Svendborg-virksomheden Bukkehave, der sælger person- og lastbiler, busser, motorcykler, dæk, reservedele og andet grej til nødhjælpsorganisationer i verdens brændpunkter, har fået ny direktion efter at man skilte sig af med Nicolai Krarup i juli, skriver Dagbladet Børsen mandag.
Jens Rishede Terkelsen er udnævnt til administrerende direktør, og han får følgeskab i direktionen af Claus Aage Rasmussen. Bukkehave tabte i 2002 18 mio. kr., som især blev brugt på en sanering af gæld og debitorer. Bukkehave-familien er fortsat repræsenteret i direktionen for den mere end 75 år gamle virksomhed ved Hans C. Bukkehave, fremgår det af hjemmesiden www.bukkehave.dk.
Bukkehaves danske afdeling på Norgesvej i Svendborgs industrikvarter er et af flere kontorer verden over, ligesom man har agenter i en stribe udvklingslande, heraf mange i Afrika syd for Sahara. Bukkehave anfører, at man altid har mindst 600 køretøjer og 800 motorcykler på lager og allerede leverer transportløsninger til en række store internationale organisationer.
Sydfyns hovedstad er i det hele taget “u-landsbilbyen” i Danmark. Udover Bukkehave har Kjaer Group til huse her. Virksomheden sender hvert år i omegnen af 3.500 specialkøretøjer til organisationer i Irak, Afghanistan og andre fjerne pletter. Tilsammen sælger de 2 danske konkurrenter biler for ca. 10 mio. kr. alene til UNICEF, vel at mærke uden de høje danske afgifter. Det gør Danmark til en af verdens største eksportører af biler til internationale organisationer.