Tidligere S-udviklingsordfører er ny formand i CKU

Daniel Toft Jakobsen er ny formand i CKU.
Foto: Mie Broe Jakobsen
Morten Scriver Andersen

28. april 2023

Den tidligere folketingspolitiker for Socialdemokratiet, Daniel Toft Jakobsen, er valgt som ny formand for CKU, Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde. Her får han, sammen med den øvrige bestyrelse, ansvaret for at bevæge organisationen videre i retningen af at sikre kirker og kirkelige organisationer en seriøs stemme i samtalen om udviklingssamarbejde.

”Jeg er meget glad for den tillid som CKU’s generalforsamling og nyvalgte bestyrelse har vist mig, og jeg glæder mig til at tage del i det vigtige strategiske arbejde, der ligger i at udvikle CKU i overensstemmelse med den netop vedtagne strategi i løbet af de næste år. CKU er for mig en meget relevant organisation, som er midt i en spændende udvikling, og jeg glæder mig til – sammen med de dygtige folk i CKU’s bestyrelse – at være med til at løfte organisationen videre,” siger Daniel Toft Jakobsen i en pressemeddelelse.

Daniel Toft Jakobsen har siddet i folketinget for Socialdemokratiet fra 2015-22. Her var han blandt andet udviklingsordfører og havde allerede dengang øje for vigtigheden de trosbaserede aktører i Danmark.

“Langt størstedelen af mennesker i de lande, vi arbejder i, handler med afsæt i religiøse værdier. Og de orienterer sig mod religiøse autoriteter. Derfor er samarbejdet med trosbaserede organisationer og lokale religiøse aktører vigtigt for vores danske udviklingssamarbejde,” skrev han i efteråret sammen med daværende udviklingsminister Flemming Møller Mortensen i et indlæg i Kristeligt Dagblad. 

CKU repræsenterer 36 medlemsorganisationer med 120 partnere i 40 lande og er desuden et ressourcecenter for specialiseret viden om kirkeligt udviklingssamarbejde.

Daniel Toft Jakobsen har også været formand for et tværpolitisk netværk i Folketinget for international tros- og religionsfrihed. Samtidig har han allerede et godt kendskab til CKU’s arbejde, bl.a. gennem hans virke som bestyrelsesmedlem i organisationen VIVA Danmark, som er en af CKU’s medlemsorganisationer. 

Den nye strategi er netop blevet vedtaget på generalforsamlingen, og den vækker begejstring hos den nye bestyrelsesformand.

“Det er en god strategi med fokus på bl.a. tros- og religionsfrihed, klima, fredsarbejde, børn og unge og ikke mindst en bedre understøttelse af medlemsorganisationernes gode arbejde. Det giver nogle fantastiske muligheder at samarbejde med lokale kirker og kirkelige organisationer i udviklingslandene,” siger han og uddyber.

“Dels giver det en naturlig lokal forankring og ofte adgang til et netværk af kirker og menigheder, der når ud i selv de fjerneste egne, og dels giver det et stort forandringspotentiale, fordi religiøse ledere og trosbaserede organisationer mange steder i verden på godt og ondt spiller en helt anden rolle for samfundsudviklingen – også i forhold til normer og værdier – end tilfældet er i Danmark.”

Udover Daniel Toft Jakobsen blev tre nye bestyrelsesmedlemmer meldt ind i CKU.

De to nye bestyrelsesmedlemmer er den erfarne journalist og kommunikatør Jan Ørskov, der i dag er COO i den kristne medie, SAT-7 International, der blandt andet er tilstede i Mellemøsten og Nordafrika.

Og det er generalsekretær i nødhjælpsorganisationen MAF Danmark, Peter Hedelund, der har arbejdet i mange år som leder på en rejsende efterskole og som præst.

Maria Silkjær fra Apostolsk Kirkes Mission blev desuden valgt ind som suppleant. Maria Silkjær er en af grundlæggerne til Farming 4 Life, som er udviklingsprojekter der fokuserer på bæredygtigt landbrug, kost og sundhed, familieliv og trivsel, låne sparre grupper og andelsforeninger.