arabisk er : ”Ashadu an la ilaha illa llah” og ”Wa-Muhammada rasul allah” og som betyder ”Jeg bevidner, at der ingen anden Gud end Allah” og ”Mohammed er hans profet (el. sendebud)”.
2. Bøn (Salat): De skal bede fem gange om dagen:
Fajr (ved daggry), Zhuhr (tidlig eftermiddag), Asr (sen eftermiddag), Maghrib (solnedgang) & Isha’a (aften).
3. Almisse (Zakat): Obligatorisk for alle muslimer, der kan. Baseret på samlet velstand og er på 2,5%. Zakat betyder at ’blive større’ eller ’blive renere’.
4. Faste (Sawm): Faste fra daggry til solnedgang i hele den islamiske måned kaldet Ramadan.
5. Pilgrimsrejsen (Hadj): Rejsen til Mekka i perioden lige før Den store fest. Alle der er i stand til det, skal helst gennemføre rejsen en gang i livet.
Der er fest i luften.
Nede hos min pakistanske grønthandler og købmand på Istedgade er der en egen boblende energi. For hvornår kommer alle kasserne med friske honning-mangoer, der er landet i Tyskland med fly direkte fra Multan og Karachi?
Kundernes telefoner gløder konstant, for familie er på vej, og nede i landsbyen i Kashmir-delen af Pakistan, vil nogle lam blive ofret, hvorefter familien via et system, der udgår fra den lokale moské, vil dele særligt gode stykker ud til fattige og trængende. En af de fem søjler i Islam handler om skat, og almisse er god religion, som giver plusser, når det endelige regnskab for et levet liv skal gøres op.
Eller sådan er en udbredt opfattelse i hvert fald.
Så der er fest i luften. Ikke den samme form for Eïd, som vi havde i starten af sommeren, hvor en måneds faste var slut, og du gik ud i sommeren med en følelse af at fortjene festen.
Nej, lige nu minder det nærmest om en god gammeldags dansk lillejuleaften, hvor anden skal hentes, juletræet slæbes hjem, de sidste gaver købes og Moster Anna ringer og gudskelov har nået toget fra Jylland. Hvor puslespillet er ved at være komplet og alle skal samles i morgen over den obligatoriske ret med friskslagtet lam som en væsentlig ingrediens. Og ja, sammenligningen med julen holder, for Den store fest markerer også slutningen på islams år efter månekalenderen, hvor det er tid til at tage bestik og se tilbage på året.
Så udstødes et Bismillah, som har en effekt som et skib, der stævner fra kaj, simpelthen en bevægelse. Med dette ord, der åbner Koranen, islams hellige bog, synkes første mundfuld taknemmeligt. Og Eïd-festen er i gang.
Så kommer øjeblikket, hvor familien er samlet. Hvor alle har sørget for de små sideretter, der gør bordet komplet, som summen af alle gode viljer og kærlighed til livet og hinanden, styrket i fællesskabet. Så udstødes et Bismillah, som har en effekt som et skib, der stævner fra kaj, simpelthen en bevægelse. Med dette ord, der åbner Koranen, islams hellige bog, synkes første mundfuld taknemmeligt. Og Eïd-festen er i gang.
Eid al-Adha er familiens fest. Menighedens fest. Men ikke mindst med mere end et halvt øje rettet mod Mekka, byen i Saudi-Arabien, hvorfra islam udgik, og hvor fokus især er på dagene op til Den store fest. For festen er ikke mindst kulminationen på pilgrimsrejsen, kaldet hadj, som op mod to millioner troende fra hele kloden foretager hvert år.
Det er en fest, der bliver nøje fulgt på tv af de mange, der holder festen hjemme. Her er der direkte transmissioner fra Mekka med de mange hvidklædte, der synes nærmest som i trance at gå rundt og rundt. Mens imamer med utroligt smukke stemmer reciterer på arabisk og vi fem gange i løbet af dagen kommer til den obligatoriske kalden til bøn med den afsluttende trosbekendelse Lah-Illaha-Il-Allah, som jo altså betyder at der er ingen anden gud end Allah. Dog med den undtagelse, at dem der reciterer i Mekka er toppen af stemmepragt og perfektion i udtalen af klassisk arabisk.
…Her er reglen, at godt ti kilometer fra den hellige by, skifter man tøj, så man er iført den simple klædedragt, der består af to stykker hvidt stof og betyder, at der ingen forskel er på de troende. At alle bogstaveligt talt er lige for Herren.
De mange troende er lige landet i lufthavnen eller måske ankommet til havnen i Jeddah, som ligger ud til Det røde Hav. Her er reglen, at godt ti kilometer fra den hellige by, skifter man tøj, så man er iført den simple klædedragt, der består af to stykker hvidt stof og betyder, at der ingen forskel er på de troende. At alle bogstaveligt talt er lige for Herren.
Og så er man klar.
