Socialdemokraterne er klar med et beslutningsforslag i Folketinget, som skal sikre, at de folkelige organisationer såsom Folkekirkens Nødhjælp og Mellemfolkeligt Samvirke får flere penge at drive u-landsbistand for, skriver Politiken onsdag.
Ifølge Socialdemokraterne har u-landsbistanden til NGOerne været fastfrosset på samme niveau siden 2001, hvilket har betydet, at den samlede NGO-bistand er udhulet. Med andre ord: NGOerne får stort set det samme beløb som for 6 år siden, selv om den samlede danske økonomi er vokset.
Socialdemokraterne mener, at NGOernes andel skal følge den økonomiske udvikling, ligesom der skal tilføres flere penge for at rette op på skævvridningen siden 2001.
Mens udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) afviser forslaget med henvisning til, at “beregningerne er forkerte”, ligger forslaget tæt op af en del af de konservatives valgoplæg fra oktober.
Dengang skrev partiet, at “relativt set er den danske NGO-bistand faldet siden 2001”, og at “Det Konservative Folkeparti mener, at der skal rettes op på andelen af NGO-bistanden de kommende år”.
– Det er konservativ politik, at NGOernes andel skal vokse i de kommende år. Den halter bagud, og det skal vi rette op på – bl.a. fordi NGOerne ofte har en mulighed for at komme ind i de lande, hvor den store statslige organisation, Danida, ikke har mulighed for at arbejde, siger de konservatives udviklingsordfører, Lars Barfoed.
Partiet vil dog som medlem af regeringen ikke stemme for det socialdemokratiske forslag, anfører Politiken
DOKUMENT
B 25 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af fastfrysningen af niveauet for NGO-bistanden.
“Folketinget opfordrer regeringen til at ophæve den nuværende fastfrysning af niveauet for NGO-bistanden, så den fra finansåret 2008 stiger i samme takt som stigningen i den bilaterale bistand og den almindelige prisudvikling”.
Bemærkninger til forslaget
De danske NGOer udgør en afgørende ressource med hensyn til kontakt og partnerskab med lokale NGOer i u-landene og bidrager derigennem til at styrke landenes civilsamfund.
Siden 2001 har bidraget til de danske folkelige bistandsorganisationer reelt været fastfrosset på 2001-niveau, hvilket har betydet et fald fra at udgøre 15,4 pct. af den samlede officielle bilaterale bistand i 2001 til kun at udgøre 12,4 pct. i 2006 (udbetalt).
På trods af en styrkelse af NGO-bistanden med 20 mio. kr. i forslag til finanslov for 2008 udgør NGO-bistanden for 2008 fortsat en relativt mindre del af den samlede bilaterale bistand end i 2007 (forslag til finanslov for 2008 § 06.33.01.).
Dette går ikke mindst hårdt ud over de store rammeorganisationer, da de modtager over halvdelen af NGO-bistanden. I perioden fra 2001 har enkelte organisationer fået hævet deres årlige rammebevilling, men de øvrige 4 rammeorganisationer har modtaget et faldende bidrag hvert eneste år.
Danmark skal i sin udviklingspolitiske indsats både opbygge landenes statslige kapacitet og sikre en styrkelse af civilsamfundet. Med hensyn til sidstnævnte spiller danske og lokale NGOer en afgørende rolle. De danske NGOer har via deres partnerskab med lokale NGOer i u-landene den ekspertise og det netværk, der skal til for at styrke civilsamfundene.
Dette er især vigtigt i forbindelse med 2 aktuelle problemstillinger.
Den første er i forhold til de såkaldt svage eller fejlslagne stater, hvor målene for den danske bistandsindsats ikke kan nås gennem samarbejde med de eksisterende myndigheder, eller hvor vi fra dansk side af forskellige årsager som f.eks. hensyn til menneskerettigheder ikke vil samarbejde med de siddende magthavere.
Bistand – og især støtte til demokratiseringen af disse lande – er særdeles vigtigt, og her er vi afhængige af de danske NGOers arbejde og netværk med lokale partnere i civilsamfundet, der dels kan udføre de konkrete udviklingsprojekter, dels spiller en afgørende rolle i landenes demokratiseringsproces.
Den anden problemstilling er de lokale NGOers rolle i overvågningen af forvaltningen af bistandsmidlerne. Som led i den række af forpligtelser, som Danmark og de andre vestlige donorlande er blevet enige om i Pariserklæringen, skal en stadig større del af bistandsmidlerne omlægges til budgetstøtte eller sektorbudgetstøtte.
Den øgede brug af direkte sektor- og budgetstøtte, som gør staten til drivkraften i de nationale udviklingsprocesser, kræver en fælles og koordineret indsats for at sikre, at befolkningerne bidrager aktivt og får indflydelse på de nødvendige forandringsprocesser.
Erfaringerne med regeringernes nationale handlingsplaner for fattigdomsbekæmpelse har tydeligt vist, at inddragelsen af civilsamfundet ikke kan tages for givet, men den er helt afgørende for, at reformer og udviklingsprojekter reelt gennemføres og bliver vellykkede.
Et aktivt civilsamfund er nærmest en forudsætning for, at danske prioriteter som f.eks. satsningen på god regeringsførelse bliver omsat til udvikling for verdens fattigste og mest marginaliserede grupper.
Danmark kan effektivt gennem de danske NGOer være med til at opbygge og styrke civilsamfundet i vore partnerlande. Derfor bør en styrkelse af NGO-bistanden være et centralt element i den fremtidige danske udviklingsbistand for at sikre resultater i verdensklasse, både hvad angår bedre levevilkår for fattige og u-landenes demokratiske udvikling.
Det kræver, at de danske NGOer styrkes finansielt og samtidig i stigende grad inddrages målrettet i den danske bistandsindsats i programsamarbejdslandene.
Skriftlig fremsættelse v. Jeppe Kofod (S)
Kilde: www.ft.dk
