181 organisationer fordømmer overgreb i Cambodja

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Af Nikolaj Søndergaard, Folkekirkens Nødhjælp

Cambodja har siden nytår oplevet voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi. Nu fordømmer 181 organisationer, der arbejder i landet, herunder Folkekirkens Nødhjælp og Danmission, styrets brug af væbnet magt mod sit eget folk.

Det cambodjanske styre møder hård kritik for januars voldelige angreb på fredelige demonstranter.

181 cambodjanske og internationale civilsamfunds-organisationer – heriblandt Folkekirkens Nødhjælp – fordømmer i et fælles statement brugen af væbnet magt mod demonstranter. Det skriver Folkekirkens Nødhjælp i sit nyhedsbrev tirsdag.

”Vi fordømmer på det kraftigste brugen af brutal magt, vilkårlige anholdelser, drab og umenneskelig behandling fra de cambodjanske myndigheders side,” står der blandt andet i dokumentet.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder i Cambodja blandt andet med menneskerettigheder og demokrati i et fælles program med den britiske organisation Christian Aid.

Organisationen sendte sammen med Danmission et brev til den danske regering fredag den 10. januar med en opfordring til at fordømme den voldelige behandling af fredelige demonstrationer samt overgreb mod ytringsfrihed og forsamlingsfrihed fra den cambodjanske regerings side.

De to organisationer står dog ikke alene i den kamp og de 181 organisationer opfordrer det internationale samfund til at gribe ind over for overgrebene på civile cambodjanere.

Medunderskriverne tæller både mindre cambodjanske organisationer og større internationale spillere som f.eks. Oxfam.

Fem konkrete krav

Det fælles brev blev i dag (tirsdag) blandt andet afleveret på de amerikanske og britiske ambassade i landet og vil i de næste dage blive afleveret til flere ambassader i Cambodja.

Organisationerne bag brevet opfordrer regeringen i Cambodja til fem konkrete handlinger. Regeringen opfordres til:

  • At løslade 23 anholdte demonstranter – heraf to af Folkekirkens Nødhjælps partnere.
  • At nedsætte en uafhængig undersøgelseskommission, der skal finde frem til de ansvarlige for voldelige overgreb mod fredelige demonstranter
  • At sikre, at de ansvarlige retsforfølges og erstatning ydes til de sårede og familierne til de omkomne
  • At stoppe brugen af vold og vilkårlige anholdelser samt at sikre sikkerheden for Cambodjas borgere
  • At genoprette og respektere den cambodjanske forfatning og national lovgivning samt en række internationale love og konventioner

“Vi mener, at vold mod borgere aldrig er acceptabelt,” slutter brevet.

Se det samlede dokument her (PDF, 6 sider)

Urolighederne i Cambodja kort

  • Efter tre ugers fredelige protester valgte de cambodjanske myndigheder den 2. januar at sætte militær og politi ind mod demonstranter.
  • Demonstrationerne omfattede både tekstilarbejdere, der kræver mere i løn, og medlemmer af den politiske opposition, der kræver premierminister Hun Sens afgang, men det var tekstilarbejdernes demonstration, som udløste reaktionen fra myndighederne
  • Den 3. januar blev mindst fire demonstranter dræbt af skud og mange såret.
  • Mindst 23 demonstranter har været tilbageholdt i mere end 2 uger. Heriblandt er repræsentanter fra to af Folkekirkens Nødhjælps partnere.
  • Styret i Cambodja har forbudt alle offentlige forsamlinger af mere end ti mennesker i hovedstaden Phnom Penh i et forsøg på at forhindre nye demonstrationer.