De 2 tidligere Scandlines-færger “Rügen” og “Dronning Margrethe II” nu er på vej mod Dubai, oplyser miljøorganisationen Greenpeace i Indien ifølge flere onlinetjenester fredag.
De lokale myndigheder i Alang i den indiske delstat, Gujarat, hvor skibene indtil for nylig ventede på at blive hugget op, har angiveligt afvist at give tilladelse til skrotningen af de 2 færger.
– Nu er skibene på vej mod Dubai, bekræfter en talsmand fra Greenpeace i Indien.
Ifølge talsmanden hviler der stadig et stort pres på de indiske myndigheder i sagen om den tredje danske færge “Kong Frederik IX”. Greenpeace oplyser, at ophugningen af skibet endnu ikke er påbegyndt, da myndighederne ikke har givet endelig tilladelse til, at det kan ske.
Greenpeace har indbragt sagen om de danske færger for Indiens Højesteret, som ventes at komme med en afgørelse den 2. juni.
Samtidig har det danske politi 4 uger efter en anmeldelse endnu ikke henvendt sig til advokaten bag salget af “Kong Frederik IX”, som nu ligger ved en skrotstrand i Indien, selv om køberne havde forsikret, at den skulle bruges til sejlads.
Rigspolitichefen blev den 25. april af Miljøstyrelsen bedt om at undersøge sagen, herunder sælgerens advokat, Thomas Berg. Advokaten har imidlertid ikke hørt fra politiet, oplyser han. De eneste oplysninger, han har fået, er Miljøstyrelsens anmeldelse. Den fik han af en journalist.