Helene Maria Kyed er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og har i to årtier forsøgt at forstå, hvordan og hvorfor regimer undertrykker deres befolkninger, og ikke mindst hvornår og hvordan civile blæser til oprør.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
“Det, der fylder mest for mig lige nu, er de folkelige oprør i både Myanmar og Mozambique, lande som jeg har arbejdet med i henholdsvis 10 og lidt over 20 år. Jeg prøver at forstå de mekanismer, der gør, at regimerne bruger vold og undertrykker deres egne befolkninger, men også hvad der gør, at de folkelige bevægelser føler, de bliver nødt til at bruge vold for at at vælte de her regimer. For mit vedkommende handler det om intellektuelt at forstå volden og de problematikker, som jo også gør sig gældende i mange andre lande. Så det er drevet af et ønske om at forstå retfærdighed versus uretfærdighed i de her kontekster.”
Læs også Helene Maria Kyeds analyse: Mozambique i brand: Folket vil af med det 50-årige Frelimo-styre
“Mens jeg tidligere har forsket i retssystemer og politiarbejde, er jeg nu også begyndt at kigge på klimaforandringer i forhold til de her konflikter mellem regimer og civile. Det kan måske lyde lidt mærkeligt, at klimaforandringer skulle hænge sammen med den slags undertrykkelse, vold og folkelige oprør. Men klimaforandringer bliver i stigende grad koblet sammen med voldelig konflikt og politiseres af regimerne, for eksempel ved at de laver store skovprojekter, der i realiteten handler om at tage jord fra fattige befolkningsgrupper. Det bliver trukket ind som endnu en politisk agenda, regimerne kan bruge til at dække over nogle ret undertrykkende praksisser.”
“Nogle modstandsgrupper og civilsamfundsorganisationer i Myanmar bruger også i stigende grad klimaforandringerne som en platform, hvor de både kan legitimere sig selv og gøre modstand mod militæret-regimet. For eksempel siger de, at det er militæret, der skaber klimaforandringer, fordi de er med til at fælde skovene og drive rovdrift på miljøet, mens de selv kæmper for at passe på naturen. Så det bliver del af en konkurrerende form for politik i de her meget højspændte kontekster.”
Hvad eller hvem i din branche giver dig mest håb?
“Som antropolog finder jeg håb i, at vi bliver ved med at stille kritiske spørgsmål og finde forbindelser, som ikke nødvendigvis ligger lige for. Sammen med mine kollegaer ser jeg lige nu på det her med, hvordan klimaforandringer, som egentligt handler om vejrskifte, temperaturstigninger og naturkatastrofer, bliver dybt politisk og filtret ind i voldelige dynamikker, som vi ser i lande som Myanmar. Jeg har også været med til at udarbejde nogle policy briefs om de her sammenhænge, fordi Danmark har meldt ud, at vi har fokus på netop konflikt og klimaforandringer i vores periode i FN’s Sikkerhedsråd.”
… når det kommer til politikernes og de internationale organisationers opmærksomhed, så er det meget drevet af, hvad der lige er i dagspressen.
“Nogle personer, der giver mig håb og inspirerer mig, er de burmesere, jeg arbejder sammen med. De er for det meste i eksil, deres familier er splittet op, og de skal konstant være påpasselige med deres sikkerhed. Alligevel kan de blive ved med at finde energien og passionen til at lave forskning og producere viden om deres eget land, som de også hele tiden har øje for at tænke ind i at forbedre deres landsmænds vilkår og skabe retfærdighed. Det giver mig en kæmpe arbejdsglæde hver dag, også selvom vi nogle gange græder sammen, når man står med håret i postkassen, og tingene virkelig brænder på.”
Hvad irriterer dig mest i din branche?
“Jeg synes, det er frustrerende, der ikke er en lidt bredere pallette af fokus på de problematikker, som også udspiller sig i lande lidt længere væk fra Danmark. I forskningen har vi forholdsvist rimelige vilkår i forhold til at publicere om fjerntliggende steder som Myanmar og Mozambique. Men når det kommer til politikernes og de internationale organisationers opmærksomhed, så er det meget drevet af, hvad der lige er i dagspressen. Og det er ikke fordi, det ikke er vigtigt med Ukraine og Syrien og Gaza, men det er frustrerende, at opmærksomheden vendes væk fra de mange andre steder, hvor udfordringerne også er store og bunder i mange af de samme grundlæggende problemstillinger.”
“Som forsker oplever jeg også, at der er blevet for meget fokus på kortsigtet impact af den viden, vi producerer. Og på længere sigt kan det godt være på bekostning af den dyberegående, mere langsigtede forskning. Vi kan sagtens bare samle evidens og bekræfte nogle af de allerede etablerede forestillinger, om det så er i den politiske verden eller inden for de internationale organisationer. Det kan man gøre forholdsvis hurtigt. Men hvis man virkelig vil prøve at finde nogle nye alternative løsninger og vende tingene lidt på hovedet, så kræver det altså noget tid. Det synes jeg, bliver sværere og sværere i dag, fordi der er et stærkere fokus på hurtigere og mere direkte resultater i den politiske verden.”
Hvad undrer dig, at alle ikke taler om, når det gælder global udvikling?
“Min største undren går nok på, at der i virkeligheden ikke er særlig meget fornyelse i den måde, vi tænker udvikling på, og hvor vi tænker, udviklingen skal gå hen. Det ser vi jo også i forhold til klimadebatten. Det er stadigvæk den der vækstankegang, der er dominerende. Det er stadigvæk det der med, at støtte til klimatilpasning skal gå igennem stater, og man skal opbygge statsinstitutioner. Man tænker stadigvæk meget i den samme rille.”
… det har altid været svært for internationale organisationer at bygge mere på det ikke-statslige, selvom man godt kunne se, at statspolitiet var sindssygt voldeligt, og retssystemet ikke fungerede.
“Jeg har tidligere arbejdet meget med lokale retssystemer, politi og sådan nogle institutioner. Og det har altid været svært for internationale organisationer at bygge mere på det ikke-statslige, selvom man godt kunne se, at statspolitiet var sindssygt voldeligt, og retssystemet ikke fungerede. Der ligger en grundlæggende tankegang, som er ekstremt svær at bryde. Men de grundlæggende tanker om, hvordan et samfund skal udvikle sig, og hvordan det skal se ud, har der ikke været meget fornyelse i.”
Hvad er dit bedste læse-, lytte- eller kiggetip?
“Jeg er lige ved at lytte til The Great Derangement af den indiske forfatter Amitav Ghosh, som jeg tidligere har læst. Den tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvorfor vi ikke helt kan forstå, hvad det er for en trussel, verden står overfor med klimaforandringerne. Han kigger både på, hvordan det har været svært at forstå historisk, men også hvordan det er svært at forstå politisk. Og så har han også en del om, hvordan klimaforandringer er ret fraværende i skønlitteraturen.
“Ud fra mit perspektiv er det, der er interessant ved den, at vi kan se klimaforandringerne poppe op hér og dér, men det er alligevel en ret uhåndgribelige størrelse. Noget der stadigvæk er forbundet med fremtiden, selvom det sker lige nu. Jeg kan også godt lide, hvordan Ghosh peger på klimaforandringerne i vores voldelige historie, og ikke bare i menneskets ødelæggelse af naturen, men også i den måde, vi har gjort vold på os selv med udbytning og, ja, kapitalisme, om du vil.”
