Religion afgør fodboldkampe i Zambia 

‘YESU WAKUNAZARET IMFUMU YABA YUDA’ tilhører en ældre fodboldfan, der medbragte en speciel cykel til en fodboldkamp, han overværede. Budskabet kan oversættes til ‘Jesus Kristus af Nazarat er kongen af Juda’.


Foto: Buster Kirchner
Forfatter billede

6. juli 2022

Nogle gange er det ikke bare spillerne på en fodboldbane, der har en dårlig dag og taber en kamp. I Zambia er der både en dyb kristen tro og ikke mindst juju involveret. Og de to smelter ofte sammen.

Juju er en vanskeligt definerbar størrelse, som zambierne selv nogle gange har svært ved at sætte ord på. Men det er en form for besværgelse eller forbandelse, som nogen kaster over andre.

”Det er en aktiv handling, noget man foretager sig. I juju er anklager eller mistænkeliggørelse et centralt element. Ofte med baggrund i noget uvist eller suspekt,” fortæller Buster Kirchner, der har tilbragt tid i Zambia med at studere fænomenet.

I april foretog han et feltstudie i Zambia, der undersøger sammenhængen mellem juju og kristendom i zambisk fodbold.

Han ville gerne blive klogere på zambiske fodboldspilleres rituelle praksis og religiøse forestillinger i forbindelse med fodboldkampe.

Buster Kirchner læser religionsvidenskab og tog et fag på Center for Afrikastudier.

Han har boet i Zambia i to år og har i fem år drevet et mindre udviklingsprojekt i den nordlige del af landet sammen med en gruppe zambiere. Projektet kobler fodbold med nogle af de udfordringer, som mange landsbysamfund står overfor.

Gennem dette arbejde har han oplevet en sammenhæng mellem fodbold og religion og har set, hvordan religion og spiritualitet udgør et centralt element for spillerne i forbindelse med kampene.

”Fodbold er et område, hvor man kan se, hvordan den traditionelle tro og kristendommen spiller sammen,” fortæller han.

Trommer og juju-mål

På fodboldbanen spiller juju som nævnt også en rolle. Når Buster Kirchner spørger fodboldspillere, træner og fodboldpræster – for sådan nogle findes der – hvad juju er, er deres svar flydende.

”Mange tror, at modstanderen udøver juju. Det er noget suspekt, det er noget de andre gør,” fortæller han.

Konkret består juju-praksis af objekter, nogen tager med sig på fodboldbanen. Det kan for eksempel være dyreknogler, der bliver gravet ned ved målstolperne, ved hjørneflaget eller andre steder på banen.

”Man ser også, at spillerne smører sig ind i en salve. Tidligere har der været eksempler på, at man binder noget om hoften. Amuletter ser man især i Vestafrika. Brug af juju er en neutralisering af, hvad man formoder er modstanderens juju.”

Selv har Buster Kirchner overværet to cases med juju i forbindelse med en zambisk fodboldkamp. En gang i provinsen Luapula, hvor en baneansvarlig gik og sprøjtede vand på hjørneflagene. En anden gang, da en spiller gik på banen og sprøjtede vand på en spiller fra det andet hold.

”De fleste på tribunerne ville sige, at det er et tilfælde af juju eller neutralisering af juju. Hvis jeg var tager længere ud på landet, hvor juju er mere hyppigt, havde jeg nok oplevet mere af det,” fortæller han.

En af Buster Kirchners interviewpersoner fortæller, at et andet hold til en udekamp havde medbragt flere personer, der var klædt i traditionelle dragter og spillede på afrikanske trommer før kampen.

”De sad midt på banen og spillede på trommer. Derpå gik de hen til det ene mål og gjorde det samme. Og så videre til det andet mål.”

”Ved den kamp var der alle mulige mennesker. Landsbyens chief, heksedoktoren og flere andre. Der var bare en anden stemning,” fortæller interviewpersonen.

Hans hold endte med at tabe kampen 3-0.

”Men de mål de scorede … i situationer, hvor man overhovedet ikke kan forvente, at bolden vil gå i nettet. Vi var meget forvirrede over, hvad der skete. Vi spillede bedst, men uanset hvor meget bedre vi spillede, blev de ved med at score skøre mål.”

En anden interviewperson siger, at han betragter juju som Satans værk.

