Tag med på en vild arkitektonisk rejse fra pompøs kolonistil til uafhængighedens socialistisk beton, modernismens sociale byggeri og fremtidens utopiske metropoler i Afrika syd for Sahara.
Geografiske kort taler deres tydelige sprog. Når verdens største nationer, inkl. USA, Rusland og Kina, lægges ned over det afrikanske kontinent, kan vi se hvor meget de fylder, eller snarere hvor lidt. Afrika Syd for Sahara lægger jord til 49 nationer og 15 % af verdens befolkning, men står kun for 2,5 % af den globale økonomi. I takt med flugten fra land til by breder storbyerne sig planløst, infrastrukturen er misligholdt og trafikken kaotisk. Hvordan skabe bedre vilkår for de mange afrikanere, der bor i uregulerede områder? Det er i de vildtvoksende slumbyer, afrikanerne har slået rødder og her, man finder den største nød, men også den største kreativitet.
Kolonialismens arkitektur af firkantede huse i mursten og tegltag eller bølgeblik skulle frigøre afrikanerne fra de runde stråtækte hytter, uden vinduer og fulde af røg. Men hvor der i landsbyerne var masser af plads, gårdsplads, plads til kvæg og mellem husene blev den moderne by til middelklassen fyldt med tætbeliggende kvadratiske parcelhuse eller højhuse i beton.
De nye uafhængige afrikanske stater lod sig inspirere af de socialistiske styrer i 1960’erne og Sovjettidens betonkomplekser. Men den teknokratiske forvaltning af Afrikas uregerlige storbyer har spillet fallit. De ny vækstpotentialer retter sig mod middelklassen, og investeringer målrettes de områder, hvor middelklassen lever. Små indslag af grønne projekter og elitebyer skyder frem, som kun få har råd til at bo i, men som er magnet for investorer med fantasidrømme om astronomisk vækst i Afrika.
Der er brug for hverdags-urbanisme og at bygge boliger sammen med de mennesker, der skal bruge og leve i dem, er udstillingens svar på de mange dilemmaer, som afrikanske byer kæmper med. Visionen er at skabe rammer for nye fællesskaber, baseret på åbenhed og anvendelighed, der styrker den sociale infrastruktur og samtidig bevarer kulturarven. Udstillingen zoomer ind på seks storbyer – Dakar i Senegal, Lago i Nigeria, Kinshasa i Den republikanske republik i Congo, Maputo i Mozambique og Johannesburg i Sydafrika – omkring syv tværgående temaer.
Flydende slumbyer
Gæsterne bombarderes med bygninger fra et kontrastfyldt kontinent i eksplosiv udvikling. Hvor smukke franske kolonibygninger i Congo står som sentimentale skulpturer fra en fjern fortid ligner Ponte city i Sydafrika et spøgelse fra apartheidstyrets velmagtsdage, bygget for den hvide overklasse, men overtaget af underklassens unge og immigranter, og som epicenter for kriminalitet, prostitution og narkohandel er den symbol på urban nedsmeltning i Johannesburg. Det sidste fremgår af kataloget til udstillingen, som kraftigt anbefales til den vildtvoksende udstilling.
Bæredygtige byggeløsninger efterlyses på nutidens befolkningspres, der fx har skabt flydende slumbyer i laguneområdet ud for Lagos i Nigeria. Her bevæger 100.000 mennesker sig rundt i små både mellem deres boliger på pæle, der udsættes for hyppige oversvømmelser pga. miljøforandringer. Et elegant bud kommer fra NLÉ Architects, der har opført den flydende Makoko-skole, en pyramideformet struktur med ensfarvet tag på pæle af træ og på en base af genbrugstønder af plastik. Tegnestuen har tegnet en hel flydende bydel Lagos Water Communities Project af bygninger for fællesskabet, der kan ændre sig efter behov, til fx sundhedsklinik, marked, underholdning eller hoteller. De farverige bygninger giver stedet en markant visuel identitet.
