Hugo Chavéz som symbol og ikon skal såmænd nok leve videre hos den tilbageværende revolutionsromantiske (yderste) venstrefløj på trods af landets økonomiske kollaps, selv om BNP er halveret i løbet af de
seneste fem år, inflationsraten har passeret 1 mio. procent, og det
anslås at 90 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen
mens folk bogstaveligt talt dør af sult. Og det i et land, som for
blot tre årtier siden var Sydamerikas rigeste land.
Ikke noget under, at omkring 10 procent af befolkningen – ca. tre mio.
mennesker – har forladt Venezuela, primært til fordel for Colombia,
hvor mere en mio. venezuelanere menes at opholde sig i dag.
Også Ecuador, Peru, Chile og Brasilien har modtaget mange flygtninge og hele situationen truer med at destabilisere regionen. Det er en ikke
uvæsentlig del af årsagen til, at vi i sidste uge oplevede at flertallet af lande i Nord- og Sydamerika anerkendte nationalforsamlingens formand, Juan Guaidó, som landets legitime præsident og ikke Nicolás Maduro.
Militærets særlige rolle i Venezuela
Juan Guaidó anerkendes af de fleste lande i regionen, og Maduros
venner er stort set reduceret til Nicaragua, Bolivia, Cuba plus et par
øer i Caribien, mens Uruguay og Mexico ikke helt ved hvilket ben de
skal stå på. Men militæret er i skrivende stund på Maduros side.
Det er grunden til, at Juan Guaidó med nationalforsamlingens opbakning
igen og igen taler om at give hæren amnesti. Det er – og har i mange
år været – hæren som er nøglen til magten i Venezuela. Og den har en
særlig rolle i landet, takket være Hugo Chavéz ” Bolivarianske
revolution” og særlige ”socialisme for det 21. århundrede”, som han
selv benævnte det.
I modsætning til de fleste andre latinamerikanske lande nu om dage har
hæren en meget aktiv politisk rolle i Venezuela.
Før Chavéz blev præsident første gang i 1998, havde hærens rolle siden et coup d’etat den 23. januar 1958 væltede den daværende militærdiktator og banede vejen for et demokratisk Venezuela, været apolitisk i en sådan grad, at ansatte i militæret ikke havde stemmeret.
Det ændrede sig markant ved Hugo Chavéz magtovertagelse.
En ideologisk caudillo
Mange opfatter muligvis primært Hugo Chavéz som en typisk caudillo
(stærk mand), som Latinamerika – og ikke mindst Venezuela før 1958 –
har været så rig på.
Det var han også, men han havde også et ideologisk udgangspunkt, grundlagt i hans formative år som ung kadet i 1970erne.
En overbevisning som primært blev drevet af to ting – den udbredte korruption han og andre unge kadetter kunne se blandt de øverste lag i hæren og den politiske skoling han modtog, og som i høj grad tog udgangspunkt i den særlige stærkt marxistisk inspirerede latinamerikanske afhængighedsteori, som bl.a. gennemsyrer den meget indflydelsesrige bog ”Las venas abiertas de América Latina”, på dansk ”Latinamerikas åreladning”, skrevet af den uruguayanske journalist og forfatter Eduardo Galeano.
En bog, som efter den udkom i 1971, blev en umiddelbar succes, og siden er genoptrykt utallige gange, på et utal af sprog. En bog som også har haft stor indflydelse på mange venstreorienterede intellektuelles syn på Latinamerika og dets historie udenfor Latinamerika.
Man kan således karakterisere de ideer som Hugo Chavéz og hans
meningsfæller i Movimiento Bolivariano Revolucionario-200 (MBR-200),
etableret i 1982, som baseret på en kombination af det nordlige
Sydamerikas store befrielseshelt, Simon Bolivar, og Karl Marx.
Den kombination indebar en stærk modstand mod, hvad de opfattede som neoliberal politik og udenlandsk indflydelse i Venezuela. Efter deres
opfattelse havde civile politiske aktører mistet al legitimitet i forhold til forfatningen.
Det var med de ideer i bagagen at Hugo Chavéz – efter et mislykket kup
i 1992, som medførte umiddelbar national berømmelse, da han på live TV påtog sig det fulde ansvar for kupforsøget – vandt valget til manges
overraskelse i 1998.
Allerede året efter blev en ny forfatning vedtaget ved en
folkeafstemning, som bl. a. indebar, at hæren blev tildelt en helt
anden og mere aktiv rolle i Venezuela.
Herefter skulle den ”Bolivarianske revolution” gennemføres ved indførelse af ”det 21. århundredes socialisme”, som Chavéz selv betegnede det, baseret på et aktivt miltært-civilt partnerskab.
Som historien har vist, indebar den Bolivarianske revolution og
gennemførelsen af det 21. århundredes socialisme også, måske
paradoksalt men egentlig ikke overraskende, at den i forvejen
betydelige korruption ikke faldt efter Hugo Chavéz magtovertagelse,
men er steget til nye og ekstreme højder. Magt korrumperer og
fuldkommen magt korrumperer fuldkomment, som man siger.
Det er i dag alment anerkendt, at de ledende generaler, som er
fuldkommen ”syltet” ind i regimet, er involveret i både
narkotikakriminalitet, korruption og hvidvaskning i et enormt omfang.
Lokker militæret med amnesti
Det er i det lys man skal se, at oppositionen og Juan Guaidó
understreger, at man er parat til at give amnesti til militæret, hvis
det skifter side og støtter op om kampen for et demokratisk Venezuela.
Indtil videre tilsyneladende uden større held.
Dette skrevet uden at jeg ved, hvilke kontakter, der er mellem oppositionen og militæret. Men formentlig har man både kontakter og forhandlinger i gang med dele af militæret.
Kun de kommende dage, uger og måske måneder vil vise, om det lykkes – og hvor blodig Venezuelas tilbagevenden til demokrati bliver.
Ét er afgørende. Det er ikke de politiske lederes, hverken blandt
regering eller opposition, der afgør Venezuelas fremtidige kurs. Den
afgørende magtfaktor er Venezuelas hær – og det har den været længe.
Niels Westy, cand. polit. og Latinamerikakender
