Af Marianne Rejnholt Hansen, U-landsnyt.dk
Det kan godt være, at Yahya Hassan med sin selvbetitlede digtsamling ingen intentioner har om at indgå i samfundsdebatten. Fair nok. Men han har muligvis sat gang i en bevægelse.
Indimellem får vi de der glimtvise indblik i ellers lukkede miljøer.
Atif, rapperen med pakistanske rødder, fortalte i nummeret Sommerfugle fra 2004 om faderens vold i hjemmet. I 2008 fortalte Omar Shargawi i sin prisvindende film Gå med fred Jamil om et arabisk parallel samfund på Nørrebro.
De danske ghettomiljøer er lige så lukkede som de danske elitemiljøer – steder den brede middelklasse sjældent inviteres med ind i.
Fælles for de to miljøer er nemlig, at der holdes hård justits med, hvad der kommer ud i offentligheden.
Og derfor skaber det tit sensation, når der lukkes op. Men når sensationen har lagt sig, er det hele ofte glemt igen.
Vold, lyrik og perler
Vold lærer stor dreng at digte. “Han lavede boksning på min ansigt”. “Fem børn på række og en far med en kølle”.
Yahya slår igen. Der hjemme, på tilfældige, på samfundet. Indtil han møder lyrikken. Den bliver hans mentale boksebold.
Yahya tæsker løs på den med buldrende vrede, og slagene rammer alle. Men Yahya er hverken sentimental eller selvmedlidende. Den grimme vold bliver til ærlige og nye ord, som gør, at man husker at trække vejret mellem de verbale slag.
“Hellige ord og hælervarer”, “Fredagsbøn og fadøl”. Yahyas slag bliver til sproglige perler, “Mellemøsten Langeland”, “Internettørklæde”. Og Yahya er da heller ikke mere perker end, at han ikke også rummer den danske ironi.
Det sidste digt, Langdigt, er en 24 siders lang affyring på perkerdansk for at komme dém i forkøbet, der gerne vil sætte Yaha i bås som solskinshistorie og perledigter. Langdigt har en insisterende rytme, der gør, at man får lyst til tage den én gang til.
Så skete det endelig
“Endelig skete det”, skriver Ahmed Mahmoud, 25 år og maskinmesterstuderende, i sit debatindlæg i Politiken tirsdag.
Intet i Yahyas digtsamling har chokeret ham, for han har prøvet det hele selv og har et brændemærke efter sin fars cigaret på armen som evigt minde om en voldsbefængt barndom.
Yahya vil ikke være samfundsdebattør, og det er han heller ikke forpligtet til. Til gengæld vil Ahmed Mahmoud gerne tage staffetten.
Han vedkender sig sit ansvar for selv at ændre tingene, men siger samtidig, at han ikke kan gøre det alene, “så vi kan godt bruge lidt hjælp”.
Den opfordring bør vi tage op, så ikke Yahya Hassans bog ender som endnu et øjeblikkets kuriosum, der om lidt bliver skubbet til siden af en nyt.
Yahya har tændt en ild, der ikke må dø ud. Det er, som Ahmed siger, vores allesammens ansvar.
Om bogen
Forfatter: Yahya Hassan
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 17-10-2013
ISBN-13: 9788702153521
Omslagsgrafiker: Ida Balslev-Olesen
Vejl. pris: 199,95 kr.
Mere om forfatteren på
http://gyldendal.dk/forfattere/Yahya-Hassan