I Vestafrika ser vi harmoniske videreførelser af den traditionelle måde at bygge på, omkring en indre gård, der sørger for naturlig ventilation. Det gælder fx en skole opført af hollandske LEVS Architecten i Dogon-plateauet i en traditionel konstruktion, der går i et med terrænet. I Timbuktu blev det mere end tusinde år gamle universitetsbibliotek med islamiske håndskrifter restaureret med inspiration fra labyrintiske gader af DHK Architects fra Sydafrika. I Senegal har finske Hollmen Reuter Sandmed Architects opført et kvindecenter omkring en atriumgård for at markere skellet mellem offentligt og privat, og så kvinderne kan være alene. Men nogle steder har bygningerne ingen ydermure, pga. det varme klima og for netop at bryde med ideen om et lukket ydre og et privat indre, som fx Assinie-Mafia-kirken i Elfenbenskysten, bygget af Koffi & Diabaté Architects. I det smukke kunstnerrefugium Sinthian i Senegal har Tiko Mori fra USA taget afsæt i de klassiske cirkulære Impluvium-huse med halmtage fra Casamance-regionen, hvor der opsamles regnvand via huller i taget. Her er stråtaget vredet og trukket, så det danner en let, skulpturel overdækning af store åbne rum omgivet af mindre hvidskurede cirkulære rum.
I en helt anden boldgade finder vi den schweiziske skulptør, Not Vital. Han opfører skulpturelle bygninger i perifere ørkenbyer for Nigers tuareger. Hans stjerneudsigtstårn i Agadez er blevet et vartegn, landsbyen værner om. Skolen i Agadez er formet som en pyramide, hvor man kan opholde sig både ude og inde. Børnene i koran-skolen har taget skolen til sig, men sidder især oppe på pyramidens tag, og når alle Makaranta-skolens 150 børn sidder med deres koranplader og studerer, fremstår bygningen som en svævende skal.
Kina bygger bigtime i Afrika
Modernismens bygninger har sociale formål, fx at inddrage lokalbefolkningen i at genopbygge landet, som i Rwanda efter folkemordet i 1994. Her opførte det italienske arkitektbureau ASA, Active Social Architecture, deres første skole i 2011. Siden har ASA opført skoler i over 20 byer i Rwanda, en flygtningelejr, et center for arkitektur i Kigali og et forsoningsmuseum. Sharon Davis Design fra USA har desuden opført et imponerende kvindecenter uden for Kigali, udformet som en landsby med cirkulært forbundne rum, hvor kvinderne lærer lokale dyrkningsmetoder og dyrker landbrug i terrasser ned langs skråningerne.
En væg af ikon-projekter for magtens bygninger i hele verden var udstillet på Arkitektur-bienalen i Venedig i 2014. Her får vi et udpluk af de 49 afrikanske nationer syd for Sahara. Foran troner en farverig, futuristisk bymodel af Kinshasa, der viser utopiske ideer om de afrikanske metropoler, skabt af den congolesiske kunstner BodysIsek Kingeles. Sig ikke, at kreativitet ikke rimer på afrikansk.
Man kan ikke tale om fremtidens byggeri i Afrika uden at nævne Kina, der bygger infrastruktur, broer og veje i stor skala syd for Sahara. Men kineserne har også opført hovedsædet for Den Afrikanske Union i Addis Abeba og sportsanlæg som gaver, for at knytte stærke bånd til afrikanerne. Kineserne er i færd med at opføre nye økonomiske zoner over hele kontinentet, fx Lekki Free Trade Zone i verdens mest folkerige nation Nigeria, iværksat af den kinesiske regering, planlagt af kinesiske byplanlæggere og udført af kinesiske virksomheder for at øge Kinas eksport til Afrika. Det bliver små stater i staten med velfungerende infrastruktur og boliger, som skal tiltrække investorer. Men målet er også at stimulere et økonomisk opsving i Afrika à la den kinesiske model ved at skabe en industriel revolution. Afrika’s rigeste mand har netop investeret i området, bl.a. for at etablere et raffinaderi, så Nigeria kan forarbejde sin egen råolie. Den afrikanske middelklasses krav om bedre boliger har desuden skabt et marked for kinesiske højhuse og hele byer, fx en forstad til Angolas hovedstad, for ½ mio. mennesker. Udstillingen viser også vitale malerier, kunstfotografier og arkitekturfilm, fx om kinesiske spøgelsesbyer, hvor ingen vil bo.
Louisianas udstilling ’Afrika – arkitektur, identitet og kultur’ varer frem til 25. oktober.
