Ny colombiansk præsident skælder vesten ud

Gustavo Petro blev i august 2022 Columbias første venstreorienterede præsident i nyere tid.


Foto: Guillermo Legaria/Getty Images

3. november 2022

¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika

Podcasten sætter fokus på stort og småt i Mellem- og Sydamerika og dækker både aktuelle begivenheder, tendenser og kulturelle fænomener fra hele regionen.

Bag podcasten står Josefine Aude Raas og Mette Mølgaard, journalister med speciale i Latinamerika.

Alle afsnit af podcasten på Globalnyt

Lyt til ¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika på Buzzsprout

Følg med på Facebook

“Klimakatastrofen, der vil dræbe millioner af mennesker, er ikke forårsaget af planeten. Den er forårsaget af kapitalen. Med logikken i at forbruge mere og mere, producere mere og mere og for nogle, at tjene mere og mere.”

Sådan sagde Colombias nye præsident, Gustavo Petro, i sin første tale ved FN’s generalforsamling i september.

Gustavo Petro kan ses som et frisk pust i det sydamerikanske land, som aldrig før har haft en venstreorienteret præsident, men som har været styret af mere konservative kræfter. 62-årige Gustavo Petro har tidligere været borgmester i hovedstaden Bogotá, og han stillede også op til præsidentvalget i 2018. Derudover har han, som flere kritikere har brugt imod ham, tilbragt 12 år af sin ungdom i guerillagruppen M19. 

Men det er ikke bare valget af Gustavo Petro, der er historisk. Det er også valget af vicepræsidenten. Francia Márquez bliver den første kvindelige afro-colombianer på posten. Hendes mærkesager er ligestilling og klima/miljø. Hun har allerede meldt ud, at hun vil starte et ministerium for ligestilling. 

“Hun er vigtig for regeringen, fordi hun repræsenterer den gruppe, der måske nok har været mest los nadies’, altså ‘the nobodies’. Dem, der ikke har haft en stemme,” fortæller Line Jespersgaard Jakobsen, som er postdoc ved Roskilde Universitet og har forsket i Colombia siden 2016. 

Petro og Márquez lover nye vinde i Colombia, og deres regering er bare én i rækken af venstreorienterede regeringer, der er blevet valgt i Latinamerika inden for de sidste år. Det kan være udtryk for en såkaldt ny lyserød bølge i regionen. 

Men hvorfor var tiden inde til et politisk skifte i Colombia? Og hvordan har Gustavo Petro klaret sig i de første måneder som præsident? Det spørger ¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika Line Jespersgaard Jakobsen, forsker i Colombia ved Roskilde Universitet.