“Syden rejser sig,” lyder det i Sydafrikas nye globale strategi

Sydafrika vil øge Afrikas indflydelse blandt andet gennem BRICS-samarbejdet.
Foto: Mikhail Svetlov/Getty Images.
Thomas Jazrawi

8. september 2022

Vestlige lande med USA i spidsen har de seneste måneder talt meget om en verden, hvor der lige nu raser en kamp mellem demokrati og autoritære strømninger. Sydafrika ser til gengæld verden som et sted, hvor udviklingslande endelig er ved at vinde deres retmæssige plads, efter rige lande har domineret for længe.

Det er i hvert fald et gennemgående tema i Sydafrikas nye udenrigspolitiske strategi, der blev præsenteret i august.

Strategien bygger på en analyse af, at verden er ved at ændre sig fra at have én dominerende magt til at have flere magtcentre. Og det er ikke nødvendigvis skidt, set fra det sydafrikanske perspektiv.

”Den grundlæggende krise i systemet var en skævhed til fordel for udviklede lande på bekostning af udviklingslandene. Derfor er den fremspirende tendens med multipolaritet (flere magtcentre i verden, red.) en bestræbelse fra de tidligere mindre privilegerede stater for bedre at opnå en position i hierarkiet, hvilket vil føre til øget og mere effektiv deltagelse i udformningen af internationale regler,” lyder det i strategien.

Syden rejser sig og vil udfordre USA

Sydafrikas strategi forholder sig neutralt i forhold til Ruslands invasion af Ukraine og striden mellem Kina og Taiwan. Til gengæld ser Sydafrika både muligheder og trusler i en verden, hvor magten ikke ligger centralt i et enkelt land.

USA har efter den kolde krig domineret den internationale magtbalance som verdens eneste supermagt, men det er ifølge den sydafrikanske analyse ved at ændre sig.

”Indtil videre har udviklingslande brugt deres stigende indflydelse og deres antal til at opfordre til kollektiv handling, særligt ved at kræve en øget rolle i beslutninger i internationale organisationer. Disse nye aktører er nu i en position, hvor de kan udfordre vestlige landes dominans og den økonomiske liberale orden,” fremgår det af strategien.

Sydens øgede indflydelse bør dog ikke føre til hårdere konkurrence med de rige lande i Nord, understreges det i afsnittet “Rising South”. I stedet bør samarbejdet mellem de to områder fremmes endnu mere.

Men Sydafrika skal se mod både nord, øst og vest for at skabe partnerskaber. Det gælder også samarbejdet med BRICS-landene – en sammenslutning, der rummer Vestens rivaler Kina og Rusland sammen med Brasilien og Indien.

”BRICS fortsætter med at være et indflydelsesrigt partnerskab, som Sydafrika bør udnytte mere til at styrke stemmer fra Afrika og Syden. Sydafrika har en interesse i, at de nye magter fortsætter med at kæmpe for udviklingslandenes interesser, særligt Afrikas, men ikke i at tilpasse sig de globale magteliter,” lyder det.

Udover BRICS-samarbejdet ønsker Sydafrika at bruge sin plads i G20-sammenslutningen og som strategisk partner med EU til at at fremme Afrikas stemme og repræsentation i internationale organisationer.

Det store land på kontinentets sydspids lægger ligeledes op til at styrke den afrikanske uafhængighed og institutioner som Den Afrikanske Union og sammenslutningen af lande i det sydlige Afrika, SADC.

Også trusler i horisonten

Sydafrikas nye strategi bygger yderligere på såkaldt sydafrikanske værdier som menneskerettigheder og demokrati, modstand mod racisme og sexisme samt fredelig konfliktløsning. Strategien bygger på en identificering af Sydafrikas interesser, der er:

  • national suverænitet
  • sikkerhed for borgerne
  • udvikling og velfærd
  • økonomisk vækst samt
  • et stærkere Afrika i en bedre verden

Selvom den gryende ny verdensorden giver udviklingslande mere indflydelse, er der også trusler i horisonten, lyder det i analysen. Den forventer ikke en ny verdenskrig, da frygten for en altødelæggende atomkrig vil lægge en dæmper på den direkte krigslyst, ligesom under den kolde krig.

Derimod foregår konflikter i dag primært som regionale stedfortræderkrige, hvor forskellige stormagter bruger forskellige grupperinger til at bekæmpe hinanden i interne konflikter.

Analysen peger også på trusler fra blandt andet nationalisme og populisme, klimaforandringer og miljønedbrydelse.