Trump og FN: Det kunne have været værre – indtil videre

Som på samlebånd underskrev præsident Donald Trump dekreter om små og store forandringer i USA’s politik.


Foto: Photo by Christopher Furlong/Getty Images
Kirsten Larsen

21. januar 2025

Mens verdenstoppen i Davos kunne læse i Oxfams seneste rapport, at de rige stadig bliver rigere, kunne de på skærmen se milliardærerne flokkes om den nyindsatte præsident Trump. Og mens der på nettet blev diskuteret størrelsen på Melania Trumps hat, førstedamernes indbyrdes forhold og ikke mindst om Elon Musk virkelig benyttede en nazi-hilsen, endda to gange (døm selv), ja så underskrev præsident Donald Trump en byge af dekreter. Rigtig mange rettet mod en del af verdens udsatte mennesker, klimaet og naturen. Og alle med et fokus på at skulle være til gavn for USA.

En lille del af dekreterne, skal præsidentens FN-ambassadør have med på arbejde, hvis og når Elise Stefanik bliver godkendt af kongressen tirsdag eftermiddag. Hun skal indlede proceduren for at få USA trukket ud af Parisaftalen, og i det hele taget få lagt afstand til alle aftaler om klima som er indgået i FN. 

Som forventet

Præsidenten vil, som det fremgår af Det Hvide Hus’ hjemmeside, “… befri den amerikanske energi fra Bidens politiske klimaektremistiske linje.” Enhver regulering, der lægger urimelige byrder på energiproduktionen og -forbruget skal genvurderes. Sloganet ‘drill baby drill’ skal tages alvorligt.

Det Hvide hus har i øvrigt en fuldstændig opgørelse over samtlige dekreter, som præsidenten underskrev på sin første dag.

Noget andet, FN-ambassadøren skal have med på arbejde, er udmeldelsen af Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Begrundelsen for det er, at WHO ikke har håndteret Covid19-pandemien og andre sundhedskriser ordentligt, at organisationen ikke har gennemført vigtige reformer, at den ikke har løsrevet sig fra upassende politisk indflydelse fra nogle medlemsstaters side, og så kræver WHO urimeligt mange penge af USA. Kina består af mange flere mennesker og betaler meget mindre.

USA vil ikke bare trække sig ud, Washington vil også holde op med at udlåne eller at betale for amerikanske medarbejdere. Og så vil man finde andre internationale samarbejdspartnere til at oprette noget, der lyder som et mindre WHO. 

Kritikere betegner det som dumt, især i en tid, hvor fugleinfluenzaen breder sig og præcist i USA har været skyld i et dødsfald, som efterfølgende analyser betegner som måske foruroligende. Fordi forskerne mener at se antydninger af, at virus måske er ved at udvikle evnen til at smitte fra menneske til menneske. 

Mere på vej

Herudover har FN ikke været særligt i præsidentens søgelys. Verdensorganisationen blev ikke fremhævet i hans indsættelsestale. Hans angreb på klima og natur, samt kampen mod vindmøller, migranter og flygtninges rettigheder og den globale sundhedstjeneste er alvorlig, men var forventet. Det er den gode nyhed.

Den dårlige er, at der er mere i posen. Når Donald Trump er færdig med at døbe Den Mexicanske Bugt om til den amerikanske og med at chikanere Panama og egne sexuelle mindretal, så bliver fokus nok rettet mod kvinders og pigers seksuelle rettigheder og sundhed, præcist det som organisationen UNFPA tager sig af. For indtil videre er UNFPA så vidt vides, slet ikke blevet “defunded”.

Det plejer organisationen at blive, hver gang en republikansk præsident træder til og genindfører ‘The Global Gag Rule’. Den betyder, at ingen, der overhovedet taler for, fremmer eller hjælper til abort må få penge fra USA.

Israel har ret til Vestbredden

Den formentlig kommende FN-ambassadør bekræftede da også ved sin høring i kongressen, at hun vil se nærmere på UNFPA. Og at hun også er stærk tilhænger af at trækker pengene fra UNRWA, FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge. Og at hun synes, det er en glimrende ide, at Trump har trukket USA ud af WHO. Hun varslede at alle FN’s organisationer skal gennemgås og vurderes ud for, hvor godt de repræsenterer USA’s værdier og gavner USA. Gennemgående ved høringen var, at CCP, nemlig Kinas kommunistiske parti skal stækkes i sin indflydelse i FN.

Og så siger USA’s kommende FN-ambassadør, at hun mener Israel har en bibelsk ret til hele Vestbredden.

USA’s egen store officielle hjælpeorganisation, USAID, er allerede sat på op til tre måneders pause. Alt skal genovervejes, alle programmer skal understøtte USA’s interesser. Udenrigsministeren kan sætte gang i den hjælp, der så bliver godkendt. 

En højtstående FN-embedsmand siger til Globalnyt, at man simpelthen må vente og se, hvad der sker ude i virkeligheden med FN’s arbejde, før man kan fælde dom over den nye kurs fra Washington.

Lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet er helt på linje:

“Is på, og så lad os se, hvad han faktisk gør,” siger han i Globalnyts podcast Højtryk.

Læs og lyt også: “Trump får ikke samme betydning, som han selv forestiller sig”

Globalnyts dækning af FN bliver støttet af Hermod Lannung Fonden.