”Jeg tror, at der fremover vil være meget juju. For Satan er på spil, så der vil være meget mere af det, end vi ser i dag. Så længe teknologien vinder frem, vil juju og hekseri vinde frem. Det samme gælder satanisme og sådan. Det vil vinde frem.”

Rådne æg og salt i støvlen

Det viste sig at være meget vanskeligt for Buster Kirchner at finde fodboldspillere eller trænere, der erkendte at bruge juju eller at tro på det.

Men i Luapula var han kommet i kontakt med en masse trænere, spillere og fodbolddelegerede.

”Sidste dag sad vi en gruppe og fik en cola og snakkede, og så siger de til én i gruppen: ‘Du tror da også på det her, du har da også selv praktiseret det her. Du har selv dagen inden kampene gået til en heksedoktor og taget spillere med ud til der, hvor han bor’. Det benægtede han kategorisk. På det tidspunkt havde jeg gået rundt sammen med ham i flere dage og talt om emnet, og han havde måske gået og holdt det tilbage. Men de sad så og diskuterede frem og tilbage, om det ene eller det andet var juju.”

For nogle mennesker er det en form for juju, hvis man putter lidt salt i sine fodboldstøvler.

Eller hvis modstanderen har lagt et råddent æg i et omklædningsrum.

”Når holdet så kommer ind i omklædningsrummet, er det juju, siger de. Det er et psykisk spil, noget man gør for at slå modstanderen ud af balance – men hvor meget det så lige bunder i religiøse ritualer, er mere usikkert,” fortæller Buster Kirchner.

”I Europa ville vi tænke, at hvis et hold er bedre end os, er det nok fordi de træner en ekstra gang om ugen, eller at nummer 5 er vildt god. Men det er ikke nødvendigvis samme logik i Zambia.”

Kirke versus heksedoktor

De fodboldspillere, Buster Kirchner talte med under sit feltstudie, mener, at juju-praksis er noget, nogle andre gør. Selv identificerer de sig med kristendommen.

Interviewpersonerne placerer kirken og heksedoktoren i et modsætningsforhold. Men Buster Kirchners egne observationer og Zambias historie indikerer mere, at kristendom og hekseri er stærkt forbundne, fortæller han.

Samtlige de mennesker, han talte med, tog afstand til juju. For det er en hemmelig, forbudt og tabuiseret praksis.

”Vi går alle sammen i kirke,” fortalte en fodboldspiller fra Lusaka.

”Andre fodboldhold går måske til en heksedoktor som hold. Så udfører de noget, der hedder juju. Selv deres tilhængere ved det: ‘De bruger det og det og det og det’. Der er forheksede genstande her i Zambia. De bruger juju.”

En anden fodboldspiller fra Luapula-provinsen fortæller, at der er en klar spirituel side ved fodbold.

”De fleste mennesker – hvis ikke alle – mener, at en kamp vil være påvirket af noget spirituelt. Så hvis jeg tror på Gud, må jeg bede til Gud om hjælp til at vinde. Dem, der ikke tror på Gud, men tror på juju, går til deres heksedoktor og siger: ‘Giv os noget, vi vil vinde’.”

Præster på sidelinjen

Siden 1990’erne har zambiske fodboldklubber haft fodboldpræster. Det skyldes, at kristendommen er et stærk tema i enhver forgrening af Zambia, også i fodbold. Så præster er i alle hjørner af samfundet – også i omklædningsrummene og på sidelinjen sammen med trænere og reservespillere.

”Zambia er et samfund, hvor kristendom infiltrerer alle mulige områder – politik, økonomi etc. Så at det også kommer ind på dette område, er ikke overraskende,” siger Buster Kirchner.

Sammen med præsterne beder holdene fællesbøn og synger gospelsange, mens også kristen praksis på selve fodboldbanen er dybt integreret i zambisk fodbold.

I minutterne inden flere fodboldkampe oplevede Buster Kirchner, hvordan spillerne satte sig på knæ på sidelinjen og bad. De fleste pegede med to pegefingre mod himlen og blikket rettet samme vej.

