Det er langt fra alle lande, hvor utilfredse borgere kan tillade sig at buhe landets statsminister, og andre ledende medlemmer af regeringspartierne, af scenen 1. maj.
Af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt
Swazilands myndigheder stoppede onsdag fagbevægelsen fra at afholde 1. maj, ved systematisk at sætte lederne af landets politiske partier og fagbevægelsen under husarrest, samt arrestere mange andre almindelige mennesker. Da præsidenten for landets største politiske parti, Mario Masuku fra PUDEMO, og præsidenten og generalsekretæren for landets fagbevægelse, TUCOSWA, forsøgte at deltage i et 1. maj arrangement, blev de således alle arresteret.
Den 1. maj 2010 blev et ungt PUDEMO-medlem, Sipho Jele arresteret for at bære en t-shirt med et PUDEMO-logo på. Han blev fundet død i sin celle dagen efter – dræbt af politiet, siger demokratibevægelsen.