Jørgen Harboe

Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Er zionismen Israels gode eller onde ånd?
Ingen af delene eller både-og. For uden zionisme ville staten Israel slet ikke eksistere. Zionismen er den vision, Israel bygger på: Selve landet livsånd, dets raison d’etre.
Hvis Israel fortsat skal bestå, er det derfor nødvendigt at give visionen et positivt indhold: at genskabe zionismen som Israels gode ånd i den verden, landet netop nu befinder sig i.
Så kan Israel til gengæld give noget godt tilbage til Mellemøsten.
Theodor Herzl og Dreyfus-affæren
Zionismen er en enkelt mands værk og blev skabt som en humanistisk vision om et samfund med lige ret for alle: Jøder og kristne, muslimer og arabere.
Skaberen, Theodor Herzl, var en ungarsk jøde, der blev født i 1860. Han var journalist og nød det gode liv i Wien, indtil han blev sendt til Paris for at dække sagen mod kaptajn Alfred Dreyfus, der var officer i den franske hær. Dreyfus blev anklaget for landsforræderi i en retssag, der rejste en kolossal antisemitisk folkestemning i Frankrig, hvor pøblen råbte “død over jøderne”.
Dreyfus var nemlig jøde, og selvom anklagen var falsk, blev han dømt og sendt til straffekolonien Djævleøen ud for Fransk Guyana i Sydamerika og først hentet hjem igen mange år senere.
Retssagen knækkede Dreyfus, men inspirerede til gengæld Theodor Herzl til i 1896 at skrive Den Jødiske stat, en fremtids-bog om et land, hvor jøder ikke behøver at frygte forfølgelse, fordi de er jøder.
Dreyfus-sagen havde vist Herzl, at alle jøder i alle kristne lande risikerede forfølgelse og udvisning, hvad end de følte sig som jøder eller ej. Sådan havde det altid været, og historien ville gentage sig, indtil jøderne fik et land, der var deres eget, mente Herzl.
Bogen blev det åndelige grundlag for en ny global bevægelse, zionismen, og Herzl blev bevægelsens første leder.
Hvad med palæstinenserne?
Herzl var fritænker og i første omgang ikke specielt knyttet til det bibelske Israel. For ham var det vigtige, at hans ideelle drømmeland blev skabt som et fristed for jøder og var åbent for alle mennesker. Herzl gik ind for den franske revolutions idealer om frihed, lighed og broderskab.
Tanken om et broderskab for alle mennesker blev videreført i Herzls anden bog i 1902, der udkom, da de første zionistiske jøder havde grundlagt kolonier i Palæstina side om side med de palæstinensiske byer og landsbyer.
Man kan i dag ryste på hovedet ad zionisternes idealistiske tro på, at nye jødiske indvandrere kunne dele Palæstina i fred og fordragelighed med landets gamle indbyggere. Palæstina er lille, og alle jødiske nybyggere har næppe troet lige blindt på, at der var plads til alle.
Men Europa og Rusland var dengang præget af idealistiske og humanistiske strømninger, samtidig med at kolonialismen kulminerede. Derfor kunne jøder helhjertet arbejde idealistisk for et frit samfund for alle, selvom de gjorde det i palæstinensernes land. Europæere slog sig jo ned, hvor det passede dem, overalt i verden i dronning Victorias sidste regeringsår.
Gik efter briterne – ikke palæstinenserne
Zionismen fik en militant fløj i 1920’erne og 30’erne. Denne såkaldte reformzionisme var ikke vendt mod palæstinenserne, men mod briterne, der overtog Palæstina som koloni efter Første verdenskrig. Ze’ev (ulven) Jabotinsky bekæmpede koloniherrerne med nådesløs vold og terror i det omfang, de stod i vejen for jødernes egen kolonisering. Samtidig gik han dog, ligesom Herzl, ind for et udelt Palæstina fra Middelhavet til Jordanfloden med samme ret for alle, uanset tro, race og hudfarve.
Da flertallet på FN’s generalforsamling i 1948 stemte for Israels oprettelse, var det formelt Theodor Herzls gamle drøm, der gik i opfyldelse, men israelerne selv brød visionen om et egalitært samfund med lige ret for alle. Mange jøder troede stadig på lighedssamfundet, men Israels hær begyndte fra dag ét en nådesløs menneskejagt for at tvinge så mange palæstinensere så langt væk fra det bibelske Israels grænser som muligt.
Den udryddelse er fortsat i vore dage, men er ikke zionistisk politik. Zionismens grundtanke er fredelig sameksistens.
Danmarks rolle
Hvis Danmark både vil det bedste for Israel og palæstinenserne, kunne vi forsøge at holde Israel fast på zionismens oprindelige vision om en jødisk stat med lige ret for alle. Det løser ikke pladsproblemet og heller ikke spørgsmålet om, hvordan staten både kan være jødisk og give lige ret til alle.
Hvis Israel havde holdt sig til sit grundlag i zionismen, kunne den seneste krig til gengæld være undgået.