2 nye i DUF

Redaktionen

Kirstine Simoni Mortensen, 28 år, er ansat som barselvirkar for international konsulent Inge S. Andersen i Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF.

Inge S. Andersen går på barsel 1. maj, hvorefter Kirstine Simoni Mortensen er ansvarlig for FRESTA-programmet, udvikling af aktiviteter i Østeuropa og DUFs kurser om internationale emner med mere.

Kirstine kender allerede DUF ganske godt, da hun siden efteråret 2003 har arbejdet som studentermedhjælper i International Afdeling. Hun var en af drivkræfterne bag efterårets succesfulde konference om 2015-målene og har blandt andre ting tilrettelagt kurser for ungdomsledere. Ved siden af DUF læser Kirstine Internationale Udviklingsstudier og pædagogik på RUC og er næstformand i udvekslingsorganisationen ICYE.

Udover Inge går Solvej Gasseholm på barsel. Det skete den 1. april, hvorefter Mette Kirstine Schmidt, 28 år, overtager jobbet som studentermedhjælper med særligt fokus på Fresta. Mette Kirstine Schmidt er allerede et kendt ansigt i DUF og de organisationer, som er aktive i FRESTA, da hun før har arbejdet på DUF som studentermedhjælper og vikar for Inge. Sideløbende med arbejdet på DUF er Mette i gang med sit speciale på Statskundskab.