Kunst, musik og kultur i det hele taget er overalt i verden med til at skabe forandring og sætte fokus på borgernes grundlæggende rettigheder, mener regeringen, som vil lancere en ny kulturstrategi for samvirket med u-landene.
Det skriver dagbladet Politiken mandag.
Anført af kulturminister Uffe Elbæk (R) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) er der afsat 110 mio. kr., og strategien skal ligge klar til foråret.
“Som verden ser ud i dag, udfordres den kulturelle frihed fra mange sider, men samtidig ser vi positive tendenser i kulturens bidrag til demokratisering og udvikling. Det er den kamp, Danmarks nye strategi vil gå ind i”, skriver de to ministre bl.a. i en kronik i Politiken mandag.
Lene Bull Christensen, der er adjunkt på Kultur- og Sprog-mødestudier på Roskilde Universitet, mener dog, at en sådan kulturstrategi af nogle kan blive opfattet som kultur-imperialisme.
Elbæk og Friis Bach anfører i kronikken, at “strategien vil angribe kunst og kultur ud fra et rettigheds- og vækstperspektiv.
Nøgleordene er ytringsfrihed, social forandring, mangfoldighed, kultur i forsonings-processer, interkulturel forståelse og kreative industrier”.
Men de understreger samtidig, at “vi mener ikke, at alt er lige godt, og vi skal fra dansk side stå fast på vore værdier om ligeværd og menneskerettigheder”, og fortsætter:
“I den nye strategi vil der i langt højere grad være tale om en bevidst samtænkning af kultur- og udviklingsindsatserne. Vi er således helt på linje med anbefalingen i (UNESCOs) konvention om kultur og mangfoldighed af, at kultur bør indgå som et strategisk element i national og international udviklingspolitik”.
“Dermed bliver den en stemme i den globale værdikamp, der finder sted i disse år, hvor vi i Danmark står på menneskerettighedernes side imod eksempelvis fundamentalistiske eller reaktionære kræfter”, skriver de to ministre i Politiken.
Danske ambassader i 11 af Danidas prioritetslande har allerede gennemført kulturprogrammer i samarbejde med Center for Kultur og Udvikling i København.