“Hvordan siger man, ‘jeg ville skære mit lem af’ på dansk?”
Spørgsmålet stilles med både ironisk distance og tydelig frustration i et kommentarspor til mit opslag på det sociale medie Reddit.
Et opslag, jeg oprettede for at forstå de argentinske fodboldfans’ overvejelser om at tillade private investeringer at strømme ind i deres fodboldklubber.
Lige nu raser nemlig en diskussion i det sydamerikanske land, der, selvom det lige nu gennemgår en voldsom økonomisk omstrukturering under den kontroversielle præsident, Javier Milei, aldrig bliver træt af at diskutere fodbold.
Stridspunktet handler om, hvorvidt der skal åbnes op for private investeringer i de nationale klubber, hvilket allerede er sket i nabolande som Brasilien og Uruguay.
Noget der på den ene side vil give argentinske hold en økonomisk saltvandsindsprøjtning til at talentudvikle. Men som også, ifølge kritikere, risikerer at kommercialisere fodboldsporten på en måde, der i sidste ende vil gøre den sværere tilgængelig for den brede befolkning.
Særligt efter at klubben ‘Estudiantes de La Plata’ har meddelt en investeringsaftale med den amerikanske forretningsmand, Foster Gillett.
Aftalen mangler dog stadig godkendelse fra klubbens medlemmer. Hvis dette sker, vil det være et skridt væk fra Argentinas normale tradition – hvor fodboldklubber drives som medlemsstyrede non-profit-enheder.
Jeg skriver mit opslag på Reddit i Buenos Aires klubbens, Boca Juniors, tråd, i håb om at nogle vil svare. De første fire timer bliver det vist over 5000 gange, og bølgerne går højt i kommentarsporet. Spørgsmålet om privatisering skaber nemlig stor polarisering blandt argentinske fodboldfans.
Kommentarsportet symboliserer de to splittede fanfløje.
Den ene fløj mener, at “klubberne tilhører medlemmer, fordi medlemmerne byggede dem.” De frygter, at privatisering vil føre til, at “en virksomhed… uden fans, men med kunder” køber sig kontrol over et fodboldhold, som en Boca Junior-fan formulerer det på Reddit.
Den anden fløj ønsker delvist at følge den argentinske præsident Javier Mileis vision om at privatisere fodboldklubberne for at gøre dem mere konkurrencedygtige.
Som præsidenten udtalte i et radioprogram i 2022: “Hvem fanden bekymrer sig om, hvem der ejer klubben, hvis du slår River Plate (Boca Juniors rival red.) 5-0 og bliver verdensmester? Eller vil du hellere blive i denne elendighed, vi har lige nu?”
Hvem fanden bekymrer sig om, hvem der ejer klubben, hvis du (…) bliver verdensmester? Eller vil du hellere blive i denne elendighed, vi har lige nu?
Javier Milei
¡Viva la libertad, carajo!
Via mail får jeg fat i Christopher Hylland, der er journalist og forfatter til to bøger om argentinsk fankultur.
Han påpeger, at selvom det er fristende at afskrive motorsavs-Mileis forslag som endnu et led i hans politiske projekt om at reducere staten og fremme markedsøkonomien, så er de sydamerikanske frustrationer over Europas globale fodbold-dominans reelle.
De europæiske ligaer, såsom engelske Premier League, spanske La Liga og franske Ligue 1, har i årtier haft økonomiske muskler, som langt overgår dem i Sydamerika.
Dette skyldes massiv tv-indtjening, kommercielle sponsorater og stærke private investeringer som i højere grad har gjort fodbold til et kommercielt produkt.
I den engelske Premier League findes der ingen klubber, hvor fans ejer majoriteten af ejerskabet. I stedet er op mod 80 procent af klubberne ejet af internationale investorer fra lande som USA, De Forenede Arabiske Emirater og Thailand.
Resultatet er en engelsk liga med noget af det bedste fodbold med stjerner fra hele verden – heriblandt 66 sydamerikanere. Det afspejles på det argentinske landshold, hvor kun én spiller i hjemlandets fodboldliga.
Alle andre spiller i de europæiske ligaer, med undtagelse af Messi. Han spiller i nordamerikanske Miami.
Europas økonomiske dominans har skabt en handelskæde, hvor europæiske klubber systematisk opkøber sydamerikanske talenter.
For mange sydamerikanske klubber betyder det, at de aldrig får mulighed for at bygge hold omkring deres egne stjerner, men snarere fungerer som talentfabrikker for de rigeste klubber i Europa.
Dette er en af årsagerne til privat kapital ses som en mulighed for at stoppe denne udviklingen.
Flere private investeringer i argentinsk fodbold, kunne man måske ændre den dynamik, mener Hylland:
“Nye investeringer i Argentina kunne måske stoppe – eller i det mindste forsinke – nogle af de dygtige spillere i at forlade den argentinske liga til fordel for anden- eller tredjerangs ligaer i Europa. Specielt dem, der bliver solgt til klubber, der på ingen måde kan måle sig kulturelt med klubber som Boca Juniors.”
