I Johannesburgs største township, Soweto, er solen fremme efter flere dages gråvejr. Vi er i bydelen for at blive klogere på det kvindedominerede lotterifænomen mchina.
Derfor mødes vi med pensionisten Jabulile, der inviterer os indenfor.
Hun er omkring 160 centimeter høj og har en overraskende klar hud, der trodser hendes alder. Jabulile taler primært zulu, men smiler venligt, mens Molefe, min ven, oversætter samtalen.
Jabuliles hus, er hvad de kalder et matchbox-hus. En betegnelse for huse opført under apartheid, som har fået deres navn fra deres form, som minder om en tændstiksæske.
Huset har ikke meget, men det nødvendige – fire små rum, to senge og et køkken.
Mchina, mo-China eller Fafi, er et ulovligt hasardspil, der har været populært i townships i Johannesburg i flere generationer. Det er særligt bemærkelsesværdigt, fordi det primært er spillet af ældre kvinder, en stærk kontrast til de andre betting-spil, som terninger, hestevæddeløb og poker, som ofte er mandsdomineret.
Jabulile spiller mchina om formiddagen og om eftermiddagen. Spillet husker hun helt fra sin ungdom, hvor hun så, hvordan de ældre damer i kvarteret flokkedes ved den samme bil.
Selvom der både er noget tradition og historie over mchina, er pengene hendes primære motivation for at spille.
Spillet er simpelt: Man vælger et nummer mellem 1 og 36 og satser en sum penge – ofte helt ned til mindre end én krone. Når mchina-manden kommer forbi i sin bil, håber spillerne, at deres nummer matcher mchina-mandens.
Hvis det gør, vinder man 27 gange indsatsen.
Den kinesiske organisation
Navnet mchina stammer fra, at spillet er styret og organiseret af kinesere. Kineserne blander sig ikke i det lokale liv og bor ikke i Soweto De kommer blot forbi med tal og penge.
Af den årsag florerer mange teorier om deres baggrund og motivation.
Jabulile forklarer, at det i gamle dage var kineserne selv, der kørte rundt. Men af sikkerhedsårsager er de nu begyndt også at distribuere kørslen til sorte.
Når mchina-manden ankommer, udveksles kun få ord. Han leverer dagens vindertal, modtager indsatsen og udbetaler gevinsterne uden yderligere samtale.
Jabulile fungerer som mellemled mellem kvinderne i nabolaget og mchina-manden, hvilket giver hende en ekstra indtjening på omkring syv rand per gang (cirka 2,7 kroner).
Når china-manden kommer forbi, snakker han kun med Jabulile eller en anden “runner” og har dermed ingen kontakt til resten af spillerne.
Denne anonymitet har bidraget til spillets mytiske karakter og tilføjet en vis fascination omkring mchina-mandens rolle.
Jabulille mener, at den anonyme form er med til at bidrage til et mere fair spil.
Jabulile griner, da hun fortæller, at mchina-manden efterhånden taler en smule zulu, som er det primære sprog i Soweto. Hun er ret sikker på, at det er en større kinesisk familie, som står for spillet.
Jabulile forklarer, at der tidligere har været lokale, som forsøgte at tage kontrollen over spillet fra kineserne. Problemet var, at de ofte manglede kapital til at foretage store udbetalinger, hvilket førte til utilfredshed blandt spillerne.
For at kompensere indførte de grænser for, hvor meget folk kunne satse, hvilket gjorde spillet mindre attraktivt. Derudover spredtes rygter om snyd, hvis nogle af de nye mchina-arrangørerer havde venner eller bekendte blandt spillerne.
Drømmetal
Jabulie rejser sig op, og går ind i rummet ved siden af. Hun kommer tilbage med et foldet papir hvor der er skrevet ‘Fafi dreams’ uden på.
Inde i papiret er der ud fra hvert nummer skrevet forskellige drømme. Ideen er, at man i tilfælde af en drøm om ‘en konge, en hvid mand, menneskelig blod og det venstre øje‘ bør satse sine penge på dagens nummer et.
Hvis man derimod drømmer om ‘en hund, en politimand, en baby, medicin eller dårlige nyheder‘, er nummer 27 det rette valg.
Min oversætter og ven, Molefe, deler sine egne minder om spillet. Han husker den første skudsikre bil, han så var mchina-mandens. Molefe påpeger at bilen er nødsaget til at være skudsikker at mchina-bilen indeholder penge bilen og er derfor flere gange blevet røvet.
Mchina-spillet har været Jabuliles primære indtægt, siden hun for mange år siden gik på pension fra den fabrik hun arbejdede på helt tilbae fra tiden med apartheid. Nu er det de to daglige omgange med mchina, der støtter hende finansielt, og som holder sig i gang i lokalmiljøet.
I Stephen Louws artikel fra 2018; “African Numbers games and gambler motivation” beskrives, hvordan der allerede i 1952 blev skrevet den første artikel om Fafi og dets regler i det legendariske Drum Magazine.
Drum Magazine var et vigtigt tidsskrift i Sydafrika, især i 1950’erne og 1960’erne, hvor det spillede en central rolle i at dokumentere og formidle historier om sorte sydafrikaneres liv under apartheid.
Læs også: Vennerne fra fortidens befrielseskamp præger Sydafrikas udenrigspolitik i dag
Magasinet var kendt for sin dækning af bykultur, musik, politik og sociale bevægelser i townships som Soweto, og det fungerede som en platform for sorte journalister og forfattere, der sjældent fik mulighed for at blive publiceret andre steder.
For lukrativt til at være lovligt
Jeg spørger Jabulile, om hun tror, at mchina-bagmændene tjener godt. Hun ler og siger: “Kina vinder altid.”
Det samme påpeger Stephen Louw i sin artikel, hvor det fremgår, at “‘huset’ gennemsnitligt vinder 22,22 procent.”
Netop den høje profitmargin er en af årsagerne til, at spillet aldrig er blevet lovligt – det er simpelthen for lukrativt for operatørerne.
Til sammenligning har licenserede kasinospil en markant lavere house edge – altså den andel af indsatsen, som huset statistisk set vinder.
Kina vinder altid
Jabulile
For eksempel ligger house edgen i blackjack på blot 0,28 procent, mens det højeste blandt lovlige kasinospil i Sydafrika er 5,22 procent i Caribbean Stud Poker.
Alligevel har pengene for at fungere som mellemmand været nok for Jabulile til at renovere huset og kunne købe basale dagligvarer.
Hun tilføjer, at hun ofte også er god til at satse på vindernumrene, og at en af hendes hemmeligheder nok er, at hun ikke tror alt for meget på drømmene.
Da vi er ved at runde af, spørger jeg hende, hvad hun ville bruge sin tid på, hvis det ikke var for mchina. Hun ser mig i øjnene og svarer uden tøven med et grin:
“Jeg ville lave butikstyveri.”
