GEORGE COMPOUND, LUSAKA, ZAMBIA: Hvis Donald Trump sad i Lyness Mwembas stue, hvad ville hun så sige til ham?
”Hr. Præsident, stop dog med at gøre sådan noget. Vi er også mennesker, og du er også vores præsident. Please, tag dig af os.”
For Lyness Mwemba – 64 år og hiv-positiv – kom Trump-administrationens nedlukning af USAID, verdens største enkeltstående donor, som et gedigent chok.
Lyness Mwemba er en pæn, aldrende dame med rolige øjne, en umiddelbar kontrast til George Compounds æstetiske virvar. De store huller i vejene og de forhutlede, langskæggede mænd, der dingler ud fra bydelens værtshuse, ofte med flere genstande i kroppen end tænder i munden.
”George Compound er det sted i Lusaka, hvor smitten er størst,” påstår Lyness Mwemba. Hun står i spidsen for en 30 medlemmer stor støttegruppe for hiv-smittede under paraplyorganisationen Network of Zambian People Living with HIV/AIDS (NZP+).
Lyness Mwembas støttegruppe, hvori alle er hiv-positive, fungerer som bindeled mellem lægevæsenet og områdets fattigste hiv-patienter. Gruppens vigtigste opgave er at identificere patienter, der ikke længere modtager deres medicin – den såkaldte antiretroviral medicin (ARV’s) – og så sørge for, at de hurtigst muligt kommer tilbage på pillerne. Uden den er deres immunforsvar nemlig så svækket, pointerer Lyness Mwemba, at de udvikler livsfarlige sygdomme:
”Nogle får hovedpine, der ikke går væk. Andre får tuberkulose. Nogle mister håret og får sår, der ikke heler,” fortæller hun.
Jamen, hvorfor henter folk ikke deres egen medicin, spørger jeg Lyness Mwemba.
Mange har ikke, forklarer hun, selv mulighed for at afhente medicinen, enten som følge af manglende transportpenge, sygdom eller udpræget stigma. Det er nemlig ikke alle zambierne, der ligesom Lyness Mwemba har accepteret skæbnen og tør sige den højt.
Har mødt en mur
På det seneste har Lyness Mwembas støttegruppe dog mødt en mur.
Tidligere modtog medlemmerne månedligt 900 kwacha (omtrent 220 kroner, red.) i transportpenge, og i nogle tilfælde fik de sågar stillet en bil til rådighed fra en af USAIDs implementerende partnere, som det hedder på ngo-lingo. På den måde kunne støttegruppen nemt uddele medicinen til de fattigste hiv-smittede.
Begge disse initiativer hører dog nu fortiden til. Og det er et stort problem, mener Lyness Mwemba:
”Folk dør, når de ikke får medicinen. De dør, siger jeg dig. Folk er afhængige af ARVs, så hvis ARVs ikke er tilgængelige, vil det ødelægge os.”
Folk dør, når de ikke får medicinen. De dør, siger jeg dig.
Lyness Mwemba
Lyness Mwemba er utvivlsomt offer for det amerikanske bistandsangreb, men fortvivl ej. Hun er samtidig en travl forretningskvinde. Foran hendes hus tårner en høj bunke sand, som hun sælger i spandevis, og fra dagligstuens symaskine forsyner hun både børn og børnebørn.
Med de sparsomme midler, hun har til rådighed, besøger hun jævnligt – selv efter bistandssuspenderingen – de mest nødstedte hiv-smittede i området:
”Selvom vi ikke har meget at give, så tager vi derhen og opmuntrer dem og siger: ’Du er nødt til at tage din medicin. En dag vil tingene blive gode igen.’”
Medicin fortsætter, hiv-relaterede projekter lukker
Ifølge UNAIDS modtog Zambia årligt 600 millioner dollars fra den amerikanske udviklingsbistand, hvoraf majoriteten – hele 367 millioner dollars – var målrettet hiv- og aids-indsatser under det såkaldte PEPFAR (USA’s Presidential Emergency Plan For AIDS Relief, red.)
