Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) har indgået et samarbejde med studieorganisationen Develop om at sætte fokus på forretningsmulighederne i Den 3. Verden.
Samarbejdet kulminerer torsdag den 31. maj, hvor et særligt udvalg bestående af fremtrædende forretningsfolk, embedsmænd med speciale i u-lande og professorer fra forskellige læreranstalter udvælger det vindende forretningskoncept, skriver IFU i sit nye elektroniske nyhedsbrev tirsdag.
Blandt deltagerne er der udvalgt 4 koncepter, som på finaledagen dyster om hovedprisen, et rejselegat til Afrika på en værdi af 100.000 kroner. Prisen bliver uddelt af udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
– Vi har valgt at støtte projektet, fordi det sætter fokus på de muligheder, der er for private investeringer på det afrikanske kontinent, siger admin. direktør i IFU, Finn Jønck, og lægger til:
– Vi har selv gennem de seneste 4 årtier investeret sammen med flere end 175 virksomheder, der har etableret sig i Afrika. Der er naturligvis mange udfordringer, men vores projektselskaber klarer sig generelt godt. Væksten er i mange tilfælde langt højere, end den vi ser i både Eurozonen og USA og det er nemmere at blive synlig her end på de store vækstmarkeder som f.eks. Indien og Kina.
– Derfor er det positivt, at studerende interesserer sig for at udvikle forretningskoncepter, der på sigt kan være med til at styrke den økonomiske vækst i Afrika, slutter Finn Jønck.
Yderligere oplysninger på www.develop.nu