I det oplyste lokale i Ukraine House i København, hvor farverige plakater pryder væggene og vidner om den ukrainske kulturs rødder, træder Yaryna Chornohuz frem på scenen og fremsiger starten på sit digt (læs det fulde digt nederst i artiklen):
“Verden lever sit eget liv.
Hver dag går liv bort i afgrunden,
endt unaturligt
af nye russiske bomber, kugler, raketter, granater.“
Aftenens event, Voices of Dignity: Defending Ukraine, markerer tre-året for invasionen af Ukraine. Yaryna Chornohuz er inviteret til at læse sine digte højt, og publikum suger hvert et ord til sig.
Globalnyt møder Yaryna Chornohuz i kulturcentret dagen efter hendes digtoplæsning. Hun er omgivet af billeder og symboler fra hjemlandet, og dagslyset falder blødt på hendes ansigt. Hendes ro står dog i skarp kontrast til den rejse, der førte hende hertil.
Inden krigen var den 29-årige kvinde en engageret studerende og aktivist, hvis liv var præget af studier, skrivning og en stærk forbindelse til Ukraines rige litterære tradition.
Hun var lige ved at færdiggøre sin kandidat i filogi, da Ruslands invasion trak hende fra bøgernes verden til frontlinjen. I 2019 tog hun nemlig en drastisk beslutning om at slutte sig til militæret som militærsygeplejerske og senere frontsoldat.
”Min plan var at blive militærsygeplejerske og ikke noget andet, primært på grund af min datter. Men alt ændrede sig, da min kæreste blev dræbt af en russisk snigskytte i 2020. Efter hans død følte jeg, at jeg måtte gøre mere. Selvom han aldrig havde støttet min idé om at blive frontsoldat, blev hans død en drivkraft for mig.”
Soldat, poet og mor
For Yaryna Chornohuz er det at være mor og soldat på samme tid en konstant balancegang. Hun ville ønske, at hun havde mere tid med datteren. Samtidig ved hun, at hun kæmper for sin datters fremtid. Men at kæmpe for livet betyder også at se døden i øjnene. Det blev hun mindet om, den dag hvor hun mistede sin delingsfører og nære ven.
Han blev ført bort for at blive stedt til hvile, og jeg fik aldrig lov til at sige farvel. For mig føles det stadig som om, at han er derude et sted – som om han stadig lever
Yaryna Chornohuz
”Vi havde stået og snakket sammen ti minutter før han blev dræbt. Han blev ført bort for at blive stedt til hvile, og jeg fik aldrig lov til at sige farvel. For mig føles det stadig som om, at han er derude et sted – som om han stadig lever.”
Nogle dage sætter sig fast i kroppen, siger Yaryna Chornohuz. Den 9. marts 2022 var en af dem. Som den eneste kampmediciner på sin position stod hun alene med ansvaret for sine kammeraters liv, da en granat pludselig slog ned.
”Jeg løb fra den ene til den anden, velvidende om at deres liv lå i mine hænder. I det øjeblik var der ingen tid til frygt eller tøven – kun en instinktiv vilje til at redde så mange, som jeg kunne.”
Efter den brutale hændelse med flere dødsfald på slagmarken, blev det tydeligt for Yaryna Chornohuz, at hendes kamp strækker sig langt ud over krigens fysiske frontlinjer.
For selv når krigen forsøger at knuse det, der er ukrainsk, er Yaryna overbevist om, at litteraturen kan bevare sjælen i det ukrainske folk og hjælpe dem med at stå stærkt.
Sprogets magt
Ord er ikke kun vigtige for at mindes de døde, bemærker hun. For I en tid med krig og ødelæggelse udgør litteraturen et af de få steder, hvor et folk kan bevare den nationale identitet.
Selv i de mørkeste tider under det russiske imperium og Sovjetunionen, var der stadig ukrainske digtere og deres ord
Yaryna Chornohuz
”Selv i de mørkeste tider under det russiske imperium og Sovjetunionen, var der stadig ukrainske digtere og deres ord. De kunne ikke brænde alle deres bøger, og det er gennem disse værker, at vi bliver mindet om, hvem vi er. For soldater betyder det at skrive poesi, at man efterlader et spor af menneskelighed til fremtidige generationer.”
Hun mener, at undertrykkere især frygter sproget, fordi det har magten til at holde sandheden i live. Når man forsøger at begrænse det, kan man også kontrollere, hvordan historien bliver husket og forstået. Det er netop derfor, poesi og litteratur spiller så vigtig en rolle i at bekæmpe undertrykkelse.
