Mette Nors første udsendelse med Læger uden Grænser (MSF) går til verdens nyeste land, Sydsudan, der her i juli kunne fejre sin første årsdag som uafhængig nation.
Den 30-årige kandidat i politik og administration skal stå for drift og administration af MSFs koordinationskontor i hovedstaden Juba.
I 2005 sluttede borgerkrigen i Sudan officielt, og sidste år kulminerede fredsprocessen med, at Sydsudan udråbte sig som selvstændigt land efter en folkeafstemning, hvor ca. 98 procent gik ind for løsrivelse fra det overvejende muslimske nordlige Sudan (hvorimod Sydsudan er mest kristent og animistisk, dvs præget af åndetro).
På trods af selvstændigheden har freden ikke sænket sig, og Afrikas nyeste nation er plaget af opgør mellem rivaliserende klaner og en fortsat konflikt med Sudan om olierige områder på grænsen mellem de to lande.
Uroen i Sydsudan betyder at de humanitære og medicinske behov er stort, og derfor er der i høj grad stadig brug for en indsats.
Med base i Juba får Mette Nors til opgave at administrere bl.a. flyrejser rundt i landet, leje af udstyr, betaling af husleje og alle andre ting, der kræves for at holde den medicinske hjælpeorganisations hovedkontor i Sydsudan kørende.
”Jeg valgte egentligt mine studier for at komme til at arbejde med nødhjælp. Jeg tager ud både for eventyrets skyld og fordi jeg gerne vil gøre en forskel for dem, der virkelig har brug for det”, siger hun.
Mette Nors er uddannet i Politik & Administration fra Aalborg Universitet i 2008 og har siden da arbejdet i Region Syddanmark, hvor hun har koordineret indsatsen mellem kommuner, sygehuse og privatpraktiserende læger.
Mette Nors er født og opvokset i Skive og har de seneste år boet i Århus.
Læger uden Grænser har arbejdet i Sydsudan siden uafhængigheden pr. 9. juli 2011 og inden da i Sudan fra 1979.