Danske politiske partier opfattes som den mest korrupte institution i landet ifølge en nylig Transparency International (TI) analyse. TI mener også, at vor lov om partistøtte er slappere end i de lande, som vi normalt sammenligner os med.
Nu har et ekspertudvalg netop fremlagt et forslag til stramninger af reglerne for partistøtte. Men de største partier i både rød og blå blok er uenige om ændringerne. Risikoen for, at intet sker, er stor.
Penges ytringsfriheden er på spil i denne sag, og fronterne er trukket stærkt op.
Det er velkendt, at selv lovlig privat støtte til partier kan have stor indflydelse på, hvilke politikker partierne udbyder.
Mange har også vidst, at der er store huller i lovgivningen om partistøtte i langt de fleste lande i og udenfor Europa, og at dét, sammen med ulovlig støtte til partier og politikere (tænk blot på Frankrig, Italien og Japan), øger mulighederne for politisk magtmisbrug og korruption.
Demokratier bør derfor lave regler, der kaster lys over, hvilke folk, forretninger og foreninger der støtter partier og politikere, og hvor store beløb de bidrager med. Dét, troede jeg, er et helt ukontroversielt synspunkt.
Men det var dengang. Nu vinder nye argumenter frem globen over: Privat partistøtte øger ytringsfriheden i den demokratiske debat.
Pengenes tale giver væsentlige og legitime bidrag til den demokratiske proces. Derfor er penges ytringsfrihed vigtigere end frygten for korruption – og skulle den opstå, kan domstolene tage affære.
Omvendt vil restriktioner af politisk finansiering begrænse ytringsfriheden for de firmaer, foreninger og folk, som gerne vil bruge penge på at fremme bestemte politiske interesser.
Søren Pind, tidligere udviklingsminister, og engang kendt som ’frihedsminister,’ er en prominent fortaler for politiske penges ytringsfrihed i Danmark.
Loven om partistøtte siger godt nok, at partierne skal offentliggøre, hvilke folk, foreninger og forretninger der donerer mere end 20.000 kroner (mens partierne ikke behøver at oplyse, hvor mange penge de får fra den enkelte donor).
Men Pind er talsmand for en finte, der udvander denne begrænsende offentlige indsigt i politiske pengestrømme: Donorer med mange penge kan anonymt putte store beløb i en pengeklub, der så giver pengene videre til et parti, uden at pengene kan spores tilbage til de oprindelige givere. Det er helt lovligt, som reglerne er i dag.
Og det ser Pind intet demokratisk problem i. Tvært imod. Hans argument er, at grundloven sikrer ytrings- og foreningsfriheden – også for penges tale i politik. Derfor har ”alle mennesker … ret til at slutte sig sammen i en forening, hvis man har bestemte interesser, som at man eksempelvis vil støtte en valgkamp.”
Pind synes oven i købet at mene, at det er grundlovstridigt at mistænke politikerne og partierne for at lade sig købe af pengeinteresser. For ifølge grundloven er den enkelte politiker jo alene forpligtiget til at følge sin overbevisning, siger han. Danske partier og politikere ikke er til falds for penge, forstås.
Men danske vælgere er af en helt anden mening. En femtedel opfattede danske partier som relativt meget eller ekstremt korrupte ifølge en stikprøveundersøgelse lavet af Transparency International i 2011.
Faktisk anses partierne for at være vores mest korrupte institution som allerede nævnt.
Også på verdensplan mener folk, at politiske partier er blandt de allermest mest korrupte institutioner ifølge TI. Og en spritny undersøgelse fra USA viser, at hele 88 procent af de adspurgte mener, at fagforeninger, store selskaber, støttegrupper og rige enkeltpersoner ikke burde have lov til at bruge ubegrænsede midler til at påvirke valg.
USA går forrest i kampen for penges ytringsfrihed
Imidlertid blev sådanne restriktioner ophævet i 2010 af den amerikanske højesteret. Dommen ophævede over hundrede år gamle restriktioner. Den gav selskaber, (fag)foreninger og enkeltpersoner ret til at bruge ubegrænsede midler til at støtte politiske valgkampe, hvis bare pengene går gennem organisationer, der ikke kontrolleres af et parti eller en politiker.
I begrundelsen for denne skelsættende beslutning satte domstolen lighedstegn mellem ”tale” og politiske donationer, og den vægtede penges ytringsfrihed højere end risikoen for korruption.
Selve begrebet ”korruption” – penge brugt til at købe sig (generel) indflydelse – var blevet indskrænket i en tidligere højesteretsdom til at betyde ”bestikkelse”, det vil sige betaling for en konkret ændring af adfærd.