Til zambiske fodboldkampe spiller religion en stor rolle. Her sidder flere spillere fremoverbøjet på banen og beder. Foto: Buster Kirchner

Kolonimagt indførte lov mod hekseri

Det var britiske missionærer, der bragte kristendommen til Zambia. Og i slutningen af 1800-tallet bragte de også fodbolden til landet. De ville bruge denne sportsgren til at indføre kristen moral og disciplin i det oprindelige folk. Siden har zambisk fodbold og kristendom været tæt beslægtede, fortæller Buster Kirchner.

Lokalbefolkningen tog hurtigt fodbold til sig. Målstolper og bolde blev sammensat af det improviserede materiale, der var til rådighed, og ofte var fodboldkampene kendetegnet ved, at spillere og trænere i høj grad flettede deres eksisterende tro og praksis ind i kampene.

Nogle spillere bandt perler og andre objekter om hoften, mens også kollektive riter fandt sted.

Det behagede ikke kolonisterne, som anså afrikanernes selvstændige fortolkning af sporten som en trussel mod idéen om fodbolden som et opdragende og disciplinerende magtværktøj.

I 1914 indførte den britiske kolonimagt en ny lov, den såkaldte Witchcraft Act, der forbød en lang række praksisser, der var forbundet med hekseri – blandt andet knoglekastning og brug af amuletter eller andre genstande, der forbindes med juju.

I loven omfatter witchcraft alle former for ofte traditionel, religiøs praksis, hvilket placerer juju som en underkategori af witchcraft.

”Kriminaliseringen af hekseri fandt sted, fordi kristendommen var et centralt magtværktøj for kolonimagten. Det, der prækolonialt var den foretrukne religion, blev af kolonimagten kategoriseret som ulovligt, tåbeligt og tilbagestående,” siger Buster Kirchner.

Zambia beholdt loven, efter at koloniherrerne havde forladt landet.

Kristendommen blev indoktrineret i den oprindelige befolkning, som har internaliseret den og gjort den til sin egen.

”Det er vel en form for underlegenhedskompleks, hvor oprindelige menneskers tro, kultur og traditioner blev gjort til noget mindre godt end det, der kom udefra,” mener Buster Kirchner.

Fodboldbanen er politisk

Siden kolonitiden er både fodbold og kristendom nærmest kun vokset i popularitet i Zambia.

Socialt og politisk har fodbolden i de seneste årtier haft stor betydning.

”I mere skrøbelige lande kan fodbold nemt få en anden betydning, end vi kender herhjemme. Man kan rokke mere ved institutioner på baggrund af nogle fodboldresultater, og en folkelig bevægelse kan blive påvirket af det,” fortæller Buster Kirchner.

Han peger på, at fodbold var centralt for at mobilisere folk og få politiske budskaber ud i verden, da den antikoloniale bevægelse voksede frem for årtier siden.

I Zambia er det bedste eksempel på magthavernes udnyttelse af fodbolden nok landets forhenværende præsident, Frederick Chiluba, som i starten af 1990’erne brugte fodboldlandsholdets pludselige bortgang – samtlige spillere døde i et flystyrt – til at manifestere sin egen magt og kristendommens rolle i Zambia.

Zambias skiftende præsidenter har ofte brugt fodbold til at fremme deres egen agendaer – et fænomen man også støder på andre steder i Afrika.

”Man ser ind imellem, at fodbold skal helliggøres af præsidenter, der lige skal ud på banen og trykke spillerne i hånden. Fodbold er ikke fri af politik i Zambia, langt fra.”

”I nogle afrikanske lande ser man regeringen gå ind og fx blande sig i en debat om, hvorvidt trænerens kontrakt skal forlænges. Åben magtkamp mellem valgte politikere og et fodboldfagligt forbund. I Zambia er valg til det nationale fodboldforbund virkelig noget, der bliver debatteret, og det er i høj grad en politisk ting.”

Artiklen er blevet til i samarbejde mellem Globalnyt og Buster Kirchner, og den er en del af en serie på to artikler, som er støttet af Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.

Artiklen er baseret på Buster Kirchners bachelorprojekt på Religionsvidenskab. Et projekt, der blev til, efter at han i foråret 2021 deltog i et fag på Center for Afrikastudier.

Artiklerne tager udgangspunkt i et kursus om religion, medier og populær kultur i Afrika, hvor forskning var en integreret del af undervisningen og de studerende fik mulighed for selv at prøve kræfter med forskning inden for området.