Selvom krigene i Gaza, Libanon og Syrien måske har stjålet noget af opmærksomheden fra Ruslands invasion af Ukraine, er konflikten på Europas grænse stadig den vigtigste for USA og Vesten.
Ligesom den stadig kaste lange skygger over nødhjælps- og udviklingsarbejdet i resten af verden, lyder det fra to eksperter om endnu et år med krig i Ukraine.
Østeuropæisk udmattelseskrig er stadig vigtigst for Vesten
Krigen i Ukraine er en “frossen konflikt”, påpeger lektor ved statskundskab på Aarhus Universitet, Rasmus Brun Pedersen. Selvom tabstallene er overvældene, har fronterne ikke for alvor rykket sig, forklarer han.
Som bekendt er sandheden altid krigens første offer, og derfor er det også svært at få et reelt tal på, hvor mange liv Putins angrebskrig har kostet indtil nu. Men flere eksperter peger på, at de russiske tab er rekord-høje, og formentlig har omkring 100.000 russiske soldater mistet livet bare i 2024, fortæller en ekspert til Al Jazeera. Ukraines præsident Volodomyr Zelenskyj offentliggjorde i starten af december, at Ukraine har mistet omkring 43.000 soldater siden krigens start og omkring 12.000 af dem i løbet af 2024.
10 konflikter vi holdt øje med i 2024
International Crisis Group udgiver i begyndelsen af hvert år en liste over de 10 konflikter, tænketanken vurderer, det er vigtigst at holde øje med i det nye år. Så det gør vi på Globalnyt.
Hen over årsskiftet tager vi en statusrapport og samler op på, hvordan det rent faktisk gik i de 10 brændpunkter.
• Gaza ✔️
• Mellemøsten ✔️ (Gaza og Mellemøsten behandles i én artikel)
• Sudan ✔️
• Ukraine ✔️
• Myanmar ✔️
• Etiopien ✔️
• Sahel ✔️
• Haiti ✔️
• Armenien-Aserbajdsjan
• USA-Kina ✔️
Mindst 40.000 civile – og sandsynligvis op mod dobbelt så mange – har mistet livet, siden krigen brød ud i februar 2022, viser tal fra Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder, OHCHR.
“Der ikke er nogen, der har fået det store gennembrud nu. Det er en konflikt, der trækker ud og er ved at blive sådan en udmattelseskrig for begge parter i forhold til, om man kan forsyne fronterne og hvem, der kan holde længst”, vurderer Rasmus Brun Pedersen.
Et af 2024’s helt store temaer i Ukraine-krigen har været Vestens og særligt USA’s donationer af våben og ammunition. Blandt republikanerne i det amerikanske Repræsentanternes hus udløste spørgsmålet om hjælpepakkens størrelse gevaldige slagsmål, inden det blev vedtaget at sende 61 milliarder dollar til nye forsyninger.
Men selvom der er stor uenighed, særligt blandt fløjene i det republikanske parti om, hvor højt Ukraine-krigen skal prioriteres, er der ifølge Rasmus Brun Pedersen ingen tvivl om, at det stadig er den vigtigste konflikt for USA og Vesten.
“Ukraine er stadig omdrejningspunktet for forholdet mellem Vesten og Kina-Rusland,” slår AU-lektoren fast. “Men det kan også snart gå fra at være den centrale kampplads til at blive én arena i den overordnede stormagtsrivalisering, for jeg tror, fokus kommer til at rykke mere mod Asien.”
Stort Ukraine-fokus skader udviklingsarbejdets langsigtede mål
Også i nødhjælps- og udviklingsbudgetterne kan Ukraine-krigens betydning for Vesten aflæses. Siden umiddelbart efter krigens udbrud har vestlige donorer sendt store hjælpepakker til ukrainerne. Og det er ofte sket på bekostning af andre konflikter og kriser, der har lige så hårdt brug for hjælp, har kritikken lydt.
I 2024 blev næsten 73 procent af FN’s humanitære plan for Ukraine (på næsten 22,5 milliarder kroner) finansieret. For Sudan, hvor snart to års borgerkrig har skabt verdens største flygtninge- og sultkatastrofe, blev kun lidt over 65 procent af planen på næsten 19,5 milliarder kroner finansieret.
Ifølge Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker med speciale i udviklingssamarbejde ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), er der heller ingen tvivl om, at Ukraine stadig fylder ekstremt meget i udviklings- og nødhjælpsbudgetterne i Vesten, også i Danmark.

“Men Ukraine er et andet land end de normale, fattigere samarbejdslande, vi har. Så på den måde er det noget andet. Det er blevet en måde for politikerne at bruge udviklingsbistanden til at finansiere genopbygning på,” påpeger han over for Globalnyt.
De seneste år har Ukraine været den største modtager af dansk udviklingsbistand (bortset fra Danmark selv) med omkring 1,2 milliarder i både 2022 og 2023 og efter planen endnu flere i 2024.
