“De danske u-landsorganisationer (NGOer) modtager årligt over 30 mio. kr. fra Danida til oplysningsaktiviteter. Det er min holdning, at midlerne er bedre brugt på konkrete udviklingsprojekter i fattige lande frem for oplysning i Danmark”, argumenterer udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i et indlæg i Berlingske Tidende fredag.
Her redegør hun for første gang mere udførligt offentligt på tryk for bevæggrundene for sit forslag. Ministeren skriver:
Jeg vil ganske enkelt hellere bruge pengene på flere projekter i de fattige lande. Mit forslag er derfor, at NGOernes oplysningsaktiviteter fremover skal finansieres af NGOernes egne indsamlede midler.
Meningen med forslaget er på ingen måde at give færre penge til de danske u-landsorganisationer – men at sikre, at den størst mulige del af statens bistandsbudget bruges på aktiviteter i udviklingslandene.
De danske NGOer får derfor i fremtiden flere penge til udviklingsaktiviteter i fattige lande. Til gengæld skal de selv finansiere deres oplysningsaktiviteter i Danmark i den udstrækning, de finder dem vigtigere for det langsigtede udviklingsarbejde end konkrete udviklingsprojekter i fattige lande her og nu.
Jeg forstår i øvrigt ikke NGOernes argument om, at oplysningsmidlerne på ingen måde bruges til indirekte profilering af egen organisation, og at de kun går til at varetage den forpligtelse eller interesse, som staten selv må have i at oplyse om brugen af det danske bistandsbudget og arbejdet med at skabe udvikling i u-landene.
Et hurtigt blik ned over en række af NGOernes oplysningsmaterialer viser, at de ikke engang har fundet det ulejligheden værd at nævne, at materialerne er finansieret af det offentlige/Danida. De har kun sat sig selv på som afsender.
Og helt forvirret bliver jeg da, når jeg hører fra f.eks. Enhedslisten, at regeringens argument for at skære i oplysningsmidlerne til fordel for flere penge til projekter skulle være, at vi ønsker at stoppe NGOernes kampagner mod regeringens politik.
Men det argument holder selvfølgelig ikke, for det har aldrig været meningen, at oplysningsmidlerne skulle finansiere politisk agitation (og det håber jeg da heller ikke er tilfældet) – men derimod oplysning om forholdene i udviklingslandene.
Selvfølgelig må NGOerne gerne have politiske holdninger – men de skal ikke fremføres og agiteres for med bistandsmidler.
Hvis NGOerne vil bruge penge på at sætte kritisk lys på regeringens politik, må de søge pengene andre steder – f.eks. i Enhedslistens partikasse – og diskutere med medlemmer og andre bidragydere om, det er den slags aktivitet, organisationens indsamlede penge skal gå til, slutter udviklingsministeren.
Indlægget stod under Opinion på side 12 i Berlingske Tidendes Magasin fredag den 26 august 2005.