Den amerikanske distribution af hiv-medicin fortsætter dog angiveligt, men adskillige hiv-relaterede projekter er imidlertid lukket og slukket, herunder en række forebyggelses-, testnings- og behandlingstjenester.
Kort sagt, så er medicinen stadig tilgængelig, men den er nu langt sværere at anskaffe.
I alt 32 såkaldte drop-in-centres, hvor hiv-smittede kunne få adgang til medicin og sundhedstjek, har drejet nøglen, og så er omtrent halvdelen af alle præventive hiv-projekter i landet, finansieret af USA, nu indstillet.
Mere end 11.500 sundhedsarbejdere og frivillige på hiv-området – som eksempelvis Lyness Mwemba – modtager ikke længere amerikansk støtte.
”Vi burde i det mindste have fået en tidsramme. De (USA, red.) kunne have sagt 12 måneder. Efter 12 måneder ville situationen være sådan og sådan. Så kunne vi have forberedt os på, hvad der ventede, og vi kunne have lavet et nyt budget,” siger Jennipher Kabinga, Lusaka-koordinator hos NZP+.
Jennipher Kabinga har levet med hiv siden 2004, og nu vil hun introducere mig for en støttegruppe, der har stået hende bi i mere end to årtiers hiv-bekæmpelse i den zambiske hovedstad.
Vi siger pænt farvel til Lyness Mwemba, starter bilen og kører dybere ind i George Compounds mudrede indre.
”Vi kommer til at have mange mennesker med hiv”
”Vi er viljestærke mennesker, men jeg tror, det bliver meget svært for os.”
Regina Chumbila sidder i en slidt sofa, omgivet af fire gruppefæller fra støttegruppen Tears of Joy. Regina og kompagni – alle hiv-smittede – er veteraner i branchen. Navne på klinikker, patienter og medicinske præparater flyver rundt i luften.
I øjeblikket er der dog flere tårer end glæder i støttegruppens arbejde, fortæller hun:
”Det her (lukningen af USAID, red.) tager os tilbage til 1987, 1988, 1989, dengang, hvor hiv for alvor var slemt. For dengang plejede de at vente, indtil CD4-tallet (tallet, der viser den type hvide blodlegemer, der er vigtige for immunforsvarets styrke, red.) var lavt, før de gav dig medicinen. Men i disse dage venter vi ikke. Det er test-og-behandling med det samme. Men nu vil vi blive sat tilbage, fordi mange vil stoppe med at tage hiv-medicin og overføre sygdommen til andre. Vi kommer til at have mange mennesker med hiv.”
Foto: Buster Kirchner.
Der er stille i rummet. Alle øjne kigger mod gulvet. Jeg bryder igennem pessimismen med et konstruktivt spørgsmål, men bliver afbrudt af Jennipher Kabinga:
”Og dengang plejede babyer at blive født med hiv, hvis moderen var positiv, men efter PMT-CT-projekter (Prevention of mother-to-child transmission of HIV, red.) er dét da i det mindste elimineret, så babyer i dag er født hiv-negative. Men nu kommer det tilbage. Børnedødeligheden relateret til moderen var høj, og det vil den blive igen fremover.”
Og Regina Chumbila, Jennipher Kabinga og resten af den fortvivlede støttegruppe er ikke i tvivl om, hvor de skal rette kritikken hen.
Hvad ville de sige til USA’s præsident, hvis han befandt sig her i dagligstuen, spørger jeg?
“Os mennesker, der lever med hiv, er afhængige af denne medicin. Altså, Trump, prøver du at eliminere os, eller hvad? Det er vores liv, og medicinen er en hverdagsting. Uden den er vi ingenting,” siger Regina Mwemba hovedrystende og bringer én sidste opfordring til manden med det røde slips i det hvide hus:
”Så bær over med os. Ændr din beslutning.”