Der kan være masser af gode grunde til at bruge udviklingskroner på blandt andet genopbygning, og ukrainerne har brug for al den hjælp, de kan få, understreger seniorforskeren. Men han frygter, at opmærksomheden på Ukraine fjerner fokus fra udviklingssamarbejdets lovfæstede og klassiske formål, nemlig at bekæmpe fattigdom.
“Vi skal selvfølgelig rykke på de her store kriser, når de opstår. Men de kommer ofte til at bemægtige sig hele opmærksomheden, og det gør, at man mister blikket for de store sammenhænge, om man så må sige. Og det er jo rigtig trist. Så ender vi geopolitisk med at sejle på åben sø uden et landkort og bare håbe på, vi rammer venligtsindet land.”
Han roser ellers udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) for netop at anerkende behovet for samarbejdspartnere uden for Europa, blandt andet med Afrika-strategien.
“Vi har brug for nogle samarbejds- og alliancepartnere, ikke mindst for at fastholde en global verdensorden, som vi kan leve indenfor. Hvis man vil se en fremtid, som også er god for Danmark, så er der brug for flere midler til at investere i de her opgaver, herunder at støtte op om fattigdomsbekæmpelse. For det er noget, der respektereres og dermed giver os venner. Så er det ikke nok kun at sende udviklingskroner til Ukraine eller Syrien.”
Ifølge Lars Engberg-Pedersen er problemet, at finansieringen af humanitære indsatser og udviklingsbistand i sidste ende er et nulsumsspil.
“Det er sådan et fait accompli i dansk politik, at pengene skal tages fra en fastlåst kasse på 0,7 procent af BNI. Man overvejer ikke, at der måske også er brug for penge andre steder, så det ikke længere kan hedde 0,7 procent.”
Trump kommer ikke til at stoppe krigen i 2025
I Ukraine kan det oftest mere abstrakte spørgsmål om, hvordan hakkeordenen i den globale skolegård ser ud, snart blive ubehageligt konkret. Donald Trump havde allerede inden sin indsættelse bekendtgjort, at han kan og vil afslutte krigen i løbet af det første døgn, han igen sidder i det ovale kontor. Og det kommer sandsynligvis til at koste ukrainerne en del af deres tidligere territorium, forventer de fleste eksperter – også Rasmus Brun Pedersen.
“Jeg synes, der er meget i krigsførelsen, som har signaleret, at man forsøger at positionere sig i forhold til en forhandling, snarere end man er drevet af operationelle og taktiske hensyn,” forklarer Rasmus Brun Pedersen.
Det er også i den forbindelse, ukrainernes meget omtalte angreb med amerikanske missiler mod russisk territorium skal forstås, mener AU-lektoren.

“Symbolværdien er stor, men jeg tror, at den realpolitiske effekt har været begrænset. Som jeg læser den der tilladelse fra amerikanerne, så var det meget for at sikre, at ukrainerne kan holde Kursk. Så de kan fastholde en klump af russisk territorium, som kan bruges i en fremtidig forhandling,” forklarer Rasmus Brun Pedersen.
Han tror dog ikke på, at der for alvor kommer gang i forhandlingerne i løbet af 2025. I hvert fald ikke officielt.
“Jeg tror, at der uofficielt er sonderinger allerede nu. Men jeg tror ikke, at der bliver et officielt spor før allertidligst til efteråret. Det kommer også i høj grad til at afhænge af, om der kommer det her markante stop i amerikanske donationer, som Trump har signaleret,” påpeger AU-lektoren.
Han understreger, at det er svært at gøre sig klog på, hvad en ny Trump-regering rent konkret kommer til at betyde for krigen i Ukraine. Den republikanske præsidents ofte meget bombastiske udtalelser skal dog tages med et gran salt, mener han. Reelt fungerer Trumps tweets nok mere som et partiprogram, som siden skal udmøntes i mere pragmatisk politik, vurderer Brun Pedersen.
“Donationsspørgsmålet er dobbeltsidet. På den ene side hører man meget om, at Trump vil stoppe dem fuldstændigt, men der er også signaler om, at en eventuel aftale skal være én, man også kan leve med fra amerikansk side, hvor man ikke fremstår som den tabende part. Og så kan det her med at åbne op for donationerne altså godt komme på bordet igen, fordi man kan bruge det til at presse russerne, så ukrainerne ikke giver afkald på for meget forhandlingsstyrke, inden man går i gang.”
Han hæfter sig også ved, at selvom Trump inden sin anden regeringsperiode har ansat flere loyalister i administrationen, så er Ukraine-holdet i høj grad besat med mere “traditionelle atlantister”, der har erfaring med det storpolitiske spil og er forholdsvist pragmatiske.
“Jeg tror, vi kommer ind i et udmatningsforløb, måske en gradvis stilstand, hvor fronten kommer til at stå mere stille. Og så kommer der nogle forhandlinger i gang. Men hvordan de falder ud, og hvor meget både amerikanerne og europæerne er villige til at investere i en fredsaftale er et meget åbent spørgsmål,” vurderer han.