”Hvis vi ikke dokumenterer vores oplevelser, risikerer vi, at vores kollektive bevidsthed bliver manipuleret. Det har vi set med russerne, som har misbrugt mindet om de kæmpende i Anden Verdenskrig. Mange af dem, som kæmpede mod nazisterne, var ukrainere, men i dag hævder russerne, at de kæmpede for Rusland. Hvis vi ikke efterlader vores vidnesbyrd, kan magthaverne kontrollere narrativerne og forvrænge sandheden,” uddyber litteraten.
Poesi som modstandsform
Alligevel har Yaryna Chornohuz som poet ofte skulle lægge ører til, at litteraturen ikke er vigtig i en verden, hvor nyhedsrapporter og faktuelle gengivelser får førstepladsen med deres objektivitet.
Yaryna Chornohuz, ukrainsk digter, filolog og soldat.
Foto: Rasmus Romulus Palludan, Dansk Kulturinstitut
Men filologen mener stadig, at litteratur og poesi er i stand til at fylde et rum, som fakta ikke kan nå. Litteraturen giver os nemlig muligheden for at bearbejde det usagte og de følelser, der ikke kan formidles gennem de nøgterne linjer af en nyhedsartikel.
I en modstandskamp, hvor retten til at tale og skrive frit er under angreb, bliver digtningen en modstandsform i sig selv. Det er et hemmeligt sprog og et oprør mod det etablerede system, konstaterer hun. Den kan tale direkte til de følelser og erfaringer, som er blevet usynlige for de officielle fortællinger.
”Alle undertrykkere forsøger at dehumanisere den anden side, og i den sammenhæng er litteraturen og poesien effektive våben. En modstandskamp uden litteraturens bidrag er ufuldstændig,” siger digteren, som nu er tilbage i Ukraine og på frontlinjen.
Nogle undrer sig over, hvordan Yaryna Chornohuz kan fortsætte med at skrive, efter alt hvad hun har set og oplevet. For hende er det dog netop alt det, hun har oplevet, der giver hendes poesi liv. Derfor råder hun alle soldater til at skrive.
Det er vigtigt for hende at vise, at soldater ikke kun er en del af krigens brutalitet, men også individer med håb, følelser og smerte.
Og det kommer til udtryk i nedenstående digt fra hendes digtsamling, oversat af Maksym Kalinichenko og redigeret af Rasmus Riiskjær:
“Verden lever sit eget liv.
Hver dag går liv bort i afgrunden,
endt unaturligt
af nye russiske bomber, kugler, raketter, granater.
Jeg har ikke lov til at græde for ofrene,
mine tårer er kun brugbare for fjenderne,
ødelæggelsen puster, som altid, mig koldt i ryggen,
i mindet vises triste billeder
af vores usammensatte raketter,
kedelige pro-russiske politikere,
nuværende og fra de sidste ti år,
de døde venners øjne
af almindelig tilværelsestid,
af strikkede sokker, som jeg fik i gave
fra en kvinde fra en besat landsby,
af opgravet land og havets duft over det,
hundehvalpe, der var født i Ukraine,
men skal vokse op som hunde i besættelsen,
jeg fortsætter med ikke at tage mig af
rim og billedsprog,
i vores tids sprog forbliver der mindre
og mindre plads til det hele
med hvert år..
Politikerne taler om fred, mens de
sidder så langt væk,
som om de er børn i femte klasse,
der er lige begyndt på at lære geografi, —
med deres snavsede fingre
tegner de, hvordan de kan skille mit land,
de blander og erstatter opfattelser,
skjuler deres mangel på viden,
forsøger at se heroiske ud,
at spille fredsmæglernes rolle
sammen med dem, der skabte udryddelseslejre,
udfører forgæves forhandlinger med diktatorerne,
og det bliver endnu mere ydmygende,
end det var for dem før,
de smiler,
bliver glade for livet,
de kan ikke se de daglige kister på
landets centrale torv,
de kender krigen fra bøgerne,
folkedrabet fra filmene,
og jeg står midt i marken,
der stadig er fri,
og holder et dødeligt stykke
polymerskum i mine hænder,
før jeg lader det lette i himlen
ved at håbe på, at det kan hjælpe med
at stoppe besættelsen af mit land,
jeg står og savner mit barn.“
