Jørgen Harboe skrev den 22. januar indlægget Zionismen er ikke, hvad mange tror – og den kan bruges til at skabe fred, hvilket affødte et svar fra Anas Kababo, som er lodret uenig med Harboe i, at zionisme i sin grundlæggende form er et inkluderende projekt: ”Zionismen er ikke et frigørelsesprojekt” – svar til Jørgen Harboe. Her følger Jørgen Harboes replik.
Anas Kababo har naturligvis ret i, at zionisme er kolonialisme og en uretfærdighed. Ingen ønsker at blive koloniseret.
Men Israel og israelerne går ikke væk! Det samme gælder Palæstina og palæstinenserne. Ergo er det nødvendigt at finde en formel for sameksistens for at undgå en evig og ødelæggende krig mellem de to folk.
It takes two to tango, som man siger.
Et element til en mulig løsning søgte jeg ved at gå tilbage til nogle af de første zionisters udsagn og undersøge, om vi i dag kan bruge dem som elementer i en fredsløsning. Og det tror jeg godt, vi kan! Konflikten mellem Israel og Palæstina kan måske løses op, hvis begge folk kan bevare eller genfinde deres identitet, være stolte af den og komme videre sammen efter krigen.
Jeg var i Israel midt i 1960’erne og mødte den tids socialistiske zionisme, blandt andet i kibbutzerne. Jeg husker mange israeleres livsbekræftende tro på fremtiden.
Den tro er næsten væk. Vi har brug for at tale den op igen, så israelere kan blive stolte af at være sig selv og zionister, og palæstinenserne kan vinde deres selvværd tilbage.
Jeg anerkender Anas Kababos citater fra Herzl og Jabotinsky, men står ved mine egne vurderinger. Zionismen er kras kolonialisme, men var også en drøm om et humanistisk samfund, som vi kan bygge videre på i arbejdet for fred i Mellemøsten.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i debatsektionen, så skriv endelig på [email protected]