Derfor, hævdede domstolen i 2010, kunne penge doneret til politiske formål ikke korrumpere så længe støttegrupperne er uafhængige partier eller politikere.
At tillade uafhængige donationer til valgkampe ville derimod berige den politiske debat, hævdede domstolen. Søren Pind ville nikke anerkendende til den argumentation.
Omvendt påstod kritikerne, at afgørelsen ville udløse en syndflod af kontanter fra big business, som kunne fordreje den politiske proces, og drukne demokratiet i et hav af sorte penge (”dark money”).
Her fem år efter den skelsættende højesteretsdom har store selskabers finansiering af politik generelt ikke været så voldsom som frygtet. Derimod er ytringsfriheden for de superrige og for sorte penge ganske rigtigt øget betydeligt.
Siden 2010 har de 195 største enkeltdonorer og deres koner således stået for hele 60 procent af de midler, som de såkaldte super PACs har brugt til politiske formål. Det er mange gange flere end donationerne fra store selskaber (som ikke er småpenge), og massivt flere penge end almindelige mennesker bidrager med.
Pengenes ytringsfrihed har gjort det muligt for superrige magnater at bruge deres formuer til at få politisk magt. Væksten i deres politiske donationer er gået hånd i hånd med den voksende økonomisk ulighed.
Nu kan moguler ændre en valgkampagne med bare en check eller to. Kasinomogulen Sheldon Adelson, for eksempel, som siges at have givet hundreder af millioner til det Republikanske parti, holdt for nylig sit eget ’primary election’ for præsidentkandidater.
Da én af dem, guvernør Christie fra New Jersey, sagde noget upassende om Israel måtte han senere undskylde overfor mogulen for at gøre sig håb om fremtidig støtte. Adelson ’accepterede’ Christie’s ’forklaring’ og ’hurtige undskyldning,’ forlyder det.
Også Netanyahu og Likud i Israel er blevet betænkt af Sheldon. Han købte blandt andet den avis, Makor Rishon, som støttede en af Netanyahu største rivaler og forvandlede den til et propagandaorgan for premierministeren.
At amerikansk politik altid er gennemstrømmet af penge er velkendt. Og den indsigt holder stadigvæk. Højesteretsdommen fra 2010 har blot kastet endnu mere benzin på bålet.
Afrikanske lande følger godt med
Men politiske penge har også gjort sin big-time entré på den politiske scene i Afrika i kølvandet på den seneste bølge af demokratisering.
Partier i de nye demokratier er dybt afhængige af penge fra private donorer til at føre valgkampe. Rigmænd og -kvinder er der endnu relativt få af, så de største bidragsydere til slunkne partikasser og stræbsomme politikere er større firmaer – lokale som udenlandske.
Den slags politiske donationer har mange lande godt nok strikte regler for. De er ofte udarbejdet af donorbetalte konsulenter. Men restriktionerne bliver ikke håndhævet.
Resultatet er, at valgkampagner i fattige afrikanske lande kan være lige så dyre, relativt set, som de amerikanske.
Tabellen bygger på pålidelige amerikanske kilder og på mere usikre kilder i Tanzania og Uganda (men de bedste jeg har kunnet fået adgang til).
Den viser, at det sidste amerikanske præsidentvalg kostede ca $7.7 per indbygger, mens sidste præsidentvalg i Tanzania kostede $0.2/cap og $0.9/cap i Uganda.
Men sammenholdes disse tal med indkomstniveauerne i de tre lande – se de to sidste kolonner i tabellen – så var den tanzaniske valgkamp relativt lige så dyr som den amerikanske, mens den ugandiske valgkamp var relativt endnu dyrere.
Mon ikke donorene til de afrikanske partiers pengekasser kræver lige så meget politisk valuta for deres godgørenhed som de amerikanske moguler?
Politikerne og partierne bliver uafhængige af folket
Politiske donationer i den størrelsesorden, som vi ser i Tanzania, Uganda og USA, bidrager kraftigt til at gøre de politiske magteliter fri af folket. Mulighederne for, at demokrati skaber frihed for folket, svinder ind.
I Danmark er der langt færre penge i politik. Hvis det skal fortsætte, må loven om partistøtte strammes op. For én ting er sikker. Søren Pinds ideologiske filosoferinger om ytringsfrihed, penge og politik vil drive den demokratiske udvikling i Danmark i samme retning som den amerikanske højesterets afgørelse i 2010 udstak for USA’s demokrati.
Penges ytringsfrihed er desværre også på hastig fremmarch i nye demokratier i Afrika.