Retning mod Mekka
Målet for alle rejsende er den centrale Majid-al-Haram-moské i Mekka. Her er opmærksomheden naturligt – ja, nærmest hypnotisk – rettet mod først de ni minareter og inde i selve moskéen den 13 meter høje kubeformede sorte bygning i midten, som kaldes for Ka’abaen.
Ordet haram betyder i øvrigt helligt, og ikke forbudt, som mange tror. Det er en enorm moské og er verdens største, fordelt på næsten 357.000 kvadratmeter og med plads til op til 820.000 troende på en gang. Der en stor udvidelse i gang, og når den er færdig, vil moskéen rumme 1,2 millioner troende på en gang.
Der en stor udvidelse i gang, og når den er færdig, vil moskéen rumme 1,2 millioner troende på en gang.
Ka’abaen er bygningen som har defineret qiblah – som bederetningen hedder på arabisk, som jo er Koranens og religionens sprog. En lokalitet, der har samme virkning på en troende, som polerne har på et kompas.
Det er den retning, som mange af de fremmødte i deres bedste stunder har set mod fem gange om dagen, når de har vasket fødder og hænder, har renset næser og snøftet og har rullet det lille bedetæppe ud. For derefter at være meditativt klar, tage hænderne op til ørerne og så gå ned på knæ og starte henvendelsen med et Bismillah.
Jeg har ikke selv været i Mekka, men at gå rundt om den bygning i den vibration af så manges gode viljer, må være helt mageløst. Det er jo bygningen som profeten eller patriarken Ibrahim, som andre kalder Abraham, ifølge muslimsk tradition byggede med hjælp fra sin ældste søn, Ismael. Vi er tilbage i bronzealderen for små 4000 år siden.
Det er jo bygningen som profeten eller patriarken Ibrahim, som andre kalder Abraham, ifølge muslimsk tradition byggede med hjælp fra sin ældste søn, Ismael. Vi er tilbage i bronzealderen for små 4000 år siden.
Ka’abaen er det mest hellige sted i islam og kaldes på arabisk også for Beyt Allah, altså Guds hus. Central er en sort sten, der er placeret i det østlige hjørne, og som pilgrimme kysser, hver gang de har gået rundt om Ka’baen, hvilket de gør syv gange. Der er også en anden sten, hvor fodaftrykket af Ibrahim siges at være.
At være der er helt vildt. Og jeg ved, at min anden grønthandler-ven fra Istedgade – som er shi’a’-muslim fra Irak – i dette øjeblik er lige dér på vej rundt i den store moske for måske 16. gang. Han lever og ånder for at nå frem den ene gang om året og når vi – hans venner – kalder tiltaler ham hadj, titlen der anerkender hans pilgrimsrejser, smiler han varmt.
Hadj eller Umrâh
Selve den pilgrimsrejse, der kaldes hadj er kun legitim i de her dage af året. Besøger man de hellige steder i Mekka på alle andre tider af året, kaldes færden for umrâh.
Selve den pilgrimsrejse, der kaldes hadj er kun legitim i de her dage af året. Besøger man de hellige steder i Mekka på alle andre tider af året, kaldes færden for umrâh.
Umrâh betyder egentlig at ”besøge et befolket sted” og er bestemt også godt, og en velsignet rejse, men kan ikke måle sig med hadj og hører ikke til de fem søjler (se faktaboks).
Typisk regner mange umrah for en god forberedelse inden hadj, ikke mindst for dem, der ikke er helt stærke i troen, men gerne vil blive det med tiden. En slags generalprøve på den store pilgrimsfærd, hvor ritualerne kan overstås på nogle timer, hvor hadj tager op mod en uge.
Hadj-pilgrimsrejsen falder som sagt sammen med Eïd al-Adha også kaldet Den store fest, som jo også kaldes for offerfesten og fejres i hjem over hele verden. Bogens folk – jøder, kristne og muslimer – kender for de flestes vedkommende historien om Ibrahim (Abraham) som på Guds ordre tog sin søn med til Moriah-bjerget for at ofre ham og nåede fortvivlet at henvende sig til sin gud og binde drengen til alteret, bede en bøn og gøre kniven klar.
Her talte Allah (Gud) direkte til Ibrahim, og i det samme kom en engel til syne og satte en stopper for hugget, der skulle have gjort det af med sønnen. En gedebuk kom i det samme til syne med hornene viklet ind i noget krat, og blev på Guds anvisning ofret i stedet.
Et årligt ritual var født. Ritualet, som gentages til de hjemmeslagtninger, der er obligatoriske i hele den muslimske verden, men er forbudt i blandt andet Danmark. Og knytter den spirituelle forbindelse til gamle Ibrahim på den helligste af dage,- nemlig hvor hadj-pilgrimsfærden kulminerer i Mekka, og muslimer over hele verden samles til fest.
2. del af temaet om Eïd Al-Adha følger torsdag 15.8. og 3. og sidste del følger søndag 18.8.