Fodbold over hele verden er blevet ødelagt af folk, der smider rundt med deres penge for at vinde titler.
Fodboldfan på Reddit
Christopher Hylland mener at mange fans skepsis for udenlandsk kapital kan forstås gennem konceptet ‘el aguante’, som groft kan blive oversat til betingelsesløst støtte. “Mange argentinske fans tror, de kan påvirke resultater af kampene igennem “el-aguante” – hvor fans bliver en form for ‘tolvte mand’ på banen”.
På Reddit postulerer nogle fans, at denne ‘tolvte mand’ ville forsvinde, eller blive svækket, hvis fans ikke længere kontrollerer majoriteten i klubben.
Brasiliansk inspiration
Milei og de øvrige tilhængere af at åbne for investeringer har formentligt lade sig inspirere af, hvad der sker i nabolandet, hvor Brasilien har indført SAF-loven (Sociedade Anônima do Futebol).
Loven åbnede dørene for udenlandske investorer. Siden da har brasilianske klubber vundet samtlige udgaver af Copa Libertadores, Sydamerikas mest prestigefyldte turnering.
Et godt eksempel på dette er den brasilianske klub Botafogo, som har solgt 90 procent af klubben til den amerikanske forretningsmand John Textor.
Klubben har siden opnået store resultater og kunne i januar løfte Libertadores-trofæet for første gang i sin historie, blot få år efter at have været nedrykket til Serie B.
Udover æren fik klubben 23 millioner dollars i pengepræmie.
Alt dette virker som en lykkelig liberal “love-story”.
Problemet opstår ved, at John Textor også ejer andre klubber – et såkaldt “multi-klub ejerskab”. En af disse er franske Lyon, som har været i store finansielle problemer og nu har en gæld på 500 millioner euro. Det har fået det franske fodboldforbund til at true med nedrykning, hvis Textor ikke har styr på økonomien inden sæsonens afslutning.
For at imødegå dette forsøger Textor nu at sælge sin andel i den engelske klub Crystal Palace. Og i følge rygterne vil en del af de penge, Botafogo har tjent på Libertadores-triumfen, blive brugt til at dække Lyons gæld.
Fans frygter, at selv med investeringer vil Sydamerika ende som en anden- eller tredjerangsspiller i fodboldens fødekæde.
En anden brasiliansk klub i Rio de Janeiro, Vasco da Gama, solgte i 2022 sin majoritet af klubben til det amerikanske investeringsfirma, 777 Partners. Lige siden har virksomhedens økonomiske problemer skabt stor usikkerhed for klubben.
I maj 2024 blev dets ejerskab suspenderet af en domstol på grund af forsinkede betalinger. 777 Partners efterlader en stor gæld.
Mange af fansene i min Reddit-tråd udtrykker frygt for, at nogle af de samme ting vil ske, hvis udenlandske kapital strømmer ind i argentinsk klubfodbold.
Som en fan skriver: “Fodbold over hele verden er blevet ødelagt af folk, der smider rundt med deres penge for at vinde titler.”
Specielt forekommer der en frygt for at blive nedprioriteret, hvis en ny potentiel ejer har et såkaldt multiklub ejerskab – altså hvor de også ejer andre klubber, specielt i europa.
Den tyske mellemvej
Men mellem de to yderpositioner fremhæver fodboldjournalist Christopher Hylland en tredje løsning, der er kendt som “Den tyske mellemvej” eller en “50+1”-model.
Modellens navn henviser til, at medlemmer i den tyske Bundesliga skal eje 50 procent plus én stemme af stemmerettighederne. Dette betyder, at det er fansene, der har den endelige beslutningsmagt over klubben – frem for en ekstern aktør eller investor.
Christopher Hylland understreger, at denne tilgang synes at være den bedste model for at opretholde “el aguenta,” mens man samtidig gør sig mere konkurrencedygtig over for købestærke europæiske klubber.
“Jeg foretrækker den tyske 50+1-model eller mindst nogle sikkerhedsforanstaltninger mod fuld overtagelse,” siger han og uddyber:
“Det sikrer, at fansene bevarer kontrollen over de store beslutninger. Dertil ser jeg gerne, at man beskytter klubberne mod at blive en del af multiklub-modellen.” Altså scenariet hvor den samme investor ejer flere klubber.
Christopher Hylland understreger, at en vis grad af privat kapital synes nødvendig for at undgå at miste spillere og trofæer til klubber med stærke investorer. Situationen rummer et uundgåeligt “if you can’t beat them, join them”-element.
Men uanset hvad – mener han– bør fodboldmyndigheder tage et større ansvar for at mindske de enorme uligheder og forvridninger, der skader den lokale fodbold – ikke kun i Sydamerika, men også i flere europæiske lande.
