2 danske firmaer mere slår igennem i Vietnam, delvis med Danida-støtte

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Endnu 2 danske firmaer – GJ Teknik på Ærø og Pedershaab i Brønderslev – har vundet fodfæste i vækstlandet Vietnam.

Dagbladet Børsen skriver tirsdag, at GJ Teknik til marts åbner en fabrik i Binh Duong provinsen nær Saigon i det sydlige Vietnam, som skal producere solfangeranlæg.

Firmaet satser på, at Vietnam med sit kommende medlemskab af WTO tvinges til at standse subsidiering af energi, hvorved der skabes et marked for solfangere, som producerer meget billig energi.

Fabrikken er et joint venture mellem GJ Teknik, Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) og det lokale firma, Viet Phu Ltd. GJ Teknik får desuden støtte fra Danidas Privatsektorprogram til overførsel af viden til sin vietnamesiske partner.

På grund af den stærke sol kan en investering i solfangere betales tilbage på lidt over 3 år mod 10 år i Danmark. GJ Teknik satser især på solfangere til Vietnams stærkt voksende hotelindustri.

Pedershaab A/S i Vendsyssel har fået sin første store ordre i Vietnam og vil flytte sit asiatiske hovedkontor til Saigon. Det danske firma producerer maskiner til fremstilling af betonrør til kloakering og dræn.

Udenlandske bistandsorganisationer finansierer f.eks. et stort antal veje, hvor der skal laves dræn. Danida er desuden involveret i vandprojekter, og Pedershaab er her ved at teste en teknologi til at fremstille vandrør, som kan modstå et højt tryk. De vil i så fald kunne erstatte stålrør, skriver Børsen.