Annoncør: Impact Designs

Ansøgningsfrist: 15/06/2023

Job: Praktikanter til kommunikation, organisationsudvikling og research i Impact Designs



Har du lyst til at gøre en forskel i en mindre NGO, der arbejder med jobskabelse og sociale sikkerhedsnet i lav- og mellemindkomstlande? Så brug et semester hos os i Impact Designs, hvor du får mulighed for både at lære og bidrage til udviklingen af vores arbejde indenfor en bred vifte af forskellige arbejdsområder. Vi er en lille organisation med kontor i Aarhus og store planer for fremtiden.

Om dig

Vi søger to studerende, som kan hjælpe os med opgaver indenfor blandt andet rekruttering og fastholdelse af frivillige og medlemmer, kommunikation, fundraising og research.

Om os

Vi er en lille NGO i Aarhus, som arbejder tæt sammen med lokale partnere i udviklingslandene med fokus på jobskabelse og bedre adgang til sociale sikkerhedsnet. Vi holder til i kontorfællesskabet hos DISIE i Grønnegade 56 i Aarhus, hvor vi deler kontorfællesskab med andre mindre organisationer og freelancere.

Vi har eksisteret siden 2018, men er først sidste år for alvor begyndt at udvikle organisationen. Du får derfor mulighed for i høj grad at bidrage til organisationens udvikling. I øjeblikket arbejder vi med at introducere produktion af spiselige insekter i det vestlige Uganda, hvor vi har et større 4-årigt projekt finansieret af Novo Nordisk Fonden. Vi er imidlertid i fuld gang med at udvikle andre spændende projekter indenfor overskrifterne jobskabelse og social protection.

Det kan vi tilbyde

Vi tilbyder et praktiksemester, hvor der er gode muligheder for at gøre en forskel i udviklingen af en ny organisation, samt for at lære mere om arbejdet med jobskabelse og sociale sikkerhedsnet i lav- og mellem-indkomstlande.

De konkrete arbejdsopgaver kan tilpasses efter dine interesser, men omfatter blandt andet:

  • Medlemsrekruttering og -fastholdelse
    • Udvikle organisationens system for rekruttering og fastholdelse af medlemmer
    • Afholde events for potentielle medlemmer og frivillige.
    • Inddragelse og kommunikation til medlemmerne.
  • Frivillige:
    • Udarbejde en strategi for, hvordan vi bedst inddrager frivillige i vores arbejde. Det kunne for eksempel indebære en undersøgelse af, hvordan andre små- og mellemstore udviklingsorganisationer arbejder med frivillige.
  • Kommunikation:
    • Udvikle en kommunikationsstrategi og stå for at producere indhold til Facebook, Instragram, LinkedIn og nyhedsbreve i samarbejde med vores partnere. Det kunne også indebære udarbejdelsen af ansøgninger om midler til informationsarbejde.
  • Fundraising
    • Mapping af funding-muligheder og udarbejdelse af nye projektansøgninger til offentlige og private donorer.
  • Research
    • Udarbejdelse af litteratur-reviews og bidrage til rapporter indenfor områderne jobskabelse og social protection. Det kunne for eksempel være i forbindelse med forberedelse af nye projekter, men kunne også være eksterne rapporter.

Der vil være rig mulighed for både selv at præge arbejdsopgaverne og få praktisk erfaring med arbejdet med international udvikling. Vi lægger vægt på at planlægge praktikforløbet sammen med dig og fastlægge nogle konkrete læringsmål for at sikre at du får det ud af forløbet du ønsker, samtidig med at vi får løst de konkrete opgaver vi har brug for at få løst.

Det praktiske

Stillingen løber som udgangspunkt over 4-6 måneder i perioden august 2023 til januar 2024. Vi tilbyder fleksible arbejdstider, som udgangspunkt omkring 30 timer om ugen kl. 9-15.

Send din ansøgning og CV til programdirektør Rasmus Schjødt på [email protected] senest d. 15. juni.

Vi afholder samtaler løbende.

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at ringe eller sende en email til Rasmus Schjødt på 27269866 eller [email protected].

Du kan finde mere information om vores arbejde på www.impactdesigns.dk og www.refipro.impactdesigns.dk.