2 danske soldater dræbt i Afghanistan

Redaktionen

2 danske soldater fra stab- og logistikkompagniet ved den danske bataljon i Helmand-provinsen i Afghanistan blev torsdag morgen dræbt, da deres patrulje kom i kamp med fjendtlige styrker ca. 8 km. syd for byen Gereshk, skriver Hærens Operative Kommando (HOK) i en pressemeddelerlse.

Omkring kl. 9 blev en dansk patrulje ramt af en sprængladning og herefter beskudt med håndvåbenild. Patruljen besvarede straks ilden.

Eksplosionen sårede en dansk soldat dødeligt. Sammen med britiske soldater rykkede andre danske soldater frem for at hjælpe den sårede, men blev undervejs ramt af endnu en sprængladning. Endnu en dansk soldat blev ramt ved den anden eksplosion og dræbt på stedet.

Begge soldater blev evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion, men desværre afgik den hårdt sårede soldat ved døden i helikopteren, hedder det.

De dræbte danske soldater kommer fra Jydske Dragonregiment i Holstebro.

Chefen for Hærens Operative Kommando, Poul Kiærskou udtaler:

– Tabet rammer os alle hårdt. For familie og pårørende til de faldne soldater er det et næsten umenneskeligt tab. Også styrken nede i Helmand er dybt berørt over at have mistet to kammerater og kolleger, men fortsætter med at løse opgaverne. Vi vil naturligvis gøre, hvad vi kan for at støtte alle de berørte i denne svære stund.

De nærmeste pårørende er underrettet.